Man kan først se det, når Henrik Edtwodth trækker ærmet på sin T-shirt op: Slappe folder på overarmen afslører, at huden har været spændt ud over noget meget større.

Han er på kort tid skrumpet fra størrelse XXXL til medium. Fra 135 kilo livstruende overvægt til 68 kilo. Når man som Henrik er 171 centimeter høj, er den aktuelle vægt sund og normal.

Henrik Edtwodth, 35 år, kan derfor bedre end de fleste besvare spørgsmålet: Hvordan er det at være inde i en ekstremt fed krop sammenlignet med at være normal af vægt?

Hans korte svar: Det er fuldstændig forfærdeligt.

»Jeg fik det fysisk dårligt, når jeg så mig selv i et spejl. Somme tider fik det mig til at græde. Jeg var i evigt dårligt humør, kan du forestille dig det: nedtrykt dag og nat, hele tiden. Jeg tænkte »ååååh nej«, når jeg vågnede om morgenen, fordi jeg orkede ikke endnu en dag. Jeg tænkte på mit liv som én stor fiasko og forventede kun endnu mere fiasko i fremtiden«.

At være så tyk, som Henrik var, er en meget konkret fysisk oplevelse:

»Jeg var altid træt, fordi jeg ikke kunne sove ordentligt. Det trykkede alle steder, når jeg lå i sengen, ryggen var belastet, fedtet omkring min hals og nakke trykkede på luftrøret, så jeg fik kvælningsfornemmelser, hvis jeg ikke lå på en helt bestemt måde«.

Om dagen var det ikke bedre:

»Overvægten gav mig alvorlige problemer med ryggen. Vægten pressede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde ud at sidde. Jeg lå på sofaen det meste af tiden. Rejste mig kun for at gå på toilettet, eller når jeg en sjælden gang skulle ud«.

»Jeg vraltede hen ad gaden«
At komme ud var det værste for Henrik. Det var en kraftanstrengelse at bevæge den tunge krop rundt. Og endnu værre: Han skammede sig og væmmedes ved sig selv og følte, at fordømmende øjne stirrede på ham alle vegne. Så han forlod kun sin lejlighed, når han var tvunget til det.

»Når jeg havde købt mad og gik hen ad fortovet med indkøbsposer, måtte jeg stoppe op 10 gange for at få vejret i løbet af de 500 meter fra supermarkedet til min dør. Jeg var meget bevidst om, at jeg vraltede hen ad gaden, og at det så forfærdeligt ud. Jeg følte, at alle folk kiggede på mig. Hvis jeg skulle gå ned gennem hovedgaden her i Esbjerg, var jeg sikker på, at alle ville stirre på mig og skraldgrine«.

Når Henrik gemte sig i sin lejlighed, kunne han næsten fortrænge sin fedme.Slank.  Henrik er kommet frem i lyset som en lille, slank mand, der vil tilbage til livet. Foto: Miriam Dalsgaard.

»Jeg undgik spejle. Jeg var ligeglad med mit udseende – der kunne sagtens gå 14 dage, mellem at jeg barberede mig, jeg lod det bare være. Jeg vejede mig ikke, prøvede at undgå sandheden, prøvede at leve mig ind i en fantasi om, at jeg ikke var så unormal. Kun når jeg var nødt til at gå til lægen, fik jeg sandheden om min vægt sparket lige i ansigtet. Men to timer senere havde jeg fortrængt det igen«.

En krop uden grænser
Og så lå Henrik der på sin sofa, stablet op med puder, så han kunne nå tallerkenen på sofabordet og se tv samtidig. Fyldte mad i en krop, som ikke satte grænser.

»Et måltid kunne være pizzaer – så bestilte jeg tre pizzaer og spiste det hele i ét måltid. Eller en hel bakke lørdagskylling med en hel pose pommes frites til. Jeg var sulten, og der var plads til det. Jeg kom ikke til at føle mig mæt, kun oppustet og overfyldt. Jeg spiste, til der ikke kunne være mere. Og en time senere kunne jeg begynde at køre chips og slik og halvanden liter cola ned«.

»Jeg vidste godt, at den var helt gal. Jeg sagde flere gange om dagen til mig selv, at nu skal det være slut, fra i morgen begynder jeg et nyt liv uden alt det usunde – men jeg købte bare mere af det samme næste dag alligevel. Jeg magtede det ikke, orkede ikke at ændre noget«.

Henrik Edtwodths egen forklaring på, hvordan han endte med at ligge på sofaen, grovspise og hade sig selv og sit liv, handler om usikkerhed. Når han tvivlede på sig selv, spiste han og lukkede sig inde.

Henriks mor og far og lillebror, som han voksede op sammen med i villaen i Esbjergs udkant, var ikke overvægtige. Henrik var ikke tyk som barn – men »jeg var kraftig, jeg havde sul på kroppen, som man sagde«.

Manglende motion og et almindeligt ungdomsliv med øl og byture, mens han gik på handelsskole, førte til, at Henrik som 18-19-årig var noget overvægtig og i rigtig dårlig form. Han tænkte ikke så meget over det, før han blev indkaldt til militæret og kommanderet på løbetur.

