Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 10. maj. 2012 KL. 19.16

Marlene Wind: »Det var eddermame svært at holde kæft«

Det var en følelsesladet affære, da Tøger-prisen blev uddelt her tilaften.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi var vant til tunge drenge i hængerøv og fløjlsbukser, så Tøger var noget af et blæsevejr

Marlene Wind, professor

Det var en berørt forsamling, der i dag overværende den første overrækkelse af den nystiftede Tøger-pris, der gik til professor ved Københavns Universitet, Marlene Wind.

Administrerende direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch var den første til at mindes Tøger Seidenfaden.

»Der går sjældent en dag, uden jeg tænker på Tøger. Jeg savner ham forfærdeligt, og jeg ved, at mange af jer har det på samme måde. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at glæden over at have kendt ham skal være større end savnet. Og det kommer vel med tiden«, sagde han.

Et stykke klassisk musik gav tid til, at hver især kunne mindes Tøger Seidenfaden. Og flere blandt publikum var tydeligt rørte.

En hyldest til Tøgers værdier
Komitéformand Nader Mousavizadeh præsenterede prisen indledningsvist.

»Hvorfor denne pris? Fordi vi savner Tøger. Vi savner hans venskab, hans stemmer og hans kamplyst i debatten. Vi savner ham, der var villig til at tage kampen op for et bedre Danmark«, sagde han om prisen, der gives til en person, der med ord og handlinger fører Tøger Seidenfadens værdier videre.

Marlene Wind får prisen blandt andet fordi, »hun bruger sin viden til at engagere det brede samfund, fordi det kan gøre en forskel«, sagde han.

PORTRÆTMalene Wind: Den utrætteligt engagerede formidler

Marlene Wind kom i modvind, da hun i sommer gik imod Dansk Folkeparti forslag om at genindføre grænsekontrollen. Et forslag, som professoren kaldte for »en appel til laveste fællesnævner og den indre svinehund«.

»For godt et år siden kom Marlene Wind til at sige sandheden. Hun gjorde opmærksom på, hvilke konsekvenser det vil få, hvis man lader fordomme styre.«, sagde Nader Mousavizadeh.

En smule forelsket i Tøger
For Marlene Wind var Tøger Seidenfaden et intellektuelt fyrtårn og en rollemodel. Og det bar hendes takketale præg af.

»Da vi alt for tidligt mistede Tøger, mistede vi en stemme i den danske debat, som er uerstattelig«, sagde hun.

LÆS OGSÅNu uddeles den første Tøger-pris

Priskomitéen

I komitéen sidder Nader Mousavizadeh, direktør, Oxford Analytica. Tine Eiby, journalist, Weekendavisen. Helle Porsdam, professor ved Københavns Universitet. Per Magid, advokat. Klaus Carsten Pedersen, direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab. Lars Munch, administrerende direktør, JP/Politikens Hus. Poul Erik Tøjner, direktør, Louisiana.

Marlene Wind stiftede første gang kendskab med Tøger Seidenfaden, da han underviste på statskundskab på Aarhus Universitet. Hun var 21 somre og elev, og han var den københavnske underviser, der kom direkte fra Yale University.

»Vi var vant til tunge drenge i hængerøv og fløjlsbukser, så Tøger var noget af et blæsevejr. Han blæste os ud af klasselokalet allerede efter de første lektioner. Det var meget inspirerende«, siger Marlene Wind, der også fortæller, at de fleste var en smule forelskede i Tøger Seidenfaden.

Tøger ville have bakket op i sag om grænsekontrol
Marlene Wind er ikke i tvivl om, at Tøger Seidenfaden ville have bakket hende op i sagen om grænsekontrollen.

»Tøger ville have været en ligeså strid kamphane i forsvaret for de åbne grænser i Europa, som jeg var i sidste sommers grænse-kontrolsag. Og jeg er overbevist om, at han – som jeg – ville have skoset især den borgerlige regering for at have droppe alle sine europæiske idealer og ladet sig koste rundt i manegen af Dansk Folkeparti«, sagde professoren i sin tale.

LÆS OGSÅPriskomité: Tøger ville have beundret Marlene Wind

Hun måtte efter sagen trække sig fra spalterne, men »det var eddermame svært at holde kæft«, sagde Marlene Wind, der ikke har villet udtale sig om de personlige konsekvenser af sagen.

Og det er det også slut med. Marlene Wind knyttede nemlig endnu en kritisk og uindpakket kommentar til sagen i aften.

Der er nemlig kommet nye oplysninger frem i sagen, som Jyllands-Posten på baggrund af en aktindsigt kunne afsløre 11. april. Aftalen om grænsekontrol blev indgået med det argument, at den grænseoverskridende kriminalitet har været stigende.

Modtager.  Udover æren fik Marlene Wind overrakt 25.000 kroner. Foto: Martin Lehmann

Det satte efterfølgende embedsmænd på stort arbejde, for det var svært at finde dokumentation for det, viser aktindsigten. En direktør i Skatteministeriet bad derfor sine medarbejdere »udarbejde noget, der ligner noget«, fremgik det af avisen.

»Der var tale om manipulation«, slog Marlene Wind fast.

Hun benyttede også scenen til at give danskerne en opsang for deres naive holdning til EU og de danske retforbehold.

En rørt Marlene Wind
Afslutningsvist talte Marlene Wind direkte til Tøger Seidenfadens tre sønner, der sad på forreste række.

»Jeg føler med Jer, og jeg har tænkt rigtig meget på Jer. Tusind tak allesammen og tak for jeres opmærksomhed«, sluttede en rørt Marlene Wind.

Og så var der vin og tapas til dem, der var mødt op for at hylde Tøger Seidenfaden og de værdier, der knytter sig til den nye pris, der udover æren består af 25.000 kroner.

FACEBOOKBliv ven med Politiken