I Afghanistan dør en kvinde i barselssengen af en simpel infektion.

Hendes nyfødte har ikke store chancer for at overleve. Få dollar brugt på basal sundhedshjælp og lidt antibiotika kunne have sikret hendes og barnets overlevelse, så de - blandt meget andet - kunne være blevet værdifulde bidragydere til den lokale økonomi.

I Nordindien er flere hundrede millioner bønder afhængige af, at monsunregnen kommer til tiden hvert år. Kommer den for tidligt eller for sent, slår høsten fejl. Det betyder mere fattigdom, sult, og sker det flere år i streg, er der fare for hunger.

Kan skubbe til klimaet
Menneskets udledning af drivhusgasser menes at kunne skubbe til klimaet, så monsunen i Indien i fremtiden flytter sig. Måske om fem år, måske om halvtreds, måske aldrig. Men hvis det sker, vil det betyde millioner af sultende og enorme menneskemasser, der flytter sig i søgen efter et nyt liv - eller bare overlevelse. Indiens økonomi vil bryde sammen, og regionen, måske verden, vil lide kraftigt.

Hvis man skal stoppe klimaforandringerne, vil det koste milliarder af dollar. Måske tusindvis af milliarder af dollar, og effekten vil aldrig ses. For i øjeblikket kommer monsunen jo for det meste til tiden, så succes vil være lig med status quo. Hvad skal man vælge at gøre? Hvilket problem skal vi satse på at løse?

Andre prioriteter
For to år siden samlede daværende direktør for Institut for Miljøvurdering Bjørn Lomborg otte af verdens dygtigste økonomer for at svare på de spørgsmål. Metoden var knivskarp: en såkaldt cost-benefit-analyse af, hvilke problemer det fra en økonomisk synsvinkel bedst kan betale sig at løse.

Nu har han gentaget øvelsen. Denne gang som direktør for Copenhagen Consensus Centre, der har overtaget projektet, og denne gang med otte FN-ambassadører som dommere over, hvilke problemer der fortjener at blive prioriteret højest. Ambassadørernes liste er ganske forskellig fra økonomernes - men ifølge Bjørn Lomborg kun på overfladen.

»Der er en vis systematik i svarene. Klimaproblemerne ligger også lavt denne gang, og smitsomme sygdomme og fejlernæring ligger i toppen. Men der er uenighed om metoderne. For to år siden hørte vi økonomernes bud, hvor de fokuserede strengt på, hvor der var størst pay-off. Denne gang har vi hørt et mere politisk bud fra især udviklingslandene. Der er mange måder at diskutere dette på, og de er alle interessante«, siger han.

Konservativ ros
En af de otte FN-ambassadører var den konservative John Bolton fra USA. Efter mødet, der fandt sted på Georgetown University i Washington D.C. 16. og 17. juni, betegnede han projektet, som »præcis hvad [FN] har brug for«.

»Siden oprettelsen af FN har FN-sekretariatet fået 9.000 mandater at udføre. Det er lidt det samme som at sige, at du har 9.000 prioriteter. Og det er klart, at har du 9.000 prioriteter, har du ingen prioriteter«, sagde Bolton på et pressemøde ifølge en udskrift sendt til Politiken af Bjørn Lomborg.

De øvrige syv ambassadører er fra Kina, Indien, Pakistan, Tanzania, Thailand, Vietnam og Zambia. Med den sammensætning er det ikke så underligt, at prioriteringerne bliver, som de er, mener formanden for Det Økologiske Råd i Danmark, Christian Ege.

Overflødigt arrangement
For hvorfor skulle lande, der i dag modtager hjælp til sundhed og undervisning, vælge de penge fra, så de rige lande kunne bruge dem på at formindske deres udledning af drivhusgasser, spørger han retorisk.

»Jeg mener, det er et inderligt overflødigt arrangement. Hvis du ser på, hvordan Kina optrådte på Montrealmødet (om klimaudviklingen i december, red.), viste de sig netop meget villige til at begynde at tale om at gøre noget ved klimaet. Hvis bare de rige lande ville være med«, siger han.

Det Økologiske Råd har været blandt de skarpeste kritikere af tankesættet bag Copenhagen Consensus. Brugen af cost-benefit-analyser er helt fejlplaceret, fordi de sammenligner problemer her og nu med problemer, der først vil slå igennem om mange år. Og der vil de fremtidige problemer - som klimaforandringer - aldrig få den vægt, de bør have, mener rådet.

»Modellen regner med, at vi konstant bliver rigere, og at prisen på at løse et problem vil falde. Hvis bare man sætter sine forventninger til de forudsætninger tilpas optimistisk, som økonomerne gjorde i 2004, så vil man altid komme til det resultat, at det ikke kan betale sig at gøre noget ved problemer som klima nu. Men det er ligesom at sammenligne behovet for en hjerteoperation nu og her med behovet for grundforskning i hjertesygdomme. Det giver ikke mening at vælge den ene fra«, siger Christian Ege.

Han mener dog, at Bjørn Lomborg og cost-benefit-modellen efter en storhedstid på et par år er ved at glide ud af klimadebatten igen.

»Hans konklusioner minder meget om det, som USA og Saudi-Arabien siger i klimadiskussioner, men det ville de nok sige også uden Lomborg. Og de fleste andre lande har vendt ryggen til hans syn på problemerne«, siger Christian Ege.

Arbejder videre
Bjørn Lomborg mener sig dog langtfra dømt ude. Nok ville han gerne have haft, at flere af de inviterede ambassadører havde kunnet være med end de otte, især fra de store donorer til udvikling i EU og Japan. Sydamerika er også underrepræsenteret, synes han. »Men hvis du ser på, hvem det er, vi har haft med, er det ambassadører fra lande, der rummer halvdelen af verdens befolkning. Det er folk, der i høj grad definerer politikken i FN«, siger Bjørn Lomborg og fremhæver, at han nu begynder arbejdet på at tilrettelægge en konference om samme emne til efteråret, på foranledning af de otte.

»Vi håber at kunne få 50 lande med der«, forklarer han. Men det skal ikke afløse den rendyrkede økonomiske analyse af, hvilke problemer man bedst kan tage fat på nu. Næste runde med økonomerne er planlagt til 2008.

»Men det er også utrolig vigtigt at få politisk indspil til den proces«, siger Bjørn Lomborg.