Centerdirektør og professor Bent Ottesen fra Rigshospitalet kan stadig huske, hvordan stuegang var i de gode gamle dage.

»Det var professoren, der gik stuegang, og så stod vi andre klar, mens patienten lå ret i sengen. Der var et helt klart hierarki«.

»Først kom professoren, siden oversygeplejersken, reservelægen og til sidste sygeplejeeleven, som holdt vaskefadet, hvis professoren havde behov for at vaske hænder, når patienten var undersøgt. Og når vi så var færdige på en stue, gik vi videre til den næste«, siger Bent Ottesen, mens solen skinner ind ad loftvinduerne på syvende sal af Rigshospitalet.

Den klassiske stuegang, som de fleste, der har tilbragt blot én enkelt nat på et danske hospital, kender til, er imidlertid hastigt på vej ud i glemslens tåger til fordel for nye og langt mere effektive kommunikationsveje mellem patient og læge.

»I dag er det meget mere nuanceret, individualiseret og dynamisk. Det er kun den relevante læge, der mødes med patienten. Og lægen har en klar fornemmelse af, hvor patienterne er i forløbet, og hvad de har brug for. Det sparer tid og penge«, siger Bent Ottesen.

Inspiration fra Toyota
Ændringerne i stuegangen illustrerer en større forandring af det danske sundhedsvæsen, hvor gamle og hæderkronede traditioner ses efter i sømmene i jagten på besparelser og mere effektive og bedre måder at behandle patienterne på.

Inspiration er i vidt omfang hentet fra Japan, hvor bilfabrikanten Toyota i 1960’erne introducerede Lean-metoden som et middel til at forbedre og forenkle produktionsprocesserne i kampen mod de amerikanske bilproducenter.

Metoden går ud på, at du klart definerer, hvad målet er, og konstant gennemgår produktionen for spild og mulige forbedringer.

»Lean er blevet stuerent i sundhedskredse. Det kunne man ikke snakke om for 10 år siden, hvor den gængse holdning var, at du ikke kunne overføre en metode fra bilindustrien til hospitalsverdenen, hvor vi havde at gøre med mennesker af kød og blod«, siger Bent Ottesen, der to gange årligt beder sine medarbejdere om forslag til, hvad der kan laves af forbedringer på alt fra stuegangen, til ambulatorierne og patientsamtalerne:

»I dag er der en helt anden åbenhed. Der er en erkendelse af, at vi også kan gøre tingene smartere«.

Krisen sætter sine spor
Han bakkes op af sin kollega, professor og overlæge Henrik Kehlet, der trods sin modstand mod smarte slagord som Lean alligevel drager en parallel til bilernes verden.

»Hvis du skifter forhjulet på en bil, kører den med det samme. Når du skifter knæet på en patient, går vedkommende ikke hjem med det samme. Det handler om at finde frem til årsagen og med den viden sikre en bedre behandling«, siger han.

Introduktionen af Lean kan dog næppe i sig selv tage al æren for, at det for første gang i 15 år er lykkedes at bremse væksten i de galopperende sundhedsudgifter, der for tre år siden blev karakteriseret som noget nær ustoppelig af vismændene i Det Økonomiske Råd.

Den økonomiske krise spiller også en central rolle.

»Det har været nogle ret hårde sparerunder, der er kørt gennem systemet. Det har presset os ud i en situation, hvor vi er blevet tvunget til at tænke nyt«, siger Bent Ottesen.

Ukendt territorium
På den front ligner udviklingen på Rigshospitalet, hvad man har set i mange andre lande, hvor udgifterne til sundhedssystemet også er på vej ned, fortæller økonom i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD David Morgan.

»I begyndelsen af krisen var der en tendens til, at mange regeringer slog en ring om sundhedssystemet. Her skulle der i hvert fald ikke spares. Men som krisen har udviklet sig, har man måttet sande, at man også har været nødt til at skære på dette område«, siger han og tilføjer:

»Vi bevæger os ind på ukendt territorium. Det er første gang i mange årtier, at der overordnet set er blevet skåret i udgifterne til sundhed«.

LÆS OGSÅMedicinudgifter falder for første gang i landets største region

Det store spørgsmål er da også, hvad besparelserne kommer til at betyde for behandlingen i Danmark og i resten af verden. Er det muligt at spare, uden at det går ud over patienternes helbred?

Historien skræmmer. Da man i 1980’erne skar hårdt i sundhedsudgifterne, gik det i ifølge Jes Søgaard, der er direktør for Dansk Sundhedsinstitut og anses for en af de førende danske sundhedsøkonomer, hårdt ud over folkesundheden.

