Annie Geron er ikke fru Hvem-som-helst.

Hun er prisbelønnet filippiner, formand for den filippinske fagforening for offentligt ansatte, og international forhandler for migrantarbejderes rettigheder.

Og hun har stærke holdninger til den vestlige verdens behandling af filippinsk arbejdskraft.

Derfor er hun ikke bare vred, men vitterlig stiktosset på Danmarks udviklingsminister, au pair-vært Søren Pind (V). Mere derom senere.

Geron siger, at filippinske fremmedarbejdere stiger om bord på flyet i Manila med romantisk forventningsglæde.

»Men drømmene dør, når de kolliderer med den kynisme og underbetaling, som I uden skam byder dem – her i Danmark såvel som i det øvrige Europa, i Mellemøsten, det rige Asien, Canada og USA.«

Hengivenhed og næstekærlighed
En historie, der ligger hende på hjertet, handler om en filippinsk nanny i Hong Kong, der kastede sig i døden ud foran en bil for at redde et barn.

Ulykken er, ifølge Geron, et eksempel på den hengivenhed og ubetingede næstekærlighed, som mange, navnlig kvindelige filippinske migrantarbejdere, ifølge Geron, bringer med til værtsfamilierne, der kun belønner dem med lommepenge.

Derfor langer Annie Geron ud efter udviklingsminister Søren Pind (V), der i foråret beskrev den danske au pair-ordning som 'måske verdens bedste form for udviklingsbistand.'

»Jeg er målløs«, siger hun og funderer længe, velsagtens 30 sekunder.

Normalt er Annie Geron ikke er bange for at kritisere autoriteter og magthavere sønder og sammen, selv om nogen tidligere har forsøgt at lukke munden på hende med trusler, forfølgelser, søgsmål, chikanerier og overfald.

Repressalier risikerer man, når man som hende afslører og kritiserer korrupte embedsmænd og politikere i Flippinerne – en indsats, hun tidligere har modtaget dansk hæder for.

»Ministerens udtalelse og tankegang er afskyvækkende og tragisk«, udbryder hun.

»Hvordan kan han – og andre i middel- eller overklassefamilier i denne oplyste velfærdsstat moralsk forsvare at underbetale mine landsmænd ud fra en idé om, at det er velgørenhed og udviklingsbistand«, spørger Annie Geron, og forsøger forgæves at besvare:

»Jeg fatter det ikke. Jeg fatter det simpelthen ikke. Man byder jo ikke danskere at udføre hårdt, uorganiseret husarbejde til lav løn. Fortæl mig - vær nu lige så venlig at fortælle mig, hvorfor filippinske kvinder skal betales ringere, end man ville betale danskere«.

Ikke kulturel udveksling
Hun mener ikke, at den danske au-pair-ordning i praksis tillader om kulturel udveksling, som giver kvinderne mulighed for at komme på lige fod med danskere.

»Det er altså ikke idioter, som rejser ud i verden fra Filippinerne. Er ministeren klar over, at det ofte er veluddannede, ressourcestærke kvinder, typisk skolelærere og sygeplejersker, som drømmer om at videreuddanne sig, men som i årevis spilder livet som underdanig hushjælp?«

»Lad dem dog komme på eksempelvis sygeplejeskolen for at få opdateret deres uddannelse. Det ville være win-win: Jeres velfærdssamfund får brug for dem, og kvinderne ønsker et værdigt og indholdsrigt liv med et rimelig betalt job i stedet for lommepenge«, lyder Gerons opfordring.

Noget tyder på, at Annie Geron har en pointe, når det vedrører au pairernes ønsker.

Avisen.dk spurgte i samarbejde med Ugebrevet A4 tidligere på året over 200 filippinske au pair-kvinder om deres fremtidsdrømme

Langt størstedelen svarede, at de ønsker at videreuddanne sig eller arbejde i Danmark eller i andre rige lande.

Udflytningen til det 'Globale Nord', som disse rige lande også kaldes, bekymrer Annie Geron.

Bekymret over 'brain drain'
Det bekymrer hende, at mange millioner – ofte veluddannede og ressourcestærke filippinske migrantarbejdere - i stigende omfang flytter ud uden planer om nogensinde at vende hjem.

Derfor drænes landets offentlige sektor for uundværlige medarbejdere, siger hun.

»Vi mangler i den grad kompetente og ambitiøse undervisere, læger og sygeplejersker. Universitetsuddannede, også sygehuspersonale, arbejder ude i verden, også her i København som tjenestefolk i lavpraktisk, lavtlønnet arbejde«, siger hun.

Men 'brain drain' som begrebet kaldes, når et land drænes for kloge hoveder, er ikke Filippinernes største problem, mener hun.

Ulykkeligst er de sociale og menneskelige omkostninger, der opstår, når migrantarbejderne forlader familierne.

»Børn har brug for deres forældre under opvæksten. Millioner og atter millioner af mennesker i Filippinerne savner familiemedlemmerne. Migrationen splitter mennesker og pådrager dem sorg, bekymring og afhængighed af penge«.

En ringe trøst
Netop pengene er en ringe trøst, og slet ikke verdens bedste form for udviklingsbistand, mener Annie Geron.

17 milliarder dollars svarende til 100 milliarder kroner eller til 10,8 procent af Filippinernes bruttonationalprodukt, vælter årligt ind i landet via bankerne, som tjener gode penge på transaktionerne.

»Pengene bliver ikke brugt på noget konstruktivt, men på forbrug, herunder en stor del til luksusgoder som fjernsyn og forbrugerelektronik. Under 10 procent at pengene bliver brugt til opsparing eller investeringer, der kan bringe landet videre«, siger hun.

Hun fortæller, at den indstrømning af kapital er blevet en sovepude for den filippinske regering, som med pengene ikke er tvunget til at gennemføre reformer, der kan bringe varig velstand til landet.

»Er det verdens bedste form for udviklingsbistand«, spørger hun.

Det har ikke været muligt at få svar fra Søren Pind.

Rettelse:
Artiklen er korrigeret, og en nærmere beskrivelse af omstændighederne omkring to filippineres selvmord i Baltimore er udeladt, da der er opstået tvivl om disse omstændigheder.