Hipt. Du træder ind, ser dig omkring, studerer værkerne, men du føler dig ikke helt sikker: Hører manden i baren mon også med til udstillingen?
Foto: Peter Hove Olesen

Hipt. Du træder ind, ser dig omkring, studerer værkerne, men du føler dig ikke helt sikker: Hører manden i baren mon også med til udstillingen?

Udstilling

Øh ... er bartenderen en del af udstillingen???

Vi besøger det totalt hippe galleri Toves på Amager, hvor man aldrig kan føle sig helt sikker.

Udstilling

Klokken har netop rundet ni om morgenen, da fem af de i alt otte nuværende kunstnere bag galleriet Toves (med s) byder på nescafé og efterårssol i boghandlerforeningens gamle hus.

Her har de boet siden 2013 i det postindustrielle område, som ligger øde, nøgent og råt på Amager og med Hells Angels som en af få naboer.

»Det postindustrielle er jo et ikke-sted«, beskriver en af de fem, Jacob Jessen, kvarteret. »Konteksten her er ude at sejle. Det giver en frihed i forhold til vores udstillinger, at vi ikke tilhører et bestemt format, for vi har ikke behov for, at der kommer et bestemt publikum, men for at det indhold, der bliver genereret her, er uafhængigt«.

Han sidder sammen med Honza Hoeck, Hannah Heilmann, Christian Jeppsson og Janus Høm i galleriets lille gård, hvor man kan høre bilerne og naboens motorcykler, der jævnligt gasser forbi.

Toves har eksisteret fysisk siden 2010, og navnet klinger efterhånden så velkendt i både den danske og internationale kunstbranche, at der fra tid til anden refereres til ’en klassisk Toves’. Ibyen er taget et smut forbi Amager for at udforske denne Toves.

Men helt let er det ikke at færdes i et galleri.

Det startede i en shoppingarkade

»Du må helst ikke stille kaffen der«, retter Honza Hoeck mig efter bare få minutters besøg og fjerner hurtigt en stor træbjælke under papkruset. »Det er en del af et værk«.

Det var billedkunstneren Pind, der tilbage i 2010 fik idéen til at starte sit eget uafhængige udstillingsted, og han kontaktede derefter Honza Hoeck og Jacob Jessen. Som nyuddannede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi var de to netop trådt ud på galleriscenen, der tidligere havde haft for vane at plukke nye talenter, næsten inden de var færdige på akademiet.

Men med finanskrisen faldt en del gallerier fra, og de, som blev, skævede mere og mere til udlandet i stedet for at fostre nye kunstnerkarrierer.

Toves var et modsvar på det, og derfor skulle galleriet også udelukkende vise de værker, som »stod og sov« rundt omkring i ateliererne, og aktivere både dem og deres kunstnere på ny ved at samle alle værkerne i en bunke og give frit lejde til at eksperimentere og rykke rundt på hinandens, fortæller Honza Hoeck og Hannah Heilmann.

Dengang rykkede galleriet ind i et tomt lokale i shoppingarkaden Toves Galleri på Vesterbro med dårlig halogenspot, parketgulv og evige umchi umchi-rytmer fra naboen Fitness World. De boede gratis mod at tilføre det konkursramte og spøgelsesagtige indkøbsstrøg noget liv, og selv om stedet ikke just indbød til et hipt galleri, blev det lige præcis mødet med virkeligheden, som definerede og formede Toves.

Pludselig var selve udstillingsrummet i sig selv en lige så stor del af kunsten som værkerne, hvilket stadig kendetegner galleriet. To et halvt år blev det til, før arkaden smed Toves på porten og sendte flokken videre til først Charlottenborg Kunsthal og senere Amager.

»Man kan se den her flytning som vores anden store genfødsel. Først var det Pinds værk. Han valgte de her kunstnere, som ellers ikke samarbejdede med hinanden, og som ikke havde fundet deres plads endnu. Vi endte med at være en gruppe mennesker, som søgte noget andet, end hvad der var, og som skulle manifestere sig hos os«, fortæller Christian Jeppsson.

»Det kan være et kæmpeproblem at være otte personer, der skal bestemme indholdet, men det kan også være en kæmpestyrke, fordi man kan byde på så meget mere, når man er otte hoveder«.

En dynamisk amøbe

De otte hoveder er med årene vokset mere og mere sammen til et, og i dag er Toves i sig selv i lige så høj grad blevet en afsender og en kunstner med en fælles praksis, der kører sideløbende med aktiviteterne i udstillingslokalet.

