Kroppen svinger lidt fra side til side. Dennis Søderberg Jensen knytter næverne, bukker hovedet og bøjer armene i en parade foran ansigtet.

Han fyrer en slagserie af, mens han nynner temaet fra en af sine absolutte favoritfilm, ’Rocky’, hvor Sylvester Stallone spiller en ung bokser, der kæmper en ensom kamp for at blive verdens bedste i ringen.

Han står på fodboldbanen i hjembyen Bredsten, og på min opfordring tager han en hurtig løbetur på græsset. Trods en vægt på 170 kilo løber han lige så stille ud over banen, vender rundt og løber tilbage. Det foregår ikke i lyntempo, men heller ikke i sneglefart. Så det er altså rigtigt nok.

Dennis har et par gange i løbet af ugen fortalt, at han har masser af muskler inde under alt fedtet, men alligevel er det overraskende, at han ligefrem kan løbe, når han slæber rundt på 100 overflødige kilo. Da han har fået luften igen efter løbeturen, forklarer han, hvad der skal ske, når historien om hans liv har været i Politiken.

Dennis dagbog

• I fem kapitler følger vi 31-årige Dennis Søderberg Jensen fra Bredsten nær Vejle.
• Dette er 5. og sidste kapitel.
• 1. kapitel: Dæmonerne inde i mig siger, at jeg skal spise det
• 2. kapitel: »Jeg tænker på mad hele tiden«
• 3. kapitel: Et kram fra Dennis forandrede Marias liv
• 4. kapitel: På skiltefabrikken er Dennis en fed fyr

»Jeg håber, at det får mig til at tænke: Kom dog i gang, dit fede svin!«, siger han.

CHATI dag svarer Dennis på læsernes spørgsmål

På Christiansborg har politikerne i årevis været magtesløse over for, at et stigende antal danskere bliver svært overvægtige. De ved godt, at fedme kan udvikle sig til at blive et endnu større sundhedsproblem end rygning og alkohol, og politikerne har senest gjort usund mad dyrere ved at hæve afgifter på fedt, is og sodavand for at styre danskernes forbrug.

Den slags initiativer preller af på Dennis. Han har 5.000 kroner at leve for om måneden, når han har betalt regninger. Han har rigeligt råd til at købe grøntsager, rugbrød og magert pålæg, der kan hjælpe ham i kampen med vægten. Men det bruger han ikke penge på. Trangen til junkfood er stærkere.

Det begynder med 165 gram
Han betaler gerne 80 kroner for en 40 cm lang sandwich på lyst flute til frokost, og mon ikke det beløb kan dække et sundt alternativ, som eksperterne kalder det? Han tøver ikke med at lægge 60 kroner på disken om aftenen hos sin faste kinagrill for en gang chili med oksekød uden grøntsager.

Selv om det nok ville være billigere at stege en kyllingefilet, koge lidt ris og dampe en broccoli hjemme på komfuret i lejligheden. Ligesom en pris på 20 kroner for en stang Pringles-chips ikke har afholdt ham fra at lægge sådan et par ruller i kurven, når han køber ind.

»Prisen betyder ingenting«, siger han.

Vægttab kræver fællesskab
Et stort problem for Dennis har været, at han igennem mange år har været alene i kampen mod den kolossale overvægt. Ligesom Rocky Balboa fra boksefilmen. Kun da han i fællesskab med andre overvægtige flyttede ind på et kurcenter, fik han for alvor gjort indhug på vægten og tabte sig 50 kilo over to år. Men vægten kravlede op igen, da han var alene, og »dæmonerne vendte tilbage«.

Derfor synes han, at der burde være nogle flere støttegrupper, hvor svært overvægtige kan dele sejre og nederlag. Ligesom alkoholikere har deres AA-møder:

»Det er nemmere at komme af med kiloene i et fællesskab med andre, der er i samme situation. De kan støtte dig, hjælpe dig og træne sammen med dig. De kan holde om dig, hvis du er ked af det«.

TV»Jeg savner et AA for overvægtige«

Dennis har brug for at stå til regnskab over for andre end sig selv. Derfor ønsker han sig, at svært overvægtige kan tage et sted hen og bogstaveligt talt sidde i rundkreds og tale om, hvor svært det er, når tankerne hele tiden kredser om det næste måltid. Det er også derfor, at han beder mig komme tilbage næste sommer og se, om vægten er gået ned.

Shopping.  Trangen til usund mad betyder, at når Dennis skal have nyt tøj, står der 5XL i nakken. Foto: Miriam Dalsgaard. En af hans venner mener, at Dennis bør have som mål at tabe omkring 30 kilo det næste år, men for Dennis begynder det ikke med kilo. Det begynder med de 165 gram chips, der var i den rulle Pringles, han en aften lod stå på køkkenbordet i lejligheden. Selv om han havde tænkt sig at spise den.

Måske hans sidste chance
Det er netop chips kombineret med masser af junkfood og cola, der gennem årene har fået Dennis til at vokse sig så stor, at han risikerer at dø af det. På grund af overvægten har han fået sukkersyge, og lægen har advaret ham om, at han er nødt til at ændre sit liv radikalt.

