Favoritten er en nummer ti på menukortet hos Hong Kong Grill på Vejlevej. Grillen ligger i et lille rødt murstenshus et par hundrede skridt fra Dennis Søderberg Jensens hjem. Der hænger røde papirslamper i vinduerne, og en tyk dunst af varm fritureolie fylder næsen, når man træder ind.

Flere gange om ugen trykker Dennis det indkodede nummer på sin telefon og bestiller mad fra grillen. Kokken laver retten særligt til Dennis. Han har talt med Dennis mange gange og ved, hvad han kan lide.

Han skal bare præsentere sig og sige nummeret på menuen, så sørger kokken for, at den bliver, præcis som Dennis foretrækker den. Der er kød, ris, sovs og lidt løg og grøn peber tilbage, når Dennis sætter sig i sofaen foran fjernsynet og åbner emballagen.

»Jeg får retten uden de fleste af grøntsagerne«, siger han.

Dennis' dagbog

• I fem kapitler følger vi 31-årige Dennis Søderberg Jensen fra Bredsten nær Vejle.
• Dette er kapitel 2.
• 1. kapitel: Dæmonerne inde i mig siger, at jeg skal spise det

Grillmad er en passion
Uden grøntsager? Dennis vejer 170 kilo og burde spise masser af grøntsager. Han skal helst holde sig fra at spise den oliedryppende mad fra grillen. Men det er svært, når man har vænnet sig til smagen, og når grillmaden er en passion. Den tanke melder sig, når Dennis taler om sine favoritter.

»Jeg foretrækker, at den er kølet en smule ned, inden jeg spiser den. Jeg putter den i en skål, rører rundt og sætter den lidt i køleskabet. Så bliver smagen af sovsen mere stærk. Normalt får jeg chili med oksekød, men kylling i karry er også god«, siger han.

LÆS OGSÅFedmeepidemi sætter ny rekord

Vi spiser frokost på grillen. Dennis vælger en kyllingeburger og en tallerken pommes fritter. Jeg bestiller en hovedret, og Dennis siger drillende, at jeg spiser som en fugl. Han undrer sig over, at fotografen vælger en lille forårsrulle, når der nu er en stor rulle på menukortet.

Det er mest for sjov, men der ligger også den alvor i det, at det for Dennis er en præstation at kunne fortære store mængder mad. Han vil gerne vise andre, hvor meget han kan spise. Derfor fortæller han også med stolthed, hvordan en af vennerne holdt en fest, hvor de grillede 60 bøffer. Det giver respekt i vennekredsen at spise kød i store mængder.

»Når du ser på mig, så tænker du: Det er da utroligt, så meget han kan spise. Når jeg ser på dig, så tænker jeg: Hvorfor lader han det stykke kød ligge på tallerkenen? Hvorfor spiser han det ikke? Det skal da spises!«.

Det skal blive en kold dag i helvede
Selv om han ved, at det må stoppe, forekommer situationen låst. Han elsker mad fra grillen. Et farvel til kokken Yangs mad er som at sige farvel til en god gammel ven, der har været en tryg ledsager i årevis. Det er en del af mig, som Dennis siger. En anden dag spiser vi aftensmad sammen. Dennis får en bøf med grøntsager og en tallerken pommes frittes. Grøntsagerne rører han ikke.

»Det skal blive en kold dag i helvede, før jeg spiser grøntsager. Jeg har nok bildt mig ind, at jeg ikke kan lide smagen«, siger han.

Favorit.  Hong Kong Grill ligger kun et par hundrede skridt fra Dennis Søderberg Jensens hjem. Foto: Miriam Dalsgaard. Eller også hænger det sammen med, at broccoli ikke fyldte middagstallerkenen, da Dennis var barn. Han har aldrig lært at spise grøntsager i de mængder, som kosteksperter anbefaler. I barndommen var aftensmaden »helt almindelig«, som han siger. Flæskesteg og frikadeller.

Et spørgsmål om vaner
En stor del af Dennis’ hverdag er styret af tanker om det næste måltid. Det gør det nemmere at forstå, hvorfor det er svært for ham at bryde med sine usunde kostvaner. Det bliver til at begribe, hvorfor han ikke kan holde fast, når han i en periode har holdt sig fra chips og pludselig har tabt sig 10 kilo. For det handler ikke bare om, at Dennis skal sige farvel til sine kostvaner. Selv det kræver overvindelse, når vanerne har groet sig fast i hans krop.

Det handler også om, at hvis Dennis skal bryde med sin usunde livsstil, så skal han tage afsked med det, der binder hans hverdag sammen. De fleste gøremål bliver planlagt under hensyntagen til, hvornår han skal spise.

»Andre mennesker spiser for at leve. Jeg lever for at spise«, siger han.

Dennis' foretrukne junkfood-central
Vi ser det, da Dennis skal på sin faste »mission« til Vejle. Han skal i Føtex og forbi sin foretrukne junkfood-central i byen, hvor han skal hente to styk 40 centimeter lange sandwich. En til frokost i dag og en til »formiddagsmad« og frokost dagen efter.

