Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 7. maj. 2012 KL. 11.38

Hensynet til Rusland lukker dørene i dansk spionsag

Landsretten følger Udenrigsministeriets ønske i sag mod spiontiltalt professor.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Sagen mod den spiontiltalte finske professor, Timo Kiwimäki, skal foregå for lukkede døre, har Østre Landsret bestemt, i dag.

Landsrettens tre dommere følger en skriftlig erklæring fra Udenrigsministeriet, som i følge landsrettens kendelse anfører, at »hensynet til statens forhold til fremmede magter og særlige hensyn til en fremmed magt (Rusland, red.) vejer tungt«.

Også offentlighedens interesse i at få information om sagen »vejer tungt«, skriver retten, men kommer til den konklusion, at hensynet til bl.a. Rusland »vejer tungere«.

Tiltalt efter den milde spionparagraf
Timo Kiwimäki var professor i statskundskab ved Københavns Universitet, da han 8. september 2010 blev anholdt af Politiets Efterretningstjeneste og sigtet efter den såkaldt milde spionparagraf, som gør det ulovligt at hjælpe udenlandske efterretningstjenester.

I januar 2011 afgjorde PET, at der ville blive rejst tiltale mod Timo Kiwimäki, og han blev suspenderet fra sit job.

Han har selv fortalt til flere aviser, at han siden 2002 har udarbejdet rapporter om politiske forhold forskellige steder i verden til embedsmænd fra den russiske ambassade.

Det er dog også kommet frem, at han modtog dollar-sedler i små kuverter, når han mødtes med russerne, som PET mener, er agenter. Han har desuden udleveret navne på forskere fra universitetet til russerne, ligesom han blev anholdt, fordi han var på vej til et møde, hvor han ville udlevere navne på en halv snes studerende til sin kontaktperson.

LÆS OGSÅSpiontiltalt: Jeg ville aflevere fire navne til russerne

Timo Kiwimäki kalder selv sin kontakt med russerne for harmløs og nægter sig skyldig.

Anklageskriftet forbliver ukendt
Anklagemyndigheden begærede i et retsmøde i Retten i Glostrup for knap to uger siden sagen behandlet for lukkede døre, ligesom selve begrundelsen for at lukke dørene skulle foregå for lukkede døre.

Det ønske fulgte byretten, og i dag har landsretten altså bekræftet byrettens afgørelse, der var kæret af bl.a. den tiltaltes forsvarer, Anders Nemeth.

Med landsrettens beslutning bliver anklageskriftet mod Timo Kiwimäki ikke offentliggjort, og han vil selv være afskåret fra at udtale sig om det, der er foregået i retten.

FACEBOOKBliv ven med Politiken