Serie: Au pair i Danmark

I de kommende dage følger vi Theresa Rafol, der er rejst over 10.000 km fra filippinske Laguna til Lemchesvej i Hellerup, hvor hun er au pair. Da hun rejste, forlod hun sin datter i ønsket om at sikre hende en bedre fremtid.

Resumé: 28-årige Theresa Rafol er vokset op i den filippinske by Pila med forældre og fem søskende. Nu er hun au pair på Lemchesvej i Hellerup for at forsørge sin lille datter Rhyshalind, der bor hos mormoren i Pila. Rhyshalinds far, Joey, arbejdede som sikkerhedsvagt for en forretningsmand, men blev dræbt af politiet mistænkt for bankrøveri. Datteren blev født fire måneder efter hans død. Da pigen var 14 måneder, rejste Theresa til Danmark.

Et ensomt sted. Mørkt, selv om klokken var halv 8 om morgenen. Ingen mennesker på gaden. Ja, nærmest ingen mennesker overhovedet. Koldt, ufatteligt koldt.

Theresas første, hurtige indtryk af Danmark passerede forbi i hendes jetlag-ramte hjerne, mens hun kiggede ud ad S-togets vindue, på grantræer med tyngende snepuder på grenene. I kupeen fyldte tavse mænd og kvinder i tykke frakker og store, snesjappede støvler. De kiggede på ingenting. Hvorfor så de så triste ud? Havde de grund til det?

Det var hendes kusine, der havde hentet Theresa i Københavns Lufthavn. Nu skulle de være sammen i et par dage, før Theresa mødte sin værtsfamilie i Hellerup.

LÆS KAPITEL3 Theresas udvej gjorde ondt

Theresas øjne havde svært ved at følge med. Hun havde grædt det meste af vejen fra Manila til Bangkok, sovet skidt på vejen til København. En lille pige havde siddet på rækken foran Theresa sammen med sin far og kigget på hende gennem revnen mellem to sæder. Kigget tavs, mens Theresa tørrede tårerne væk. Ingen andre havde kigget, ingen havde spurgt. Heldigvis.

AFREJSEN var gået som planlagt. Da hun havde taget bussen til Manila, ringede hun som aftalt til ’sin eskorte’, en af de gode forbindelser i emigrationsmyndighederne, som alle filippinske kvinder skulle bruge, hvis de ville rejse ud af landet og videre til Europa som au pair.

Eskorten var en person, som Theresa havde fundet via én, hun kendte, som kendte én i lufthavnen.

»Spørg efter en mand, der hedder ... giv ham kuverten med pengene ... 10.000 pesos ... han får dig gennem emigrationen ...«, lød instruktionen i Theresas mobil.

Hun havde stille vandret forbi den uniformerede mand, der sad bag plexiglasruden, da han havde givet hende passet tilbage. Hun havde sat sig i gaten og ventet.

LÆS KAPITEL 2Theresa havde ikke noget valg. Hun måtte rejse

Hun måtte forme et nyt liv. Forsøge at pakke sorgen sammen i en lille kugle, der kunne ligge et isoleret sted i hendes krop. Fokusere på fremtiden, sammen med Rhyshalind. Når alt det her var overstået, skulle de to være sammen igen. Hun skulle se Rhyshalind vokse op, lidt senere i hendes barndom.

»Hvad der end sker, så fortæl Rhyshalind, at jeg er der«, havde Theresa sagt til sin mor. De ville alle sammen passe godt på hende. Det vidste hun.

LAD GUD give mig styrke, tænkte Theresa, da flyet langsomt gled frem på den vintermørke landingsbane i Kastrup. Klokken var seks om morgenen, og hun var virkelig langt væk.

Men familien havde behandlet hende pænt, da hun bankede på villaens hoveddør tre dage senere. Den filippinske au pair, som Theresa skulle afløse, havde åbnet og budt hende indenfor. Og de havde overlappet med en uge, så Theresa kunne blive sat godt ind i familiens dagligdag og ønsker. På den måde gik det lidt lettere. Hvis bare Rhyshalind havde været der.

Den første måned havde været den værste. Hun havde sendt hele sin løn hjem til Pila, så hun havde ingen penge til at ringe for. Og ingen telefon at ringe fra.

Det nev i maven, når hun kiggede ud gennem de sprossede vinduer, ud i værtsfamiliens have, hvor moderen tumlede rundt med sine tre små døtre. Det burde Theresa også have gjort. Danset rundt i det høje græs foran huset i Pila sammen med Rhyshalind.

LÆS KAPITEL 1Den lille prinsesse kom til Danmark

Men det var hendes hemmelighed.

Lige indtil den dag, værtsfamilien kom hjem fra skiferie i Frankrig. Moderen var gået ind på Theresas værelse for at tjekke, om hun havde lidt vasketøj, der skulle med i næste vask. På væggen hang et foto af en lille pige.

FØRST HAVDE hun ikke troet på Theresa. Hvordan kunne en mor forlade sit eget barn? Men efter et stykke tid havde hun forstået det. At Theresa ikke havde noget valg. Men savnet. Overalt havde der været babyer, der kiggede på hende. Reklamerne på tv handlede ikke om andet. Om lykkelige mødre, der krammede deres tykke babyer.

Sådan er det stadig, tænker Theresa og rydder op i køkkenet efter familiens morgenmad. I jeanslommen tikker en sms ind fra hendes nye filippinske veninde, der bor et par huse derfra, lidt længere oppe ad Lemchesvej. I aften vil de mødes hos veninden og kigge lidt på nettet. Tjekke dating.dk, bare for sjov. Det gør rigtig mange danskere, og måske. Måske er der en sød mand derude. En, man kan tale med. En, der har lyst til at lytte.