Støvregnen satte ind, da Jane og hendes mor, Annie, forlod det distriktspsykiatriske center.

Det var i den periode for fem år siden, da Annies sygdom var værst, og hun kunne ligge uger i sengen »og kigge på træerne udenfor og spørge mig selv, hvorfor jeg mon var her, og kunne jeg ikke bare forlade det hele og dø?«.

Affaldet i lejligheden var for længst vokset dem over hovedet.

Jane brugte mest nætterne på at sidde i sin rede i skarnsdyngerne og surfe på computeren efter artikler om psykiatri eller samle elektroniske puslespil. Hvis hun da ikke kravlede op i deres fælles seng for at nusse sin mor til ro.

Om dagen vågede hun over moderen, skrev klagebreve til statsministeren eller Ombudsmanden, sørgede for mad og medicin.

Jane blev rasende, da personalet på det distriktspsykiatriske center efter en kort undersøgelse sagde, at de ikke kunne hjælpe Annie, og de to gik ud i regnen.

»De sagde, at det eneste, der var galt med os, var vores forhistorie. Det at vi boede sammen som mor og datter, og at vi var ens klædt og havde langt hår begge to«.

Kvælningsfornemmelser
»Husk lige, inden I går ind i lejligheden, at udskille en masse spyt i munden. Det hjælper på jeres trang til at kaste op på grund af lugten derinde«.

Kommunalpolitikeren Arne Bech fra Hvidovre ved, hvad han taler om. Han har været i lejligheden flere gange i år.

Ude på gangen her på 2. sal i boligblokken i Avedøre kan man ikke forestille sig, hvad der venter bag den lukkede dør, for en eller anden har pøset krasse rengøringsmidler ud over trapperne, så her lugter af kemisk nåleskov. Men skoven falmer, da døren til lejligheden går op.

FOTOSe billeder fra Jane og Annies lejlighed

En kvinde med fletninger titter ud, mens en bølge af kvalm luft snapper ud efter vores næsebor. Og vi snapper efter vejret. Hun giver hånd, »jeg hedder Jane«, mens moderen Annie i en T-shirt med påskriften 'Psykiatrisk afd. A-1' kigger sky frem bagved.

Inde i entreen omslutter den kvælende atmosfære åndedrætsorganerne og starter en instinktiv flugtreaktion i vores hjerner, som vi må bekæmpe af al magt.

En lille sky af bananfluer danser lydløst foran et Dansk Folkeparti-flag på en kommode i entreen, mens et postkort på væggen med en stråtækt idyl i Rødvig forgæves kæmper for at få lidt opmærksomhed.

faste  pladser. Mor Annie har gennem alle årene haft en fast plads på en stol midt i dagligstuen foran fjernsynet. Når hun altså ikke har ligget i sengen, knuget af depression og selvmordstanker. Foto: Miriam Dalsgaard
Den første halvanden meter af det blå gulvtæppe er synlig, men et par skridt inde i boligen forsvinder tæppet ind under affaldet. For aldrig at blive synligt igen.

Blikket kan herfra glide videre ind i stuen, køkkenet og soveværelset hen over skråninger af mælkekartoner, dåser med middagsretter fra Beauvais, aviser, tøj af ubestemmelig herkomst, Kærgaarden-smørbakker af flere årgange og et kaos af alt muligt tårnet op i halvanden meters højde eller mere mod loftet, hvor edderkopperne har bygget flere etager spind med sidebygninger, og stankelbenene sidder overalt - mange af dem døde, mumificerede.

Stort set alle møbler er forsvundet ind i ophobningerne, der strækker sig, så langt øjet rækker. Et insekt vifter sine følehorn på en tom mayonnaisetube et sted mellem et ugeblad fra 2007 og en boremaskine, der aldrig er blevet pakket ud af emballagen.

Det inderste værelse kan man slet ikke komme ind i. Dynger i næsten to meters højde hæver sig i døråbningen.

»Kommunen tror, at vi har lyst til at bo sådan. Men vi kan godt selv se, at det er helt forkert«, erklærer Jane.

På badeværelset er der nogenlunde orden. De to kvinder holder sig så rene, som man kan, når man bor på en losseplads.

En hotline, der kan lukkes
Da historien om de to kvinders lejlighed i april-maj i år tog en karruseltur i alle landets medier på baggrund af Politikens omtale - men hvor kvinderne betingede sig anonymitet - var Jane vred.

Hvidovre Kommune forsikrede offentligheden om, at hjælp til både sygdom og rengøring har været tilbudt i årevis, men de to kvinder opfatter situationen anderledes. De føler, at de i mange år bad om undsætning, men ikke fik den. Og de har været i en slags permanent konflikttilstand med kommunen.

natlig  hygge. I soveværelset ligger Jane og Annie i samme seng. De behøver ikke en sengehest til at forhindre, at de falder på gulvet. Dyngerne tårner sig op på begge sider. Til højre et aftenkig ud i køkkenet.
Jane er ejer af ikke færre end tre mobiltelefoner med tre forskellige numre, for, som hun forklarer, hun er nødt til at have en telefon, som kun kommunen kender nummeret på, og fordelen ved det er, at hun kan slukke den, når hun ikke orker at skændes med myndighedspersoner.

De to andre er til privat brug, og med to risikerer hun ikke at løbe tør for strøm.

