Amy kommer omsider til psykologundersøgelse i august 2011, fem måneder efter at hun blev anbragt hos plejefamilien. Hun er der 5-6 gange, og psykologen gennemfører en række test.

Lene Kamm er psykolog med speciale i adoptionsforløb og er blandt andet leder af PAS-rådgivningen under familieretsafdelingen i Ankestyrelsen. PAS står for post adoption service og hjælper familier med problemer, der kan dukke op, efter at de har adopteret.

»Adoptivbørn kan have mange reaktioner på deres kaotiske start i livet, men i langt de fleste tilfælde kommer de i en god udvikling, når de knytter sig til deres nye forældre og omvendt. Når det ikke er sket i Amys tilfælde, behøver det ikke at være barnet, der er noget galt med – årsagen kan også ligge hos forældrene,« siger Lene Kamm.

KAPITEL 1: Den er helt gal, forældrene kan slet ikke rumme Amy

Selve det at være i en familie er det, adoptivbørn har allermest brug for. Kun i sjældne tilfælde går det helt galt og ender med anbringelse som en sidste udvej.

Amy har tilbragt de første år af sin barndom i en familie, så hun skulle have alle chancer for at knytte sig, hvis hun er et sted, hvor hun føler sig tryg og accepteret, mener Lene Kamm, som kender sagen personligt og har mødt Amy og plejefamilien.

Anbefaler at Amy bliver
Psykologundersøgelsen konkluderer, at Amy er faldet godt til i plejefamilien, der ikke oplever de konflikter, som adoptivforældrene oplevede. Amy er en skrøbelig pige, som har svært ved at danne et tæt og tillidsfuldt tilknytningsforhold, men der synes at være gode udviklingspotentialer, hvis hun tilbydes de rette forhold.

»Amy har behov for at være i en familie, hvor der er rolige, stabile og trygge rammer«, mener psykologen og videre:

»Det skønnes, at plejefamilien kan give Amy disse rammer til yderligere personlighedsmæssig udvikling. Det anbefales, at de får tilbud om supervision«.

Beskeden bliver mundtligt overbragt til Hanne og Ole og Amy: Psykologen vurderer, at Amy er egnet til at knytte sig til andre mennesker og bo i en familie.

KAPITEL 2:Nu vil Amy kun være hos Hanne og Ole

Hun vil anbefale, at Amy bliver i plejefamilien, så hun ikke skal igennem flere skift.

Amy er henrykt. Hun hyler af glæde, hviner, hopper og danser. »Det var ligesom, hvis hun havde vundet i lotto«, fortæller plejestoresøsteren Julie.

Men først skal hun tvangsfjernes
Sideløbende kører sagen om, hvorvidt adoptivforældrene, som nogle måneder forinden havde opgivet Amy og aldrig ville se hende igen, skal have hende tilbage, efter de har ombestemt sig. Amy har været frivilligt anbragt, nu vil kommunen stadfæste og gøre anbringelsen til tvang.

Amy ved godt, hvad hun vil. Hun vil være hos Hanne og Ole og deres børn og plejebørn. Allerhelst vil hun tage familiens efternavn og kalde dem for mor og far, men det får hun ikke lov til. Så finder hun på at kalde dem Hanne-mor og Olle-far.

Inden kommunen træffer sin beslutning, skal de høre Amy. Det siger loven. Amy har i mellemtiden fået en bisidder fra Børns Vilkår, som har et korps af frivillige, der hjælper i børnesager. Bisidderens rolle er at ledsage barnet til møder og samtaler og hjælpe med at forstå, hvad der bliver sagt og huske at få stillet de rigtige spørgsmål.

25. oktober 2011 finder børnesamtalen om Amys ønsker til sin fremtid sted hos kommunen. Sagsbehandleren og hendes leder er til stede sammen med bisidder Solo Willer. Amy ved, hvad hun vil: »Jeg vil ikke flytte til flere familier; det vil ødelægge mit liv, og det har jeg ikke lyst til. Jeg vil blive boende hos Hanne og Ole«.

KAPITEL 3: Amy tørster efter nyt fra Etiopien

Men det er ikke en god samtale for Amy. »De lod, som om de lyttede til mig, men det gjorde de jo ikke rigtigt. De sagde bare »ja, okay«. Andet svar fik jeg ikke. De siger, at man kan godt lytte til dig, men det er ikke dig, der bestemmer«, fortæller hun i dag.

Allerede dagen efter har kommunen truffet en beslutning: Amy skal flyttes til et opholdssted. 10. november kommer to medarbejdere ud på plejefamiliens gård og fortæller Amy, at hun ikke skal blive hos Hanne og Ole, men skal på en institution. Hanne er blevet bedt om at forlade huset under mødet, men Amys bisidder, Solo Willer, er til stede. På Amys vegne beder hun om en begrundelse.

Der er sat en time af til mødet, men da der er gået 17 minutter siger Amy, at nu kan de godt gå. For de vil jo ikke hendes bedste.

Hun er også meget forvirret – det er torsdag, og tvangssagen skal behandles den følgende mandag. Hvordan kan man så planlægge, at hun skal på institution? Og hvorfor kan hun ikke få en forklaring?

Amys adoptivforældre ønsker ikke at medvirke i artiklen. I en udtalelse skriver de blandt andet: »Vi genkender på ingen måde Politikens udlægning af sagen. For at beskytte vores familie ønsker vi ikke, at sagen skal udspille sig i medierne. Vi elsker vores datter og samarbejder med relevante myndigheder«.