Han planlægger, hvordan vi kan komme ud og hjem på en time. Turen skal tilbagelægges i det tidsrum, ellers forsvinder glæden ved de friske sandwich. Helt uopfordret begynder Dennis at forklare om dem. Det er maden, han taler mest passioneret og med største glæde om. Og det er netop den mad, han skal droppe, hvis han vil i gang med at tabe nogle af de næsten 100 kilo, han vejer for meget.

»Jeg foretrækker at spise den inden for den første time, efter jeg har købt den. Så er den stadig lun. Sandwichshoppen får brød fra en bager hver morgen, så de er altid friske. Jeg har handlet der i ti år. De laver de absolut bedste sandwich i Vejle. Jeg foretrækker en club sandwich nummer 14, de har også en med skinke og ost, som jeg plejer at købe til weekenden. Nogle gange så køber jeg også en nummer 15 med bøf og ost«, fortæller Dennis.

CHATStil et spørgsmål til Dennis

Bussen kører mod Vejle lidt over 12. Et kvarter senere er vi fremme. Normalt går Dennis forbi McDonald’s ved busstoppestedet og spiser et par cheeseburgere »for at lægge en god bund«, men det har han ikke lyst til i dag. I stedet går han ad gågaden mod Føtex.

Dennis har forinden vist mig sit køleskab. Der står majonæse, remoulade, ketchup, sennep, olie, et par øl og nogle Sommersby Cider i skabet, og det er blottet for friske madvarer, bortset Yndlingsdrik.  Pepsi Max er som oftest at finde i Dennis Sønderberg Jensens køleskab. Foto: Miriam Dalsgaard.fra en rest spaghetti bolognese. Dennis laver sjældent mad selv, det er besværligt og dyrt, når man bor alene. Så er det nemmere at tage på Hong Kong Grill eller Pizza King, der ligger i »et farligt trekantområde« rundt om hans lejlighed.

Uden for Føtex fisker Dennis mobilen op af lommen og ringer til Sandwichshoppen og afgiver sin bestilling. Maden er klar om 15 minutter. Han kan hente dem, straks han kommer ud fra supermarkedet, og derpå gå videre til stoppestedet og køre hjem. Dennis bryder sig ikke om at spise, mens fremmede ser på.

Dennis tager en kurv i Føtex. Han styrer direkte mod rækkerne med chips og lader øjnene vandre trænet hen over hylderne. Efter 10 sekunder piller han to ruller Pringles chips 'Hot and Spicy' ned. Han ved, at de ikke er gode for ham, men trangen er så stærk, at han slet ikke overvejer at lade dem stå.

»Det kan jeg slet ikke. Og du har sagt, at jeg skal opføre mig, som om du ikke var her. Folk skal se, hvordan det er«, fortæller han.

Seks og en halv liter sodavand
Chips er en fast bestanddel af kosten for Dennis. Det er ligeså naturligt for ham at vælge Pringles, som når den slanke mor i 30’erne på Østerbro i København lader en pose økologiske gulerødder dumpe ned i kurven. Der bliver også plads i hans indkøbskurv til seks og en halv liter light sodavand. Fire liter cola, to liter appelsin og en halv liter kondivand.

SKRIVHvordan er vi endt i så kalorie-fikseret et samfund?

Den voldsomme overvægt har givet ham sukkersyge, og den forhindrer ham i at drikke almindelig sodavand. Dennis går til kassen og betaler. Der er ingen fødevarer i kurven. Kun sodavand og et snack-produkt.

Hjemme i lejligheden i Bredsten er den 40 centimeter lange sandwich stadig lun, da Dennis tager den op af plastikposen. Den er lavet på stykke hvede-flute så lyst, at det ville få enhver kostekspert til at rynke brynene. Der er kalkun, bacon, ost og dressing i. Plus lidt salat og nogle skiver grøn peberbrugt. Dennis har også faste vaner for, hvordan han spiser sin sandwich.

»Jeg pakker ikke hele sandwichen ud på en gang, men foretrækker at trække den ud af papiret lidt ad gangen«, siger han, liggende på sofaen.

Samle appetit inden middag
Han spiser sine 40 centimeter, mens jeg bliver rigeligt mæt af det halve.

Dennis skyller måltidet ned med cola light. Det var vigtigt for ham, at vi fik frokost så tidligt, at vi kan nå at samle appetit. Klokken halv seks er vi inviteret til middag hos en barndomsven. Dennis »har bestilt« bøffer med sovs og fortæller, at hans ven får noget rigtig godt kød fra en halalslagter i Vejle.

»Du kan selv se det. Jeg tænker på mad hele tiden«, siger han mellem to bidder sandwich.

Men Dennis tænker også på vennerne. Det er derfor, hans bedst veninde Maria Krogh siger sådan her om ham:

»Når man finder en ven som Dennis, så gælder det om at holde fast i ham. Han har hjulpet mig gennem nogle svære perioder i mit liv«.