Han ved det godt. Det er nu. Måske er det hans sidste chance for at bringe kroppen og sindet på ret køl, inden det er for sent. Og de evindelige ruller chips er et godt sted at begynde. En uge efter at jeg er taget hjem fra Bredsten, popper der en besked op fra Dennis på computerskærmen. Han skriver:

»Så er det en uge siden, jeg har fået chips. Jeg er også begyndt at spise et par gange om ugen med de gamle (forældrene, red.) og er også begyndt at gå lidt mere. Du fik mig til at tænke lidt mere over tingene. Det er kun starten. Jeg regner med, at der kommer mere i gang, men tager små skridt ad gangen. Håber bare ikke, at jeg fucker det op«.

40 cm lange sandwich er droppet
En uge senere sender Dennis en ny besked, om at han nu har holdt sig fra chips i to uger.

Han er også begyndt at spise andre sandwich end de 40 centimeter lange kæmper fra Sandwichshoppen og føler sig mere frisk og mindre oppustet, skriver han. Og han har været alene i Vejle uden at spise burgere på McDonald’s. Så går tiden, og nye beskeder følger. Tre uger uden chips. En måned uden chips.

For mennesker uden evig trang til fedtede kartoffelskiver er det ingen præstation at holde sig fra dem et par uger. Men når man ved, at chips siden teenagealderen har været en fast bestanddel af kosten for Dennis, bliver det tydeligt, at han lige nu er i krig med sig selv. Dennis er foran, men ved, at han lynhurtigt kan sætte føringen over styr.

LÆS OGSÅTusindvis er kaloriejunkier

Han har i perioder kunnet holde sig fra chips, men i det øjeblik han smager bare et enkelt knasende stykke, er kampen tabt. Så vælter trangen ind over ham, og han spiser, til der ikke er flere. Køber flere, så snart han kan.

»Så længe jeg ikke smager dem, siger de mig ingenting«, skriver han.

En dag ringer Dennis
Dennis har i årevis slæbt rundt på en 100 kilo tung ekstra byrde, der også har forhindret ham i at opnå mange af de ting, som hans venner og veninder tager som en selvfølge.

Først og fremmest handler det om kærlighed. Om at få en kæreste og etablere sig med villa, vovse og Volvo. Måske få nogle unger. Som årene er gået, er der blevet længere mellem festerne, fordi hans venner har gjort det, Dennis ikke kunne.

Mange i omgangskredsen er ved at skabe små familier nu med kuglegrill, stationcar og fredagsslik, mens Dennis – som han selv formulerer det – sidder i sin lejlighed og spiller PlayStation med mennesker fra hele verden. Som han har gjort i årevis. Det gør ondt, selv om han glæder sig over, at han har så mange venner, der elsker ham.

SKRIVHvad skal vi gøre for at bremse fedme-epidemien?

»Jeg kan godt lide at tro på, at den eneste ene er der et eller andet sted for mig. Det er nok også derfor, at jeg så godt kan lide film, der har en lykkelig slutning«, siger Dennis.

Ingen kommer og redder Dennis
Trangen til junkfood og chips er den kraft, der truer med at slå Dennis ihjel alt for tidligt. Der kommer ingen og redder ham. Håbet skal komme fra ham selv. Men han vil gerne dele sejrene og nederlagene med en, der har prøvet på egen krop at være stor som han.

Han har skiftet profilbillede på Facebook. Fotografiet af Dennis og veninden Maria er skiftet ud med en kort tekst skrevet med skråskrift. »Kig ikke på mig, men ind i min sjæl«, står der. Efterfulgt af et hjerte. Når han skriver sammen med andre overvægtige, så ser de ikke kun de 170 kilo udenpå. De kigger ind bagved.

Drømme.  Vennerne betyder meget for Dennis. Men mange af dem lever nu det liv, som Dennis drømmer om, med ægtefælle og rollinger. Her siger han farvel til barndomsvennen Anders og hans søn Victor. Foto: Miriam Dalsgaard. Han husker, da han var i byen og mødte en fantastisk kvinde, som han dansede med hele natten. Han fik hendes telefonnummer, han skrev beskeder til hende, men hun svarede aldrig.

Dennis kan ikke lade være med at tænke på, om hun ikke svarede, fordi han er så stor, som han er. Den slags oplevelser står skarpt i hans hukommelse, og han har ikke brug for flere af dem.

»Jeg har fået sex«
En dag ringer Dennis, fordi der lige er noget, han skal sige. Tidligere har han fortalt, at det er ved at være 11 måneder siden, han har været rigtigt sammen med en kvinde. Han savner det. Stemmen i telefonen lyder opløftet, og der er en kvindestemme i baggrunden.

»Jeg har fået sex«, siger han.

Med hvem?

»En veninde. Hun har været på Ebeltoft Kurcenter ligesom mig. Vi kender ikke hinanden derfra, men vi har skrevet sammen og er blevet venner på Facebook. Så tænkte vi, om det ikke var bedre, at vi mødte hinanden rigtigt og hyggede os lidt«.

Hvad hedder hun?

»Hvad hedder du ... neeej, det er bare fis. Hun hedder Lone«.

Skal I ses igen?

»Jeg spørger lige«.

Hans stemme bliver lavere, men det lyder, som om han siger noget til Lone. Hun svarer i baggrunden, men det er for langt væk til, at det kan høres. Så siger Dennis i telefonen:

»Hun siger ja«.