»Det er omdiskuteret, men jeg tror, at besparelserne er en vigtig forklaring på, at gennemsnitslevealderen i Danmark i 1980’erne ikke steg så meget som i andre lande« siger han og tilføjer, at det kan skyldes, at der blev skåret på en »hardcore« måde, hvor der ikke blev skelet synderligt til konsekvenserne.

Besparelser uden kaos
Jes Søgaard er dog ikke så bekymret i dag.

»Der er en helt anden sammentænkning af økonomi og medicin end for 30 år siden. Derfor forventer jeg heller ikke, at vi ser de samme negative sundhedskonsekvenser af opbremsningen i udgifterne, som vi så i 1980’erne«, siger han.

»I Sydeuropa er mange af de behandlings- og udviklingsmiljøer, som det tager årtier at bygge op, blevet ødelagt. Det er ikke sket i Danmark, hvor vi ret hurtigt har opnået besparelser uden det kaos, som er opstået i andre dele af verden«, supplerer han.

Indlagt en enkelt dag
Og så er vi tilbage ved de smartere behandlingsmetoder, som har vundet indpas på de danske hospitaler.

En af bannerførerne er professor Henrik Kehlet, der har været med til at starte en stille revolution, som i sig selv har ført til besparelser i milliardklassen. Et af de områder, hvor hans metoder – der i fagkredse går under navnet ’accelereret operationsforløb’ – har sat sit fede aftryk, er på hofte- og knæoperationer, som der årligt bliver lavet omkring 12.000 af i Danmark.

»For 10 år siden lå du 10 dage på hospitalet efter en operation. I dag ligger du kun 4 dage. Det er en kæmpeforbedring, hvor du har opnået en økonomisk gevinst, men også har forbedret behandlingen af patienterne«, siger Henrik Kehlet.

LÆS OGSÅDrastisk fald i fedmeoperationer sparer sygehuse for 100 millioner

Hans grundtanke er, at patientforløbene skal tilrettelægges bedre ved at øge og forbedre behandlingen efter en operation, for eksempel ved genoptræning, smertebehandling og fokus på ernæring. Det giver mulighed for, at patienterne hurtigere bliver raske og er indlagt i kortere tid.

»Det gælder om hele tiden at stille spørgsmålet, hvorfor er patienten på hospitalet, og hvordan løses problemet? Det stopper ikke, før vi kan lave alle operationer med en dags indlæggelse«, siger Henrik Kehlet.

»Men jeg vil gerne understrege, at det for mig at se er ligegyldigt, om vi bruger 0,1 procent mere eller mindre af bruttonationalproduktet på sundhed. Det afgørende er for mig at se, at vi afsætter nogle penge til kvalitetskontrol. Gavner det, når der bruges flere penge? Og hvilken betydning har det, når vi sparer?«.

Hold fast i kvaliteten
Men Henrik Kehlet hverken kan eller vil selvfølgelig kunne tage hele æren for, at der tilsyneladende er kommet styr på de offentlige sundhedsudgifter efter mere end 15 års uafbrudt stigning.

Den bratte opbremsning handler også om politiske prioriteringer. Og så handler det om, at man er blevet langt mere mådeholden med at bruge den meget dyre medicin, fortæller sundhedsøkonom Jes Søgaard.

»Der har i perioder været en tendens til overbehandling, men ved at udstikke nogle meget strikse retningslinjer er der bedre mulighed for at sikre, at det er de rigtige patienter, der får medicinen«, siger han.

Det stemmer godt overens med OECD’s tal, der viser et 2,4 procents fald i udgifterne til medicin i det danske sundhedsvæsen. Det lyder måske ikke af meget, men skal ses i lyset af, at der konstant kommer nye og ofte dyrere typer af medicin på markedet.

Mindst lige så vigtigt er det at sikre, at de patienter, der indlægges, ikke rammes af nye sygdomme.

I dag er det sådan, at der under cirka hver tiende indlæggelse sker en utilsigtet hændelse, hvor patienten eksempelvis pådrager sig en ny sygdom, der kræver behandling.

Kan den slags hændelser udryddes, vil det både være til gavn for patienterne og de offentlige kasser, påpeger Jes Søgaard.

»Jeg vil sige, at det danske sundhedsvæsen er på vej i den rigtige retning. Tidligere var det sådan, at økonomi kørte på et spor, faglighed på et andet og forskning på et tredje. I dag er man blevet meget bedre til at tænke de ting sammen. Men der er selvfølgelig stadig ting, som vi kan lære af andre«, siger Jes Søgaard.