Udstilling

Kunstner maler med menstruationsblod og bruger dildo som pensel

Kroppen er tilbage i samtidskunsten. Lige nu kan du bl.a. opleve Stense Andrea Lind-Valdans kropsvæskemalerier i Museumsbygningen.

Udstilling

Menstruationsblod, urin, malerier malet med tungen. Stense Andrea Lind-Valdan bruger hele kroppen – og dens egne ’materialer’ – til at male med.

Det kan lyde radikalt og er det også i en vis forstand, fordi kroppen længe har været lidt på distance i samtidskunsten. Den har været der som et sanseapparat, men ikke som hverken et politisk statement eller som en tabubryder.

Men aktuelt kan man faktisk se masser af krop i kunsten.

På det ellers meget strømlinede og konceptuelle galleri Christian Andersen i Kødbyen, hvor jeg indtil nu kun har set yderst minimale udstillinger, viser de for eksempel lige nu aktuelt udstillingen ’Times’, hvor monstrøse kroppe indgår, bl.a. fotografier af enorme sumobrydere med bumser på bagdelen og smækfede lår og smukke skulpturer udskåret i træ af overdimensionerede ører.

Og i sidste weekend åbnede udstillingen ’Wilderness’ på New Shelter Plan på Østerbro. Her handler det om makabre kroppe og kropsdele – bl.a. et afrevet øre, der ligger på gulvet og giver mindelser til den famøse åbningsscene i David Lynchs’ ’Blue Velvet’.

I denne kontekst lyder Stense Andrea Lind-Valdans udstilling, der åbnede forleden på Museumsbygningen med malerier malet med kropsaftryk og menstruationsblod, næsten som fine æstetiske eksperimenter og ikke som noget decideret normbrydende.

Men på baggrund af de senere års distance fra den begærende, larmende og beskidte krop, hvor alle de forbudte kropsvæsker har været gemt langt væk, og det i stedet har været sanselige materialeundersøgelser, der har været i fokus, ja, så er det faktisk enormt befriende, at en ung kunstner som Lind-Valdan igen går hele vejen og bruger kroppens væsker som materiale.

Da et digt kom ud af underlivet

Stense Andrea Lind-Valdan fylder kroppens hulrum med maling, maler med urin eller bruger en vibrerende dildo som pensel i malerier, der forekommer enormt sanselige.

På den måde genindskriver Lind-Valdan kroppen med alle dens ulækre og abjekte dele i sine malerier. For det er nemlig ikke en helt ny sag at bruge den nøgne krop eller dens udsondringer i kroppen. Yves Klein malede for eksempel store malerier med kvindekroppen som pensel – han smurte simpelthen kroppene ind i maling og trak dem hen over lærredet. Og den italienske kunstner Piero Manzoni sked direkte i dåser, som efterfølgende kom på museum (Merde d’Artiste, 1961).

Men det var særligt den radikale body art i 1960’erne og 1970’erne, for ikke at tale om de makabre og blodige wieneraktionister, der skrev den aktive krop direkte ind i kunsten. I en legendarisk performance fra 1975 trak den amerikanske kunstner Carolee Schneemann et langt digt om kvindens underliv ud af sit eget underliv, mens hun læste digtet op.

Og den kvindelige krop har jo altid været del af kunsten. Den nøgne kvindekrop er måske det mest malede motiv i kunsthistorien overhovedet. Det er selvfølgelig denne ladede kunsthistorie, som Lind-Valdan tager op, når hun ikke maler en kvindekrop, men maler med sin helt egen kvindekrop.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce