Annonce
Annonce
Danmark

Finansiering af S-plan efterlyses

Folketingets øvrige partier undrer sig over, hvordan S vil betale for de velfærdsvisioner, som partiet har præsenteret.

Fra venstre til højre gik det samme spørgsmål igen, da Folketingets partier skulle forholde sig til Socialdemokraternes nye visionspapir.

Hvor skal pengene findes til at betale for årlige sundhedstjek til alle og mere hjemmehjælp til de gamle - samt alle de andre forslag i Socialdemokraternes nye visionspapir.

Innovativ vision
»Visionen er innovativ og spændende og flugter meget med vores tanker. Det eneste problem er diskussionen af finansieringen. Vi er jo ikke fanget af skattestop, som Socialdemokraterne er. Vi har mulighed for at finansiere ved at bede de velhavende bidrage med lidt mere«, siger Villy Søvndal.

Pengene kan godt findes nu, hvor der er et stort overskud på de statslige budgetter, men det kan se anderledes ud i fremtiden, hvis økonomien bliver mindre gunstig, understreger Villy Søvndal.

Den samme undren over finansieringen deler de radikales leder, Marianne Jelved:

»Vi mener, at det er en svaghed, at de ikke prøver at angive en mere konkret finansiering. Jeg tænker ikke bare på kroner og øre, men også på, hvor den arbejdskraft skal komme fra, der skal udfylde de mange opgaver. Det kan ikke nytte noget, at man udvider sygehusets opgaver, hvis der ikke er sygeplejersker og læger nok til det«.

De radikale erklærer sig dog enige i dele af Socialdemokraternes mål som blandt andet behandlingsgarantien til psykisk syge, ansættelse af flere forskere og bekæmpelsen af social ulighed.

Hos regeringspartierne strækker kritikken sig længere end til, hvor pengene skal komme fra.

»Forslagene er en form for alt godt fra havet. Jeg har specielt lagt mærke til det årlige sundhedstjek for alle. Dér synes jeg altså, det er bedre at behandle de syge end de raske. Og at daginstitutioner skal have mere kvalitet, er jo allerede nævnt i regeringens udspil. Jeg synes, de hælder gammel vin på nye flasker«, lyder det fra den konservative finansordfører, Christian Wedell-Neergaard, som er sikker på, at forslagene vil betyde en større skattebyrde til trods for Helle Thorning-Schmidts forsikringer om at holde et skattestop.

Økonom: Realistisk
Heller ikke Venstres finansordfører, Peter Christensen, forstår, hvordan Socialdemokraterne kan være så rundhåndede. Han forstår dog godt, hvorfor folk uden forstand på finansiering kan tro, at den nuværende fremgang i økonomien betaler festen. Men på længere sigt er overskuddet en engangsudgift, som ikke kan bruges til at finansiere velfærdsydelser. Der skal man bruge varige penge, forklarer han.

»Jeg savner et bud på, hvordan Socialdemokraterne nøjagtig har tænkt sig at betale den regning«, siger Peter Christensen.

Direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, er enig i, at der er stor usikkerhed om de socialdemokratiske initiativer, så længe der ikke er angivet en finansiering.

»Men det er realistisk, i den forstand at ledelsen ikke har sagt noget om, hvornår løfterne skal opfyldes. Man er nødt til at indfri dem i den hastighed, det kan lade sig gøre. Og det er klart, at efter at Socialdemokraterne har overtaget skattestoppet, er det sværere at finansiere investeringer i den offentlige service«, siger Lars Andersen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce