Serie: Au pair i Danmark

I de kommende dage følger vi Theresa Rafol, der er rejst over 10.000 km fra filippinske Laguna til Lemchesvej i Hellerup, hvor hun er au pair. Da hun rejste, forlod hun sin datter i ønsket om at sikre hende en bedre fremtid.

Resumé: 28-årige Theresa Rafol er vokset op i den filippinske by Pila med forældre og fem søskende. Nu er hun au pair på Lemchesvej i Hellerup for at forsørge sin lille datter Rhyshalind, der bor hos mormoren i Pila. Rhyshalinds far, Joey, arbejdede som sikkerhedsvagt for en forretningsmand, men blev dræbt af politiet mistænkt for bankrøveri.

Det var virkelig som at se Joey, bare i meget lille udgave.

Pigens fødder, hænder, ører. Hun var så fin, som hun lå der på madrassen med armene helt afslappet oppe omkring det lille hoved, ansigtet vendt ind mod den ene hånd, mens hun sov.

Det var gået hurtigt, Theresa havde været hjemme hos sin mor, da smerterne tog til, og hun fødte sin datter hjemme på madrassen i hjørnet af stuen.

Kapitel 1:Den lille prinsesse kom til Danmark

Jo, hun lignede ham virkelig. De fugtige sorte lokker hvirvlede lidt i pustet fra det store grønne blad, som Theresas mor stod og viftede med, så den lille ikke fik det for varmt. Hun skulle hedde Rhyshalind.

Rhyshalind Joey Rafol.

Hun var faderløs.

Hvad skulle der blive af dem? Theresa fortrød ikke, at hun havde mødt Joey. Og slet ikke, at hun nu lå der i barselssengen tæt op ad sin lille pige, der lignede sin far så meget, at Theresa næsten kunne få sig selv til at føle, at han stadig var her.

Hun blev nødt til at suge så meget af Rhyshalind til sig, som hun overhovedet kunne. Hendes lugt, lyde. Lære alle de fine folder i hendes hænder og på de små ben at kende, inden hun skulle sige farvel.

For Rhyshalind skulle vokse op hos sin mormor, så meget vidste Theresa. Imens ville hun selv rejse ud af Filippinerne for at tjene så mange penge som overhovedet muligt til deres fælles fremtid. Det var eneste udvej, nu hvor hun var alenemor.

Theresa vidste også, at hun engang med god samvittighed kunne fortælle Rhyshalind, at hendes far døde forgæves. At han var uskyldig. Theresa havde ligefrem hørt rygter om, at politiet havde hevet ham ud af bilen og skudt ham, da han lå på vejen. At politiet følte sig presset og havde brug for at fange en, de kunne kalde skyldig, så de kunne lukke sagen.

Men hvad der rent faktisk skete under røveriet og den eftermiddag, han blev skudt, fik de aldrig at vide.

Kapitel 2:Theresa havde ikke noget valg. Hun måtte rejse

Det havde Theresa heller ikke regnet med. Case closed, tænker hun og tager det lille foto af Rhyshalind ned fra væggen.

FOTOET hænger på hendes værelse ved siden af køkkenet i Hellerup. Det var også det, hun tog med over på sprogskolen på Bernstorffsvej, den dag for et par uger siden, da deres dansklærer havde bedt dem om at tage et minde med hjemme fra Filippinerne. Noget, de kunne fortælle om, så de kunne øve de danske gloser.

Det er sent om aftenen, der er stille i det store hus. Familiens tre små døtre sover nu, tænker Theresa og regner sig frem til, at Rhyshalind nok vågner om en times tid. Så vil hun hoppe ud af sin hængekøje og traske ud til sin mormor i sine lyserøde klip-klap-sandaler.

Når natten er overstået for Theresa, og hun har fået skiftet sengetøjet på pigernes værelser i morgen formiddag, vil hun ringe til Rhyshalind. Sige til hende: »Hvem er smuk?«. Og så vil Rhyshalind grine ind i røret og svare: »Mig!«. Hun har lært så mange ord.

ALLEREDE fra hun var helt lille, havde Rhyshalind været en baby, der udviklede sig hurtigt. Og så var hun rolig og glad. Især de første måneder med hende havde været stille. Hun havde sovet meget i den tunge varme, mens tyfonen rasede uden for sivhuset og forvandlede den hårdtstampede lerjord til smattet mudder.

Theresa sms’ede med sin kusine i Danmark. Sin søster i Saudi-Arabien. Bekendte i Hongkong.

Men det var svært, markedet var dødt. De rige havde pludselig fået færre penge på grund af finanskrisen. Så når kusinen i Danmark spurgte danske familier, om ikke de havde brug for en au pair – en sød kvinde sidst i tyverne, der hed Theresa og var fra Filippinerne – var svaret:

»Måske, bare ikke nu«.

Men så en dag lykkedes det alligevel. Kusinen ringede og fortalte, at en familie i noget, der hed Hellerup, havde brug for en ny au pair fra 1. januar 2010. Til den tid ville Rhyshalind være 14 måneder gammel, tænkte Theresa og gik i gang med forberedelserne.

Hun måtte låne 3.000 kroner af kusinen til visum, pas og bestikkelsespenge til emigrationsmyndighederne i Manilas lufthavn. At rejse til Europa som au pair var forbudt, men hun havde ikke noget valg. Det havde hun jo ikke.

RHYSHALIND tullede rundt foran huset med en bold sammen med sin lidt ældre fætter. Theresa havde pakket sin taske. Den lå så tungt i hånden, eller også havde hun bare ikke flere kræfter lige nu. Rhyshalind vraltede hen til sin mor, bleen hang løs i de lyserøde underbukser. Øjnene strålede, som de gør på en baby, der ser sin mor eller far.

Theresa satte sig på hug. Krammede og kyssede hende. Græd, så den lille begyndte at græde med. Hvorfor vidste hun ikke. Men det gjorde mor jo.

»Pas godt på hende«, hviskede Theresa til sin mor og gik væk gennem det høje græs for at fange bussen til Manilas lufthavn.