»På vores hjemmeside står der jo ikke, hvem vi er. Der står bare Toves, og det er måske lidt anti i denne tid, hvor man skal levere enormt meget brand og være så meget mere individ, end nogen orker. Det er det her med at få lov til at forsvinde ind i en fælles praksis og slippe for sit eget navn«, siger Hannah Heilmann.

»En amøbe«, kalder Jacob Jessen dem selv. »Den ændrer form alt efter, hvem der putter indhold ind i den. På den måde er vi underordnet brandet, men brandet underordner sig vores bevægelser, og den dynamik er sindssygt vigtig for at forstå, hvorfor vi gider blive ved«.

Amøben ernæres af tillid, nikker alle fem, og derfor har de heller aldrig haft en politik om at godkende hinandens udstillinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis Christian Jeppsson for eksempel vil lave en pornoudstilling med en abe, zebra og fire meget virile mænd, så er det bare spændende for os andre«, griner Honza Hoeck.

»Det er meget dynamisk, hvem der lige er i landet og har tid eller ideer. Men i virkeligheden er vi ikke interesserede i at drive et udstillingssted, men i at producere udstillinger, og de kommer som en nødvendighed og ikke som en kalender«.

Vi har da en profil

For tiden byder kalenderen på en spritny udstilling med titlen ’Learning Out Loud’. Udstillingen inkluderer værker i form af især koncerter og performances skabt af et andet kunstnerkollektiv ved navn Lol Beslutning, til daglig bedre kendt som bandet Synd og Skam.

Med fødselsdatoer fra midten af 1990’erne, 15-20 år yngre end de otte kunstnere i Toves, har de indtaget den aflange kasse på Amager med en langt mere »ufattelig eksperimenterende tilladelse« til at arbejde med form, fortæller Honza Hoeck. Han uddyber mere pædagogisk:

»De her gutter er nogle af de mest avantgarde musikere i Danmark, men de elsker Red Hot Chili Peppers og D.A.D. Da jeg som kurator så, at de ville sende et pressebillede ud med Anthony Kiedis (forsanger i Red Hot Chili Peppers, red.), fik jeg virkelig ondt i maven, for det er bare mega-ucool. Men de har en ekstremt grænseløs tilgang, hvor de ikke skal huske at tjekke noget af«.

Janus Høm indskyder: »Vores generation er opdraget med, at kunsten skal være kritisk enten over for mediet selv eller samfundet, og hvis ikke den er det, er man medløber. Ironi er okay, for den er stadig kritisk, men her er der ikke engang nogen ironi i det. De gør det bare, og man tænker: Hvorfor må I have lov til det?«.

»I dag er det ikke noget problem at høre Rihanna og Jimi Hendrix på samme tid«, fortsætter Honza Hoeck. »Det er et tag selvbord, og derfor kan man heller ikke rigtig sige, hvordan kunsten ser ud for tiden. Folk køber de varer, der er i supermarkedet, men de har taget noget forskelligt alle sammen«.

Lol Beslutnings lettere distræte, ukontrollerbare arbejdsproces med »helt vildt meget materiale« er et godt eksempel på, hvordan internettet for længst har smittet af på både den yngre generation og på Toves, hvilket også afspejles i deres fælles amøbekrop, hvor de konstant glider ind og ud af hinanden, forklarer de fem.

Med ’Learning Out Loud’ demonstrerer amøben Toves’ særlige essens, som blev brygget allerede dengang i arkaden. Det er nemlig ikke kun Lol Beslutning, der kommer til at fyre performances af, indtil udstillingen slutter 31. oktober. Ved at invitere en gruppe unge musikere, som egentlig ikke er kunstnere, til at lave kunst er udstillingen i sig selv en slags performanceværk skabt af Toves.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»En Toves-udstilling er en, hvor man ikke ved, hvordan man skal forholde sig til objekterne«, præciserer Honza Hoeck. »Der kan for eksempel stå en dørmand lige pludselig eller hænge fotografier, som man kun kan se, når der kommer et lilla diskoteklys forbi dem. Når man så står i baren og forsøger at få en øl, ved man ikke, at bartenderen er en performancekunstner, som med vilje trækker ophældningen ud, så det tager tre kvarter«.

»Vi lavede en survey for nylig, hvor vi spurgte, om det var et problem, at vi ikke har en profil, men folk svarede, at vi da har en profil«, indskyder Janus Høm.

»Ja, vores profil er den nye tids kunstnersammenslutning, og så er vi Cyber Campfire-agtige«, klukker Honza Hoeck sammen med resten af amøben. »Det, kan du skrive, er ’en klassisk Toves’«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce