Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 22. jul. 2012 KL. 15.15

Nordmand i Danmark: Når man husker, føles det frygtelig trist

Over 200 mennesker samledes i dag i den norske sømandskirke i København.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Terror i Norge


22. juli 2011 kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.


INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt sig skyldig begge angreb. Han mener dog, at han handlede i nødværge for at forhindre, at det norske samfund blev udslettet af den muslimske kultur.

Den 24. august idømmer retten i Oslo ham den strengeste straf i norsk straffelov, forvaring i 21 år.

Reelt kan det ende som en livstidsdom i fængslet, da domstolen efter 21 år kan forlænge hans straf med fem år ad gangen, hvis det skønnes, at Breivik stadig er til fare for samfundet.

Læs alt om terrorangrebene

»Nogen må våge i verdens nat, nogen må tro i mørket«.

Sådan synger de omkring 200 danskere og nordmænd, der er samlet til mindegudstjeneste i den norske sømandkirke i København.

Mange af stolepladserne er optaget af gråt hår og skaldede isser, men der er også unge mennesker med undercut og solbriller i panden. Nordmænd i alle aldre er samlet for at mindes ofrene for Anders Behring Breiviks uhyrligheder for et år siden.

LÆS OGSÅUnge danskere udgiver stjernebesat sang til minde om Utøya

Det er en blanding af normænd med dansk adresse og nordmænd, der er på ferie i Danmark, men alligevel gerne vil markere etårsdagen for massakren på Utøya.

På alteret ligger 77 røde roser sirligt arrangeret.

»Roserne symboliserer de ofre, vi mindes og aldrig glemmer. De ofre, der har understreget vigtigheden af, at vi holder sammen«, siger den ene af de i alt tre præster, der står for mindegudstjenesten.

Danskere til gudstjeneste vil vise støtte
»Vi er kommet for at vise støtte og mindes ofrene. Vi tror, at det er vigtigt for nordmændene, at vi er her i dag og understreger de tætte relationer mellem Danmark og Norge«, siger 21-årige, danske Johannes Jacobsen, der er taget hen i Sømandskirken sammen med sin bror.

»Og så er det vigtigt, at vi husker og mindes, hvad der er sket, for at undgå, at det sker igen«, tilføjer han.

Flere danskere er dukket op i dag. Arne Normann er her med sin kone, fordi de begge har boet 25 år i Norge, og opfatter det som deres andet hjemland, og fordi terrorangrebet kom meget tæt på dem 22. juli sidste år.

»Vi var 200 meter fra bomberne, da de sprang i Oslo 22. juli sidste år. Men det var først lidt efter, da vi stod foran et fjernsyn, at det gik op for os, hvad der skete«, siger han.

LÆS OGSÅPolitiken.dk i Oslo: I dag er både en slutning og en ny begyndelse

Marianne Falck Ordby kom for første gang i Sømandskirken for et år siden. Massakren på Utøya gjorde kæmpe indtryk på hende, fordi hun selv har fire børn på samme alder som mange af ofrene. Selvom hun ikke var personligt berørt, havde hun brug for at komme sted, hvor der var plads til eksistentielle samtaler, og det har hun også i dag.

»Jeg synes, gudstjenesten i dag var stærk og eftertænksom. Den var fuld af medfølelse, men ikke af overdrevent føleri«, siger hun.

Generation 22. juli
Der er flere taler under gudstjenesten, og en sangerinde fylder flere gange kirkerummet med følsom solosang.

Både en repræsentant fra den norske ambassade og Jonas Kaastrup Sørensen fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, står på talerstolen.

»I dag er det et år siden, alt, hvad vi står for, blev udfordret på en sådan måde, at verden aldrig bliver den samme igen«, siger Jonas Kaastrup Sørensen.

»Min generation er blevet generation 22. juli. Vi har lært af det her, at vi aldrig må tage demokratiet og fællesskabet for givet, og hver gang vi gør noget for at styrke de ting, så ærer vi dem, der gav deres liv«, siger han, og får flere til at finde hvide servietter frem og duppe sig om øjnene.

LÆS OGSÅStoltenberg: Gerningsmanden mislykkedes. Folket vandt

Efter hans tale står alle op og synger med på 'Kringsatt av fiender', og kirkerummet tager imod tonerne, forstærker dem og gør luften tæt af sangens budskab om fred.

Lys i mørket
I hjørnet af kirken står en sort smedejernslysestage med et stort stearinlys i midten, som bliver brugt til at tænde alle de små lys, som hurtigt bliver sat i stagen, så der til sidst kun er få ledige pladser.

En af dem, som tænder lys er 24-årige Christine Aarloft. Hun er på ferie i Danmark, men bor til daglig i Oslo, og sætter pris på, at der er et sted, hvor hun kan markere dagen sammen med andre nordmænd.

»Det har faktisk været ganske som det plejer at være ung i Oslo det sidste år. Men indimellem, når man er gået i gaderne, har man fået øje på afspærringerne, og så husker man alt. Det føles frygtelig trist«, siger hun.

LÆS OGSÅ»Utøya har styrket os i kampen for mere demokrati og åbenhed«

Lys synes at være temaet i dagens gudstjeneste. Begge præster nævner flere gange, at lyset var det første Gud skabte.

»Små gnister kan også give lys i det dybeste mørke«, siger den ene af præsterne, og opfordrer alle til ikke at lade hadet og mørket opsluge dem, men at bruge kærlighedens lys til at overvinde det.

Efter halvanden time, kirkekaffe og småkager siver de fremmødte ud af kirken og ud i lyset for at leve videre.