Der blev en plads i de stores flok, da Svend Auken gik bort.

Sådan indledte biskop Kjeld Holm sin mindegudstjeneste i Christiansborg Slotskirke over vennen Svend Auken.

Biskoppen fra Århus citerede et digt af Tom Kristensen, som digteren skrev i Politiken, da statsminister Thorvald Stauning døde i 1942.

»Jeg erindrede det med det samme, da meddelelsen om Svends død kom tirsdag morgen«, sagde Kjeld Holm.

»Ordene passer så godt på Svend«, sagde han.

Stilhed og gråd
Der var andægtig stilhed i den lyse slotskirke under ceremonien.

Øjne blev duppet, og hvide lommetørklæder blev krammet.

Vand blev forsigtigt skænket i biskoppens glas.

Forinden var landets statsminister, Grønlands landsstyreformand, ministre, folketingskolleger, partiledere og en krumbøjet Anker Jørgensen stille vandret ind i Slotskirken.

Mænd i sorte habitter og hvide skjorter. Kvinder i mørke kjoler.

LÆS ARTIKEL Stort farvel til Svend Auken i dag

Koret fyldte rummet
Før sin prædiken gik biskop Kjeld Holm ned til familien på første række og uddelte trøstende knus og kram.

Et kor trådte frem i kirken.

Slotskirkens klokker slog sprøde slag, fra orglet flød tonerne, og koret fyldte rummet med sine stærke stemmer.

Tilhørerne i den fyldte slotskirke stirrede stille frem for sig.

En stort menneske er død. En højt respekteret politiker. En statsmand.

At tåle at være til
Biskop Kjeld Holm fulgte tråden i Tom Kristensens digt om Thorvald Stauning.

Det handler om kraften til at tåle at være til, sagde Kjeld Holm.

»Svend tålte meget. Han rejste sig altid efter skuffelsen og nederlag«.

Men aldrig i resignation, understregede biskoppen og fremhævede, at Svend Auken besad en særlig evne til altid at komme igen.

»Fordi der var noget, der var vigtigt. Noget, der ikke kunne vente«, sagde han.

Han fik et godt liv
Svend Auken fik et godt liv, konkluderede Kjeld Holm.

»Der var held og lykke i hans livshistorie«.

Biskoppen fortalte, at Auken besad en grundlæggende glæde over livet, som kombinerede sig med et ukueligt og rastløst temperament.

»Han havde en uafrystelig tro på, at verden kunne blive bedre, og han besad en trods, der fik ham til at tro på, at det nyttede at arbejde politisk«.

Kjeld Holm fortalte, at han selv engang i et modløst anfald af pessimisme klagede sin nød til vennen Svend Auken, som dog affejede ham med, at pessimistiske mennesker er så kedelige at omgås.

Det fremkaldte mild og genkendende latter i slotskirken.

Malurt i bægeret
Biskoppen fremhævede Svens Aukens store sejre i det politiske liv.

»Først og fremmest han indsats for energi- og miljøpolitikken«.

Men, tilføjede han, og dryppede malurt i bægeret:

»Det blev også hans store nederlag, fordi det blev udlagt som imperiebyggeri og storhedsvanvid«, sagde biskoppen.

Kjeld Holm sagde, at Svend Aukens miljøpolitiske engagement byggede på en sand ydmyghed over det, han kunne være med til at genoprette.

Men også en skræk for en »grå og døende natur«

Han tabte aldrig helt
Svend Auken besad optimismen. Således angreb han også sin sygdom, sagde biskoppen.

»Den, som kæmper, taber aldrig helt«.

»Selv i forhold til døden tabte han ikke helt. For han vil altid være hos de efterladte som en tanke og som en evig inspiration«, sagde biskop Kjeld Holm.

Det tårnhøje fyrtårn
Uden for Christiansborg Slotskirke stod de røde faner fra fagforeninger og socialdemokratiske kredse på række.

Den yderste fanebærer, Tonny Rönnborg fra Ballerup var enig med biskoppen.

»Svend Auken var for mig det tårnhøje fyrtårn. Han udstak visionerne. Sådan vil jeg huske ham«, sagde Tonny Rönnborg.