Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 4. maj. 2012 KL. 23.27

Langt færre ansatte bliver tjekket af PET

Siden 2009 er antallet af personundersøgelser udført af PET dalet kraftigt.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

PET-KONTROLLER

Så mange personundersøgelser foretager PET:

2006: 23.324

2007: 27.864

2008: 33.457

2009: 41.589

2010: 31.927

2011: 33.461

Antallet af sager, hvor virksomheder skal have sikkerhedsgodkendt ansatte til at arbejde med klassificerede oplysninger om blandt andet våben og it-sikkerhed, er faldet dramatisk.

Ifølge tal fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der foretager de såkaldte personundersøgelser, blev 33.461 personer tjekket sidste år. Det er 20 procent færre end i 2009, hvor PET foretog 41.589 personundersøgelser.

Politiken dokumenterede i 2010, hvordan mange sikkerhedstjek var overflødige, og hvordan det voksende antal personundersøgelser betød lange sagsbehandlingstider og alvorlige sikkerhedsproblemer, fordi medarbejdere ofte blev sat til at håndtere fortrolige oplysninger uden den lovpligtige godkendelse fra PET.

Klimatopmøde og Kastrupsikkerhed kostede
Det faldende antal personundersøgelser skyldes blandt andet fraværet af højtprofilerede begivenheder som klimatopmødet COP15, hvor mange tusind involverede skal sikkerhedsgodkendes, oplyser PET.

Desuden iværksatte Københavns Lufthavn i 2009 en ny sikkerhedsplan, som medførte, at mange medarbejdere på samme tid skulle godkendes til et højere sikkerhedsniveau.

FAKTAHvad er en sikkerhedsgodkendelse?

Men en stor del af forklaringen på det dramatiske fald skal også findes i den teknologiske udvikling, vurderer tidligere operativ leder af PET Hans Jørgen Bonnichsen.

»For et år siden var store dele af den offentlige sektor i gang med omfattende edb-installationer. Det er man blevet færdig med, og det betyder formentlig færre nye sikkerhedsgodkendelser«, siger han.

NEDGANG.  Hans Jørgen Bonnichsen peger på offentlige besparelser som en del af forklaringen på nedgangen i antallet af sikkerhedskontroller. Arkivfoto: Jacob ErhbahnBesparelser påvirker PET-tjek
Hans Jørgen Bonnichsen peger desuden på de offentlige besparelser, som ifølge den tidligere PET-chef spiller ind på det dalende antal personundersøgelser.

»Den almindelige recession i det offentlige medfører færre ansatte, der beskæftiger sig med it. Og så ser vi en større nøgternhed i den centrale administration, hvor man udviser kritisk sans, i forhold til hvem der skal personundersøges«.

Prosa: For mange blev kontrolleret
Den vurdering deles af Hanne Lykke, næstformand for it-medarbejdernes fagforbund, Prosa.

»Det er rigtig godt og helt nødvendigt, at der nu tjekkes på et mere realistisk og rigtigt niveau. Man skal tage sikkerheden alvorligt, men medarbejderne skal ikke bremses af unødvendige tjek«, siger Hanne Lykke.

»Eksplosionen i sikkerhedsgodkendelser var fuldstændig vanvittig, fordi man nærmest lavede industri ud af at sikkerhedstjekke alle medarbejdere og ikke kun dem, der arbejder med fortrolige oplysninger. Det lader der til at være styr på nu, og det er en god nyhed«, mener Prosa’s næstformand.

Ifølge de gældende regler foretager PET som national sikkerhedsmyndighed personundersøgelser af medarbejdere i både offentlige eller private virksomheder, der gennem deres arbejde får adgang til følsomme oplysninger.

Efterfølgende vurderer arbejdsgiveren, om ansøgeren kan sikkerhedsgodkendes.

Det er positivt, at PET ikke skal bruge tid og ressourcer på at undersøge helt almindelige danskere.

Jacob Mchangama

Cepos: Nettet spændt for bredt
I årene frem til 2009 steg antallet af personundersøgelser med op til 70 procent, men nu peger tendensen altså i retning af færre sikkerhedstjek – en udvikling, der glæder den liberale tænketank Cepos.

Her ser chefjurist Jacob Mchangama tendensen som et udtryk for en erkendelse af, at man tidligere »har spændt nettet for bredt ud«.

»Det er positivt, at PET ikke skal bruge tid og ressourcer på at undersøge helt almindelige danskere. I den forstand er det positivt, at man koncentrerer indsatsen om dem, der vitterlig skal tjekkes, fordi de arbejder med fortrolige oplysninger«, siger han.

PET modtager ikke penge for at foretage personundersøgelser.

Det har ikke været muligt at træffe PET-chef Jacob Scharf for en kommentar.

FACEBOOKBliv ven med Politiken