Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 29. apr. 2012 KL. 13.16

Antorini: Det er lidt friskt at ville nedlægge samtlige vuggestuer

Vi er på forkant med situationen, siger børne- og undervisningsministeren efter sønderlemmende kritik.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det står skidt til i en række vuggestuer i Danmark, hvor nogle pædagoger lader børnene passe sig selv for meget. Det vil Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) godt gå med til.

Men derudover synes hun, at det billede, der bliver tegnet i en ny ph.d.-afhandling om forholdet mellem børn og pædagoger i landets vuggestuer, er karikeret.

I ph.d.-afhandlingen har forskeren Ole Henrik Hansen gennem videooptagelser og godt 8.000 observationer dokumenteret at små børn ned til 10-måneders-alderen bliver svigtet af pædagogerne. Forskeren har fulgt 26 børn i ni vuggestuer i Storkøbenhavn og fået svar i spørgeskemaer fra 40.000 pædagoger i hele landet.

LÆS OGSÅ Forsker: »Gør op med fri-hash-og-gratis-kakaomælk-pædagogikken«

Forsker har »en vigtig pointe«
På den baggrund mener Ole Henrik Hansen, der arbejder på på DPU ved Aarhus Universitet, at »forholdene er rystende i danske vuggestuer«.

Dette afvises af Christine Antorini.

»Det er lidt friskt at ville nedlægge samtlige institutioner baseret på, at han har besøgt ni institutioner i Storkøbenhavn. Det er ærgerligt, at han dømmer samtlige institutioner ude. Men Ole Henrik Hansen har en vigtig pointe, nemlig hvordan man kan arbejde med et mere organiseret læringsforløb og bedre ledelse i vuggestuerne«, siger Christine Antorini til politiken.dk.

Børne- og undervisningsministeren har nedsat en taskforce-gruppe, der skal kigge på problematikken. Med i gruppen af eksperter, der fremlægger deres anbefalinger 21. maj, sidder netop Ole Henrik Hansen.

SKRIV Hvordan har dit barn det i vuggestuen?

Barn ignoreret af voksen
Forskeren fra DPU mener især, at vi bliver nødt til at gøre op med det, han kalder »fri-hash-og-gratis-kakaomælk-pædagogikken«.

I hans optagelser fra en af vuggestuerne i Storkøbenhavn, kan man se en lille dreng på 14 måneder, der lukker sig helt ind i sig selv, efter han bliver ignoreret af en pædagog.

Hos pædagogernes forbund, Bupl, er man bekendt med optagelserne.

»Ole Henrik Hansen peger på nogle væsentlige ting og på at få fokus på børnene«, siger formanden for Bupl, Henning Pedersen, til Berlingske Tidende.

»Men han tegner et noget forenklet billede, som ikke tager højde for de vilkår, som pædagoger arbejder under i vuggestuerne«, tilføjer Henning Pedersen.

Pædagoger skal arbejde mere systematisk
Christine Antorini, hvordan oplever du selv forholdene i de danske vuggestuer?

»Jeg kan godt nikke genkendende til det, Ole Henrik Hansen siger. Men nogle af de steder, jeg selv har besøgt, bliver der gjort et stykke fremragende arbejde. Her har jeg oplevet skarpe, dygtige pædagoger. Men vi har i Danmark en pædagogisk strømning, der hylder den frie leg. Det, vi skal gøre, er at få flere pædagoger til at arbejde systematisk og skabe bedre samvær mellem børn og voksne«, siger børne- og undervisningsministeren.

Hvordan er tilstanden i de danske vuggestuer set i forhold til andre lande?

»Altså, detsom Ole Henrik Hansen siger, står ikke alene. Andre undersøgelser understøtter hans udsagn. Vi har en strømning, der stadig er fremherskende, som gå på, at der, hvor børn lærer mest, er ved at fordybe sig i egne interesser. Vi kan se, at vi adskiller os fra vores nordiske søsterlande, hvor man arbejder systematisk med at sætte leg og læring i fællesrum«, siger Christine Antorini til politiken.dk.

LÆS OGSÅForsker: Forholdene er rystende i danske vuggestuer

Bedre læring på dagsordenen
Hvad vil I gøre konkret for at rette op på problemet?

»I regeringen er vi meget optaget af, hvordan vi sætter bedre læring på dagsordenen. Vi søsætter et større udviklingsprogram i efteråret, 'Leg og læring', som går direkte på, hvordan vi løfter den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne. Men igen, jeg vil gerne sige, at jeg synes, det er synd, at Ole Henrik Hansen dømmer samtlige institutioner ude«.

Hvorfor?

»Fordi der faktisk er nogen pædagoger, der arbejder dygtigt og professionelt. Jeg har bl.a. besøgt en daginstitution i Hillerød, hvor man har vendt pædagogikken fuldstændig om og sat nogle pædagogiske læreplaner aktivt i spil. Det handler ikke om, at de har sat børnene i vuggestuen på skolebænken, men om at de sætter fokus på både leg og læring. Og på bare et år kan de måle fremskridt«, siger Christine Antorini.

LÆS OGSÅ Københavner-politiker vil have undersøgt byens vuggestuer

FACEBOOK Bliv ven med Politiken