Serie: Au pair i Danmark

I de kommende dage følger vi Theresa Rafol, der er rejst over 10.000 km fra filippinske Laguna til Lemchesvej i Hellerup, hvor hun er au pair. Da hun rejste, forlod hun sin datter i ønsket om at sikre hende en bedre fremtid.

Skriget lød, som om det kom fra bunden af maven. Buldrende op gennem luftrøret og brystkassen.

Det måtte være Theresa, tænkte hendes mor og smed den lille plastikkande med det vand, grisene skulle have haft, fra sig. Hun løb gennem det høje græs, mellem kokospalmerne, tilbage til huset. Skrigene blev ved, i korte stød. Så lange. Højere og højere.

Theresas mor var tæt på at snuble over det lille ildsted, hvor risen og tørfisken var ved at være klar til morgenmaden. Hun nåede det lille udhæng med palmeblade foran huset.

LÆS 1. KapitelDen lille prinsesse kom til Danmark

Det var Joeys navn, Theresa skreg.

Theresas fætter Jerome stod der allerede. Helt stille, naglet til den hårdtbankede lerjord.

Theresa greb med begge sine hænder om dørkarmen, hendes øjne var vidt åbne, tårerne piblede ned ad hendes kinder. Som om hun var blevet forhekset af en ond ånd, der gjorde hende sindssyg, tænkte Jerome.

Theresa holdt op med at holde fast. Gled langsomt ned på gulvet og krummede sig sammen, mens hun skærmede sin lille, spændte mave med hænderne. Hun var i femte måned.

’Most Wanted’
Fjernsynet var tændt. På skærmen var der et kornet pasfoto af Joey. Under billedet stod der med fede, hvide bogstaver: ’Most Wanted’.

Nu havde politiet fanget ham, sagde nyhedsoplæseren. »Dræbt af skud i går eftermiddags ... langs hovedvejen i San Jose, Batangas ... bevæbnet ... skød på politiet under flugtforsøg i en Nissan Sentra ... politiet blev nødt til at skyde ... vigtig fangst ... myndighederne havde ledt efter ham længe. Mistænkt for en række røverier ...«.

SKRIVFår au pair-kvinder en rimelig behandling i Danmark?

Uforståelige brudstykker af ord og sætninger hvirvlede fra det lille fjernsyns højtalere ud i det mørke rum.

Nyhedsoplæseren forklarede, at Joey længe havde været eftersøgt af politiet for et stort bankrøveri i Santa Rosa, der var sket fire måneder tidligere, i marts 2008. Røveriet havde været voldsomt, en ansat var blevet skudt og dræbt af røverne.

Ifølge politiet var Joey hjernen bag det hele. Det gjorde ham til en af politiets mest eftersøgte, forklarede oplæseren, mens kornede billeder af en bank og Joeys ansigt skiftedes til at flakse frem på skærmen.

Selv i dag, cirka to år efter, giver det ingen mening, tænker Theresa og henter kurven med nyvaskede herreskjorter, som værtsfamilien i Hellerup har bedt hende stryge. I dag er det mandag, en af de to dage, hvor hun plejer at tænde for strygejernet. Hvis hun når længere ned i bunken i dag, er der mindre travlt senere på ugen.

'Nej, Joey var uskyldig'
Hun sætter stikket til strygejernet i kontakten og tænker på, hvordan hun stod i den lille lejlighed i Batangas og strøg Joeys skjorter, inden han tog af sted på jobbet som sikkerhedsvagt for den rige forretningsmand.

Joey kunne umuligt have været en garvet bankrøver, for så havde de aldrig boet i så lille en lejlighed. Så havde de da boet i noget meget flottere. Og hvordan kunne Joey frit rejse rundt på eget pas, hvis han var eftersøgt? Det hang ikke sammen.

Nej, Joey var uskyldig. Det kunne ikke være ham, for han havde jo været sammen med hende den dag i marts 2008, hvor bankrøveriet fandt sted. De havde været i Pila for at passe Theresas brors børn.

Allerede da Theresa og hendes mor sad i bussen på vej til Batangas for at begrave Joey, havde Theresa tænkt de tanker. De havde pakket lidt tøj og var taget af sted straks efter nyhederne på tv.

Theresas mor ville ikke have, at hendes datter så Joey sådan her. Han lignede ikke sig selv mere. Et af politiets skud havde ødelagt hans ansigt.

Kisten var lukket. Så ren, hvid og stille. Den fyldte næsten hele den lille stue i Joeys lejlighed. Theresa så sig omkring. Tænkte på, hvordan det ville have været, hvis det lille barn allerede var her, løb rundt på gulvet, løb over til Joey.

Hver gang døren gik op, var hun sikker på, at det var ham, der kom ind. At han sagde hej og tog den fugtige, hvide skjorte af efter en lang dag på jobbet. At han fjernede revolveren, der var spændt fast oppe ved brystet. Vaskede sig.

Men det gjorde han ikke. Det vidste hun nu. Hvad skulle der ske med barnet? Med hende?

De sad i lejligheden i tre dage, før præsten kom. De bad til Herren, spillede kort, talte om Joey. Om, hvad der mon i virkeligheden var sket. Joey var jo ikke bankrøver. Han var ikke kriminel. Han havde været sammen med sin chef den dag, han blev skudt. Han havde bare gjort sit arbejde, beskyttet den vigtige mand. Nogen måtte have lagt en fælde. Brugt ham i et større spil. Sådan noget skete jo i Filippinerne.

Fremtid som alenemor
Så kom præsten. Og bedemanden. Han tog Joey med.

Theresa følte sig så alene. Alene med et ufødt barn, hun ikke kunne forsørge. Det føltes rart, når Joeys venner sendte hende sms’er. Som om han stadig var i live.

Men det var han ikke. Derfor var der ingen andre veje. Hun blev nødt til at rejse, når barnet var født og kunne spise andet end mælk fra hendes bryst.

Det vidste hun nu. Hun ville blive alenemor og kunne ikke forlange, at hendes familie skulle passe både hende og hendes barn. I Filippinerne ville hun ikke kunne skaffe penge nok, hverken ved at opdrætte smågrise, eller hvis hun fandt et job. Lønnen ville være alt for lav. I hvert fald, hvis det lille barn skulle have en bedre fremtid end Theresa selv. Uddannelse, sikkerhed. Tryghed.

Allerede inden hun blev gravid, havde hendes søster forsøgt at lokke hende til Saudi-Arabien for at arbejde. Og hun vidste, at der også var muligheder i Danmark, hvor hendes kusine var au pair. At arbejde som au pair hos en dansk familie ville give langt mere, end hun kunne skaffe hjemme i Pila.

Derfor havde hun ikke noget valg. Hun måtte ud af landet. Skaffe penge til deres fælles fremtid. Ja, hun ville prøve at komme til Danmark.