Sukkersyge med diabetes 1 kan ikke få den nyeste teknologi, som kan nedsætte risikoen for en række skader på helbredet og forlænge livet. Og det er ikke et spørgsmål, om samfundet har råd. Mere om hvem der skal betale.

Det opfatter overlæge Birthe Olsen på Børneambulatoriet, Glostrup Hospital som en skandale:

»Det er kun kassetænkning, der spærrer for, at patienterne får den helt afgørende hjælp«, siger hun.

Sukkersyge, der bruger traditionel teknik, skal flere gange i døgnet prikke sig i fingeren og måle blodsukkeret i bloddråben i et apparatur med målestrimler. De betales af kommunerne.

Men ny elektronisk teknologi i form af en sensor monteret på kroppen kan løbende og med større præcision måle blodværdierne. Kombineres det med en insulinpumpe, kan blodsukkeret automatisk holdes mere stabilt. Men også uden pumpe giver det diabetikeren mulighed for at reagere hurtigt.

Lige dyre i drift
Stort set er de to målemetoder lige dyre i drift. Men de nye sensorer hører under sygehusvæsnet i regionerne, og her er der ikke penge. Sygehusene anbefaler, at kommunerne bevilger måleudstyret – men de siger nej.

Ifølge en ny rapport fra en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen har kun 90 danskere en sensor. Overlæge Birthe Olsen og overlæge Kirsten Nørgaard på Hvidovre Hospital mener, at mange, mange flere af de 25.000 danskere med diabetes 1 kan få glæde af den nye teknik.

»Især for børnefamilier ville det være fantastisk gavnligt, at de ikke skal op af sengen fire gange hver nat for at måle blodsukker hos barnet«, siger Kirsten Nørgaard. Hun erkender, at hun giver sensorudstyr til enkelte patienter, »men jeg føler, at jeg tager af kassen«.

Overlæge Birthe Olsen peger på, at børn og unge ofte ikke er gode nok til at kontrollere deres blodsukker, og det kan på grund af kramper og bevidstløshed give skader.

Kun de færreste familier har selv råd til sensorerne, der maksimalt kan holde i seks dage, og koster 300-400 kroner pr. styk, fastslår Birthe Olsen. Om året er det en udgift på 20.000-30.000 kroner.

Men det er ikke billigere at kontrollere blod på gammeldags vis med målestrimler. For et menneske med sukkersyge skal måske 7-10 gange hver dag teste blodsukkerværdier manuelt med en strimmel, som koster omkring 8 kroner. Her betaler kommunen som nævnt.

Dyrt at lette hverdagen for Marie
Hjemme hos far Magnus Bredsdorff og mor Lise Nørgaard i Hedehusene lever Marie på syv år et – forholdsvis – almindeligt børneliv, selv om hun for to år siden fik konstateret sukkersyge type 1.

I den første tid skulle Marie tjekke blodsukker 10-12 gange i døgnet på den manuelle måde, og det var ikke bare besværligt for hende og hendes familie, men også for lærerne i skolen, der hjalp hende.

Børneafdelingen på Glostrup Hospital anbefalede, at Marie fik bevilget en sensor, fordi hendes blodsukker har så store udsving. Men Høje Taastrup Kommune, hvor Marie bor, afslog med henvisning til, at det er en sundhedsudgift.

Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen har også afgjort, at der ikke kan gives støtte til sensorer.

Siden hendes far og mor på markedsvilkår har købt blodsukkersensorer, er hverdagen meget lettere for alle.

»Men det handler især om, at Maries sygdom nu er under meget kontrol, for hendes blodsukker kan svinge helt vanvittigt«, fortæller Magnus Bredsdorff.

Maries sensormålinger koster familien 2.500-3.000 kroner om måneden.

Hvem er de udvalgte?
Dansk Folkepartis Liselott Blixt har tidligere i Folketinget spurgt sundhedsminister Bertel Haarder (V), hvorfor det er så svært for en diabetiker at få en sensor. Han svarede, at han afventende en rapport fra en arbejdsgruppe.

Det er netop den rapport, som nu er færdig, og den anbefaler, at blodsukkersensorer udleveres til »udvalgte« patienter. Arbejdsgruppen fastslår også, at der er »stort behov for afklaring af«, hvem der skal betale for sensorer.

Formanden for Diabetesforeningen, professor og dr.med. Allan Flyvbjerg, mener, at der endnu ikke er videnskabeligt belæg for at uddele sensorer til flertallet. Men efter hans opfattelse er Danmark dog bagud i forhold til Sverige og Norge, hvor betalingen ikke er ramt af samme bureaukratiske barrierer.

»Og hvis der er sygehusafdelinger, der ikke giver sensorer til personer, der har lægeligt behov for dem, er det naturligvis for dårligt«, siger Allan Flyvbjerg.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) understreger i en e-mailkommentar til Politiken, at »det skal naturligvis ikke være kassetænkning, der spærrer for, at sukkersyge danskere får en god behandling«.

Ministeren lover at drøfte problemet ved de kommende økonomiforhandlinger med kommunerne og regionerne. DF’s Liselott Blixt vil desuden rejse sagen igen.