Naboerne bag den tætte hæk ved ikke, at de bor ved siden af Danmarks eneste ’safehouse’ for tvangsprostituerede kvinder.

De ved heller ikke, at brutale menneskehandlere har ledt efter adressen, siden huset blev etableret sidste efterår.

Det hemmelige hus ligner alle de andre på villavejen lidt uden for København, og æbletræerne i haven skygger over en helt almindelig græsplæne.

Men køkkenhaven tager mere plads end normalt og strutter grønt af både løg, spinat og rækker af andre grøntsager.

Dem har kvinderne i huset plantet som en af de opgaver, der giver dem ansvar og færdigheder til et liv, de forhåbentlig engang kan leve i frihed.

Et tilfældigt møde satte Christian i gang
Både undervisningen og det daglige liv i huset bliver styret af en mand, der her og på gaden bliver kaldt Christian. Han er i halvtredserne og hedder egentlig noget andet, men siden Christian for fem år siden mødte Rose, der sad og græd på en bænk, har han måttet skjule sin rigtige identitet.

Rose blev nemlig den første af en række udenlandske kvinder, han har hjulpet i flugten fra en slavetilværelse som prostitueret.

Arbejdet med kvinderne har efterfølgende kostet Christian både job, sommerhus og lejlighed, men selv om det hele startede med et tilfælde, kan han ikke forestille sig at give op. Nogensinde.

»Jeg kan jo ikke afvise folk. Hvad koster et liv?«, spørger Christian.

Frivillige læger hjælper til
Han har sagt farvel til en almindelig tilværelse og bor selv på førstesalen i huset ved siden af en lille lægeklinik, hvor frivillige sygeplejersker og læger altid er klar til at rykke ud, hvis der er behov for det.

Til almindelige undersøgelser og behandlinger for kønssygdomme eller til de mere alvorlige tilfælde, hvis pigerne er blevet tævet eller mishandlet af bagmænd eller kunder. Som for eksempel dengang, da en pige måtte sys i mellemkødet, fordi en mand havde været så voldsom, at hun sprang.

Bagmænd leder efter huset
Christian ved godt, at bagmændene leder efter den hemmelige adresse, og derfor er han også meget omhyggelig med at fortælle, at hverken huset eller kvinderne må beskrives særlig præcist.

Men på trods af den konstante trussel er han ikke særlig nervøs for, at en pige vil tale over sig eller blive truet til det.

»Pigerne er utrolig gode til at holde på hemmeligheder. Smerte og hemmeligheder. Indtil videre har de holdt tæt, for det er deres eneste mulighed for flugt. Men det er en risiko, vi lever med hver dag«.

Et roligt sted efter nattens arbejde
I modsætning til andre organisationer, som henvender sig til prostituerede, har Christian og den private fond Safe And Alive, der hjælper med at betale regningerne til den hemmelige adresse, aldrig henvendt sig aktivt til kvinderne.

»De er kommet selv, og det er pigerne, der beslutter, hvem de kan stole på. Vi ser dem først, når de er klar til at stå frem«.

I øjeblikket har 41 kvinder adgang til huset, og det er omkring en tredjedel af de handlede udenlandske prostituerede i København, anslår Christian. 5 bor fast og fuldt lovligt i huset, og 15-20 kommer der jævnlig.

Ofte til et måltid mad og et roligt øjeblik, når de har afsluttet nattens arbejde på gadehjørnerne omkring Istedgade eller på en eksklusiv natklub.

»En større og større del er ved at rive sig løs fra bagmændene. De flytter ind i smug med en pose ad gangen, men der er meget, der skal falde i hak, inden de tør tage det endelige spring«, siger Christian.

Måske ny adresse
Slipper hemmeligheden om huset alligevel ud, bliver løsningen ikke lukkede døre og højere sikkerhed.

I stedet vil fonden Safe and Alive bare finde et andet sted til kvinderne, forklarer Christian, mens han viser rundt i huset og peger på vægudstillingens portrætter af kvinder, der nu er sluppet ud af prostitutionen.

En læser på universitetet, en er social- og sundhedshjælper, og alle får et par stolte ord med på vejen.

Politiet passer på huset
Ud over Christian er politiet med til at passe på pigerne. De er i modsætning til naboerne godt klar over situationen, og når de alligevel patruljerer i området, kaster de gerne et ekstra blik på huset.

»Pigerne er også begyndt at stole på, at politiet er venner og ikke fjender. Vi samarbejder godt med dem, og jeg tror, de nu ser vores organisation som en del af løsningen i stedet for et irritationsmoment«, siger Christian.

Lærer at tro på egne evner
Han er sikker på, det er rigtigt at lære pigerne, hvad de selv kan bidrage med, frem for at instruere dem i, hvad de har krav på af boligsikring og andre sociale ydelser.

»Vi bygger hele vores tilgang til kvinderne på en filosofi om noget for noget. Det giver kvinderne selvtillid og tro på sig selv, og det giver dem værdigheden som mennesker tilbage. Vi indskærper, at de har pligt til at tale ærligt, være omsorgsfulde og betale skat«.

»De er også begyndt at male«, siger Christian og henter en stak farvestrålende oliemalerier, som han breder ud på græsset under havens blomstrende træer.

Næsten alle billederne har afrikanske motiver.