Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 14. jun. 2012 KL. 15.12 opdateret 14. jun. 2012 KL. 15.25

Dømt forsker accepterer sin dom for spionage

Den 49-årige forsker Timo Kivimäki anker ikke sin dom på fem måneders fængsel.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Den 49-årige forsker Timo Kivimäki anker ikke den dom på fem måneders fængsel for spionage, som han fik ved Retten i Glostrup 31. maj.

Det oplyser hans advokat, Anders Nemeth, til Ritzau.

Den finske professor blev dømt for at udlevere dokumenter med referater og samtaler fra forskellige konferencer, fire CV’er på medarbejdere fra Center for Militære Studier samt en rapport og en pressemeddelelse fra instituttet på universitetet.

Desuden havde han forsøgt at overdrage en liste med navne på nogle af sine studerende.

Har hele tiden nægtet sig skyldig
Kivimäki, der har været suspenderet fra sit arbejde på Københavns Universitet siden sin anholdelse, har under hele sagen nægtet sig skyldig.

Dommen på de fem måneder var kortere, end anklageren gik efter, og forskeren slap for at blive udvist af Danmark.

Var tydeligt chokeret
Efter dommen i maj langede han tydeligt chokeret ud efter den danske efterretningstjeneste PET.

»Jeg mener, at retten har troet på PET’s paranoide verden«, sagde han.

Sagen har været fuldstændig mørkelagt, så offentligheden ikke har kunnet få det fulde indblik i anklagerne mod forskeren. Den har kørt for hermetisk lukkede døre af hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter.

Retssagen begyndte 8. maj i år, men allerede tilbage i 2010 blev Kivimäki anholdt af betjente fra PET.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

nyheder@pol.dk