TEMALæs alt i serien Store Mennesker

»Mit hjerte gik så meget amok, at de indlagde mig på sygehuset. Men det eneste, jeg fejlede, var 15 kilos overvægt og en uhyggeligt dårlig kondition«.

Derfra gik det op og ned med Henriks vægt. Mest op, når han blev usikker og deprimeret, spiste og lukkede sig inde. Han fik en elevplads i en bank, klarede uddannelsen fint, men da han var færdig og skulle begynde i en ny filial, ramte usikkerheden ham igen. Han isolerede sig, spiste, blev tyk og deprimeret og opgav jobbet.

Det samme skete efter en ny uddannelse, nu som multimediedesigner: Henrik kom igennem med årgangens bedste gennemsnit, og så stod han der igen:

»Jeg skulle have et job – og kunne jeg klare det? Det gav mig endnu mere usikkerhed, og nu begyndte det virkelig at gå galt«, fortæller han.

»Jeg var flov over mig selv, følte, at 1.000 øjne fulgte mig, når jeg gik på gaden. Jeg krøb langs husmurene, og kom kun ud, når jeg var tvunget til det, for at købe mad. Jeg regnede ikke med at leve, til jeg blev 50. Jeg ønskede det heller ikke og tænkte tit på at forkorte det liv, som jeg ikke orkede. Hvis jeg ikke var så pivet, havde jeg gjort en ende på det dengang«.

Henrik ramte bunden, da Esbjerg Kommune for fire år siden opgav ham og ville sende ham på førtidspension, fordi kommunen ikke kunne se andre udveje.

»Jeg blev ulykkelig – det ville jeg ikke. Jeg var kun 31 år, mit liv kunne ikke være forbi på den måde allerede«.

Henrik var da på den absolutte top af sin overvægt – 135 kilo. Det svarede til et body mass index på mere end 46. Det kaldes ’ekstrem fedme’.

Halveret.  Henrik Edtwodth fik 23. september 2010 en operation, der gør mavesækken meget mindre, så han nu kun kan spise lidt ad gangen. Han gik hurtigt ned i vægt efter operationen og vejer i dag 68 kilo. Med sin nye, lette krop kan Henrik bevæge sig frit, og han går nu 15-20 kilometer hver dag. Foto: Miriam Dalsgaard

Paradoksalt nok blev førtidspensionen et vendepunkt for Henrik. Presset fra arbejdsmarkedet var væk.

»Jeg fik fred. Jeg begyndte at tænke over tingene, og jeg begyndte at handle. Jeg så serier på tv om overvægtige, der kom på kursus og tabte sig. Jeg kom ved egen hjælp ned på 118 kilo. Så gik jeg til min læge og bad om at blive indstillet til en fedmeoperation«.

Henrik fik en såkaldt gastric bypass-operation 23. september 2010. Operationen gør mavesækken meget mindre, så Henrik kun kan spise lidt ad gangen, og han spiser det rigtige nu, magert, grønt og med fibre. Hans vægt faldt hurtigt efter operationen – til 95 kilo, til 90, til 80. Med sin nye, lette krop kan Henrik bevæge sig frit, og nu kan han slet ikke få nok af det. Han går 15-20 kilometer hver dag.

»De følte afsky«
Undervejs fra 135 til de 68 kilo, som Henrik vejer i dag, har han været nødt til at skifte sin garderobe ud flere gange. Da han var stor, hadede han at købe tøj, nu kan han lide det.

»Før følte jeg, at de så ned på mig, når jeg gik i butikker, de var ikke interesseret i at betjene mig. Og der er forskel – det var ikke kun noget, jeg bildte mig ind. Jeg ved det, for nu kan jeg sammenligne. Jeg blev behandlet som et udskud, da jeg var fed. Jeg kunne ligefrem se, at de følte afsky ved mig. Nu får jeg et smil, når jeg går ind i en butik, folk snakker til mig, de undgår mig ikke længere«.

»Jeg vidste godt, hvordan folk så på mig. Man ser overvægt som udtryk for, at personen ikke kan tage vare på sig selv, man anses automatisk for at være dum, hvis man er fed. Hvis han ikke kan finde ud af at undgå at komme til at se sådan ud, hvad kan han så finde ud af? Jeg har tre uddannelser, jeg ved, at jeg har noget mellem ørerne, men folk så kun et stort, fedt, dumt læs«.

Henrik ser selv overvægtige på samme måde:

»Hvis jeg ser et overvægtigt menneske komme vraltende, tænker jeg også noget negativt. Jeg kan ikke forklare det, og jeg bliver sur på mig selv over det, for jeg ved jo bedre end nogen, at der er et menneske inde bagved«.

Henrik selv er kommet frem i lyset som en lille, slank mand, der vil tilbage til livet.

»Hovedet har haft svært ved at følge med, jeg bliver stadig overrasket, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg stiller mig op på vægten, nu kan jeg godt holde ud at se, hvad den viser«.

»Jeg spejler mig selv i store butiksruder. Jeg har ikke haft en kæreste i hele mit liv på grund af alt det, nu prøver jeg at finde en. Og jeg er begyndt at søge arbejde, nu er jeg sikker på, at jeg kan klare det. Jeg vil ikke være på førtidspension resten af mit liv«.