Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 7. jun. 2012 KL. 06.32

Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens

Landbruget støtter indgreb fra miljøministeren og er klar til at slå hårdt ned på medlemmer, der køber ulovlig sprøjtegift.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det skal have konsekvenser, hvis landmænd indkøber ulovlig sprøjtegift og gødning, mener Landbrug & Fødevarer, landbrugets egen interesseorganisation.

Landbrugstoppen er parat til at slå hårdt ned på medlemmer, der bryder loven. Derfor bakker organisationen op om miljøminister Ida Aukens (SF) forslag om at fratage landmænd, der køber de ulovlige ting, retten til at sprøjte deres marker.

»Når man opfører sig uansvarligt ude i trafikken, er der nogen, som kommer og tager dit kørekort. Det samme mener vi skal gælde her«, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.

Ministeren glæder sig over opbakning
Ifølge Niels Jørgen Pedersen vil forslaget tvinge landmændene til helt at droppe sprøjtegift eller hyre en maskinstation til at udføre opgaven.

Det sidste er dyrere end at gøre det selv, siger formanden, der driver en gård i Nordjylland.

Opbakningen fra landbruget glæder Ida Auken.

»Der er brug for et markant holdningsskifte i landbruget. Derfor er jeg glad for, at de bakker op om forslag, der kan hindre brug af ulovlige sprøjtemidler«, siger hun.

Både miljøministerens forslag og landbrugets opbakning kommer i kølvandet på Politikens afsløringer af, hvordan kriminelle bagmænd forsyner danske landmænd med ulovlige sprøjtemidler og gødning.

LÆS ARTIKLEN Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil

For at beskytte grundvandet og vandmiljøet i søer, åer og fjorde har skiftende regeringer siden 1980’erne indført begrænsninger for brugen af sprøjtegift og gødning.

Ved at købe stofferne sort gennem kriminelle bagmænd kan danske landmænd imidlertid relativt let få adgang til at sprøjte og sprede større mængder ud på markerne end tilladt – til skade for grundvandet og vandmiljøet.

Niels Jørgen Pedersen, hvorfor bakker I op om Ida Aukens forslag?

»Jeg har fået mange henvendelser fra landmænd, der er sure på den ulovlige handel. De landmænd, der gør det her, trækker faktisk store veksler på resten af erhvervet. Og det vil mange landmænd ikke acceptere«.

LÆS OGSÅGødning og gift til landbruget kommer med skib og lastbil

Danmarks Naturfredningsforening ønsker at gå endnu længere. Foreningen foreslår, at landmænd, der afsløres i den ulovlige handel, skal miste retten til at drive landbrug.

»Politikerne bør drage konsekvensen og fratage landmanden retten til at drive landbrug, når han vælger at gamble med vores grundvand«, siger foreningens præsident, Ella Bisschop-Larsen.

Ifølge European Crop Protection Association, ECPA, sælges mellem 5 og 7 procent af alle sprøjtemidler i Europa illegalt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken