Christianitterne har i deres sag lagt vægt på, at deres brug af området var uopsigelig.

Men den vurdering afviser Østre Landsret med sin dom. Retten baserer sine konklusioner på en række juridiske dokumenter og på de aftaler, der er indgået mellem fristaden og staten igennem årene.

I en en juridisk meddelelse - en såkaldt plakat - fra 1. juni 1979 meddeltes beboerne i Christiania, at »at den hidtidige benyttelse af Christiania-området kan fortsætte på nærmere fastsatte vilkår, indtil beboerne af Forsvarsministeriet får meddelelse om, at arealet skal bebygges eller anvendes på anden måde«.

Senere fulgte christianialoven i 1989 og en række aftaler, som myndighederne indgik med fristaden om brugen af det gamle kaserneareal.

Staten har aldrig opgivet råderetten
Retten vurderer, at politikerne at dømme efter loven og bemærkningerne til lovforslaget ikke har fraskrevet staten råderetten over arealet.

»Efter indholdet af loven og dennes forarbejder må det således lægges til grund, at lovgiver ikke ved lovens vedtagelse var af den opfattelse, at Fællesskabet havde erhvervet rettigheder, der på nogen måde kunne indskrænke Forsvarsministeriets adgang til i fuldt omfang at udøve en ejers råden over Christiania«, konstaterer Østre Landsret.

Politikerudtalelser redder ikke fristaden
Fristaden har i sine argumenter for, at dens beboere har erhvervet råderetten, peget på en række udtalelser fra blandt andre tidligere ministre, der efter christianitternes opfattelse har stillet dem i udsigt, at fristadens råderet kunne fortsætte på ubestemt tid.

De udtalelser var imidlertid ifølge retten knyttet til en række brede betingelser om blandt andet en lovliggørelse af området.

»Landsretten finder ikke, at Fællesskabet på denne baggrund har haft grund til at antage, at man fra Folketingets eller regeringens side i tiden forud for indgåelsen af rammeaftalen i 1991 herved havde tilsagt Fællesskabet en uopsigelig og i det væsentlige vederlagsfri brugsret til Christianiaarealerne«, hedder det i dommen.

1979-'plakat' afgørende
Indtil Christianialovens vedtagelse var det derfor 'plakaten' fra 1979, der gjaldt, når det kom til christianitternes anvendelse af områderne.

De efterfølgende aftaler har alle indeholdt årstalsangivelser for deres gyldighed.

At myndighederne i aftalerne accepterede, at der blev lavet aftaler om at brugsretten kunne bekræftes, er ikke afgørende. Det kan »ikke føre til, at Fællesskabet kan anses for ved rammeaftalerne at have erhvervet en uopsigelig brugsret«, konstaterer landsretten.

Påstand om sagsbehandlingsfejl
Christiania har som et led i argumenterne over for landsretten peget på, at der er tale om betydelige sagsbehandlingsfejl, blandt andet i forbindelse med opsigelsen af fristadens beboere og deres brug af området.

Dermed burde beboerne som minimum have en opsigelse, der er betydeligt længere end det halve år, de fik fra staten.

Men også her gælder 'plakaten' fra 1979, der giver beboerne en seks måneders opsigelse, når retten frem til.

Beboerne vidste, at aftale ikke blev videreført
På den ene side har staten i meget lang tid accepteret fristaden. På den anden siden var beboerne klar over, at den seneste rammeaftale ikke ville blive forlænget, påpeger landsretten i sin dom.

Den lægger imidlertid også vægt på, at »aftaleforholdet adskiller sig fra en almindelig privatretlig aftale derved, at beboerne ikke betaler husleje«, og at beboerne kan anmode om erstatningsboliger under lovliggørelsesprocessen.

Dermed er der ikke grund til at fastslå, at Christianias beboere har krav på et længere varsel, konkluderer Østre Landsret.

Den tilføjer, at christianialoven forudsætter en overgangsperiode på mellem to og fem år med udstedelse af individuelle brugstilladelser, der giver beboeren tilladelse til at benytte området - en omstændighed, der har betydning for afgørelsen.

Har ikke vundet hævd
Ud over den kollektive sag, rejst af fristaden, har en række christianitter rejst individuelle sager mod staten.

De har i løbet af sagen blandt andet peget på, at de - ved at få lov at være på området i så mange år - har vundet hævd på at benytte arealerne som fristad.

Det afviser landsretten.

»Da benyttelsen af Christiania således i hvert fald siden 1991 har hvilet på en udtrykkelig aftale mellem Christiania og Forsvarsministeriet, må en eventuel påbegyndt hævdserhvervelse anses for afbrudt senest fra indgåelsen af den første rammeaftale«, konstaterer den.

»Da benyttelsen herefter i hvert fald siden 1991 har hvilet på aftale, kan erhvervelse af ejendomsret eller brugsret ved hævd ikke finde sted«, fastslås det i dommen.

Lejeloven træder ikke i kraft
Heller ikke argumenterne om at lejeloven beskytter beboerne bliver taget til efterretning af landsretten.

Den baserer sin dom på den omstændighed, at de tilladelser, Slots- og Ejendomsstyrelsen har givet til beboernes brug af området, klart er midlertidige.