Preben Pedersen og hans kone Sanne har en lille pengekasse af grønt metal med nøgle til. »Kostpengekassen« kalder de den. Den 1. og 15. i hver måned bliver der hævet penge på kontoen og lagt i kassen. På den måde kan de holde øje med, hvad de har af penge - eller rettere ikke har. Kassen bliver nemlig hurtigt tømt, når mor, far og datteren på 6 år kun har 4.000 kroner om måneden at leve for, efter at de faste udgifter er betalt.

Siden Preben Pedersen i 2001 fik en arbejdsskade, har han ikke haft fast arbejde i længere tid, og de seneste to år har han været på kontanthjælp: »Jeg synes, det er så ydmygende. Det er ydmygende, at jeg skal møde op hver tredje måned på kommunen og forklare, at jeg er for syg til at arbejde. Jeg hader at være klient«.

Det Økonomiske Råd - vismændene - kom i går med deres seneste rapport, der ud over et hovedeftersyn af Danmarks husholdningsregnskab indeholder en 130-siders analyse: ’Fattigdom i Danmark’.

Allerede i titlen er vi ude i noget usædvanligt - økonomer plejer aldrig at bruge ordet ’fattig’, men begrebet ’familier med lave indkomster’. Det er da heller ikke alle, der vil anerkende brug af ordet fattig om mennesker i Danmark, hvor alle har ret til en ydelse.

De senere år har diskussionen bølget i Danmark om, hvorvidt vi skal have en officiel fattigdomsgrænse. Blandt andet efter krav fra Rådet for Socialt Udsatte samt visse del af oppositionen. Men regeringen mener ikke, at man kan sætte fattigdom på formel. Vismændene vælger derfor at måle ud fra EU’s fattigdomsafgrænsning: personer og familier med en disponibel indkomst på under halvdelen af medianindkomsten i et land.

Og set i international sammenhæng er Danmark et af de lande i OECD, der har den laveste andel af fattige. Hvis man renser for unge under uddannelse, der lever af meget få penge, udgjorde de fattige i 2004 knap 5 procent af befolkningen - det vil sige 165.000 mennesker.

Unge enlige mænd i København

Men hvem er de? Groft sagt er de enlige med flere børn, unge, indvandrere og københavnere. De har dårligt helbred, psykiske sygdomme - og de fleste er mænd. Naturligvis sjældent alle ting på en gang.

Selv om antallet er nogenlunde uændret, har sammensætningen ændret sig de seneste 20 år. Det er i høj grad blevet et ungdomsfænomen. Andelen af unge er fordoblet fra 10 til 30 procent siden 1988. Det skyldes blandt andet, at kontanthjælpen for de unge er sat ned for at presse dem i uddannelse eller arbejde.

Muhammed, Ahmed og Sadia er oftere fattige end Morten, Anders og Hanne. Ikke mindst på grund af starthjælpen, men også antallet af børn. Jo flere børn, jo højere risiko for fattigdom. Og så er de enlige forsørgere med flere børn oftere fattige, og de har svært ved at komme ud af fattigdommen.

Men mange fattige er det ikke ret længe. Over halvdelen er kun fattige i et år, for eksempel på grund af skilsmisse, familieforøgelse eller midlertidig arbejdsløshed. Det gælder om, at fattigdommen ikke får sig bidt fast, for så er den svær at komme ud af. Især hvis man er ufaglært.

Hverken håb eller motivation

I dag er det præcis et år siden, Politiken skrev om Preben Pedersen første gang. Emnet var også dengang fattigdom. Han blev ramt af kontanthjælpsloftet for halvandet år siden, men det har ikke bragt ham tættere på arbejdsmarkedet. På det år, der er gået, har hans situation på papiret ikke ændret sig det mindste. Hans gæld er vokset lidt, så den nu er på 750.000 kroner. Han har været på endnu et afklarende kommunalt kursus hen over efteråret, men det førte ikke job med sig. Han er træt af at hænge i systemet: »Jeg har ikke brug for flere nederlag. Jeg har hverken håb eller motivation tilbage«.

Ifølge vismandsrapporten er arbejde den bedste vej ud af fattigdom for Preben - stort set ingen fuldtidsbeskæftigede er fattige. Og der skal være et økonomisk incitament til at tage et arbejde, slår vismændene fast. Men de understreger også, at for nogle mennesker hjælper de økonomiske incitamenter ingenting. De har så ringe kvalifikationer eller dårligt helbred, at de bare bliver fattigere.

Preben Pedersen har tag over hovedet og tøj på kroppen, og der er mad i køleskabet. Hvordan kan han så kalde sig fattig?

»Vi skal hele tiden vende hver en øre. For eksempel kunne vi godt tænke os at gå i biffen med børnene til jul, gå en tur i Tivoli. Det kan ikke lade sig gøre«.

Anerkendelse ville hjælpe

I sommer blev Preben Pedersen træt af det hele og forsøgte at tage sit eget liv. Det mislykkedes. I stedet røg han på den lukkede afdeling i nogle dage. I dag har han det bedre, men han har givet op i forhold til at få hjælp fra systemet.

»Det eneste, jeg virkelig ønsker, er, at de anerkender, at jeg er ødelagt fysisk og psykisk, og så ellers lader mig være i fred«.

Indvandrere og flygtninge er i klart overtal, og derfor anbefaler vismændene at afskaffe introduktionsydelsen til flygtninge på 4.493 kroner om måneden. Denne gruppe har så ringe muligheder for at få et job på grund af dårligt dansk, sygdom og traumer, at økonomiske incitamenter ikke har nogen effekt. »De bliver bare mere forarmede«, som en af vismændene formulerede det.