Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 23. apr. 2012 KL. 22.28

Sidespejle er sjældent skyld i ulykker

Sidespejlene redder flere liv, end de forårsager ulykker, vurderer fagfolk

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

I sidste uge døde den 22-årige Tor Kristensen på tragisk vis som følge af de skader, han pådrog sig, da han blev ramt af sidespejlet på en turistbus.

Ulykken skete 16. april i Rantzausgade på Nørrebro, og har udløst et borgerkrav om, at bussernes sidespejle placeres højere oppe end det er tilfældet i dag.

Den tragiske dødsulykke hører dog til sjældenhederne, oplyser Rådet for Sikker Trafik.

»Det er en type ulykke, vi ser meget sjældent. Heldigvis«, siger pressekonsulent Søren Ørsted Pedersen.

LÆS OGSÅ Far til trafikdræbt kæmper mod sidespejles placering

Samme budskab lyder fra Dansk Cyklist Forbund:

»Det er ikke vores indtryk, at der opstår alvorlige ulykker, når cyklister bliver ramt af sidespejle«, siger kommunikationschef Frits Bredal.

Fleksible sidespejle anbefales
Cyklistforbundet anbefaler, at busserne er udstyret med såkaldte fleksible sidespejle, som giver efter ved sammenstød.

»Det bør være spejle, der bøjer af, når man bliver ramt. Som cyklist må man ikke blive slået til plukfisk, hvis man rammer sidespejlet på en bus«, siger Frits Bredal.

LÆS OGSÅStaten giver sig selv dispensation for nye sidespejle

I facebook-gruppen 'Stop dødsbusserne', som er oprettet af den afdøde unge mands far, fortæller flere cyklister om deres egne, og til tider farlige, oplevelser af ufrivillig nærkontakt med bussernes sidespejle.

»Jeg har talt med flere høje mennesker, som siger, de har været tæt på at blive ramt af spejlene i busserne, når de stod og ventede på bustoppestederne. Spejlene skal op! Så ikke flere familier vil opleve det, som Tors familie oplever nu«, skriver for eksempel Sonia Regina.

Sidespejle forhindrer ulykker
Ifølge reglerne skal kun sidespejle, der er placeret i under to meters højde, være fleksible. Faste sidespejle derimod skal placeres i over to meters højde.

Det fremgår af 'Vejledning om syn af køretøjer', oplyser civilingeniør i Trafikstyrelsen, Jesper Rosenkrantz Andersen, som arbejder med trafiksikkerhed.

LÆS OGSÅ Politi skærper kontrol af lastbilers sidespejle

Trafikstyrelsen ligger ikke inde med statistik over sidespejlsulykker, men også her er meldingen, at de ikke fylder meget i det generelle ulykkesbillede.

»Tværtimod er sidespejlene med til at undgå ulykker, ikke mindst de farlige højresvingsulykker«, siger kommunikationschef i Trafikstyrelsen, Thorbjørn Ancker, og tilføjer:

»Det er svært at konstruere sidespejle til store køretøjer uden, at de stikker ud, men samlet set har sidespejlene været med til at nedsætte antallet af ulykker«.

Movia følger reglerne
Hos Movia, som står for en stor del af buskørslen i København og på Sjælland, har man ikke overblik over antallet af ulykker på grund af sidespejlene.

Buskørslen er udliciteret til en række operatører, og de følger reglerne på området. Det oplyser pressemedarbejder Klinte Skovsholt.

Det var ikke en Movia-bus, der var involveret i ulykken i Rantzausgade.

FACEBOOKBliv ven med Politiken