»Men det betyder bare, at Jane kører alle tre flade, så de skal til opladning på én gang, for hun snakker altså meget i telefon«, griner hendes mor.

Johnnys signatur
Jane og Annie har ret forskellig musiksmag. Men noget kan de da enes om. Tysk pop og tyrolerslagere. Og Johnny Cash.

»Fordi The Man in Black står sgu da op for de svage og de sygdomsramte og ved, hvad han synger om«, som Jane betoner.

De to skulle have været til Johnny Cashs sidste koncert i Danmark i 1997, men gik glip af det på grund af Annies tiltagende sygdom med angst og depression. Jane skrev uforknyt et brev til koncertstedet i Aalborg og bad så mindeligt om at få en autograf fra Johnny.

»Han kunne have sagt »gu' vil jeg da ej«, men de sendte mig én. Jeg fik den indrammet«, fortæller hun triumferende.

Den autograf skulle vise sig at få en skæbnesvanger rolle et par år senere. Dengang boede mor og datter i rækkehus i Hvidovre, hvor de efter eget udsagn trivedes, selv om huset ikke var specielt velholdt.

Men mor Annies tiltagende sygdom betød, at det hele inklusive affaldet også dengang voksede dem over hovedet.

»Vi troede, at vi skulle være i huset, til vi stillede træskoene. Jeg kunne sidde udenfor og på plænen og rode med cykler og gøre dem i stand, og vi slog katten af tønden i baghaven og den slags. Men en sagsbehandler mente, at vi boede forsumpet, og så fik vi at vide, at hvis vi tog imod tilbuddet om en lejlighed i stedet, ville det være nemmere for kommunen at hjælpe os«, fortæller Jane.

KVÆRKE.  »De skal eddermame have én over nakken, kommunerne«. Jane Albrechtsen er ikke noget voldeligt menneske. Derfor giver hun sine frustrationer luft over for den slaskedukke, hun har købt til formålet. Dukken kalder hun Kværke.
Ind rykkede et rengøringsfirma i 1998, som tog fat på dyngerne og desinficerede løs. Det blev en traumatisk oplevelse.

»De gik og rynkede på næsen og sagde »adrrr, hvor er her ulækkert«, og vi kunne aldrig regne med, hvornår de kom. De smed alting ud uden at spørge os. Vi mistede meget, der ikke kunne erstattes. Blandt andet mine eksamenspapirer. Og Johnny Cashs autograf!«.


Jane var rasende.

»Min mor brød helt sammen over det hele. Og der var kun mig til at samle hende op. Som altid«.

Men sket var sket. Jane og Annie flyttede i 1999 med kommunal hjælp til deres nye lejlighed på 2. sal i en af Avedøres betonblokke. Her håbede de at få et mere stabilt - og mindre rodet - liv.

Strudskanariefugl
Annie og Jane kan ikke se det besynderlige i, at en mor på 65 år og en datter på 45 år stadig bor sammen. Annie boede jo også hos sin mor, indtil moderen døde. Faktisk dannede mormor, mor og barnebarn kvindebofællesskab i en villa i Rødovre. Janes far var hurtigt ude af billedet igen - Annie kalder ham en »svindler«, og Jane har aldrig kendt ham.

Meget af barndommen står i et gyldent skær for Jane. Mormor ventede altid med frokost, når hun kom hjem fra skole.

Men mormoderen led af en eller anden form for angst. Hun vovede sig yderst sjældent uden for haven - ikke uden ledsagelse i hvert fald og højst ind til Daells Varehus. Og Annies søskende, en bror og en søster, er i dag begge døde af misbrug.

»Min søster sagde engang, at vi alle har fået samme gener. Jeg har altså aldrig haft nogen former for misbrug som mine søskende - men det kan da godt være, at vi alle sammen har arvet noget med angst. Min mors søster led også af forfølgelsesvanvid, og vi måtte ikke besøge hende«.

Annie har i mange år arbejdet på fabrik, først på Maggi (dem med suppeterningerne) og så 27 år som pakker i firmaet Ambu, der producerer hospitalsudstyr.

kaos  og orden. Jane og Annie har meget, de ikke vil have smidt ud – lige fra fine arveglas med guld på til ’Matador’-serien på VHS. Men det er svært at sortere skidt fra kanel.
»Jeg havde alle tiders kolleger, og jeg havde både 10- og 25-års jubilæum. På den lade side har jeg jo ikke ligget«.

Datteren Jane husker ikke med samme glæde tilbage på sin skoletid.

»Jeg blev kaldt 'strudskanariefugl' og 'stankelben', fordi jeg var så tynd. Det kan man ikke se i dag, men jeg gik i de dér kassebukser, og hvis de passede i længden, passede de ikke den anden vej«.

Efter folkeskolen blev Jane sendt på husholdningsskole. »Jeg var glad i starten, men blev mere negativ og ringede ofte hjem og græd og sagde, at jeg har ikke lyst til at være her. En dag var jeg så desperat, at jeg gik hen til en fyr og bad ham køre mig på stationen. Jeg ville væk«.

I Rødovre pressede kommunen på for, at Jane skulle flytte hjemmefra.

»Men no way, siger jeg så til dem, jeg skal ikke bo nogen andre steder, jeg skal bo hjemme hos min mor og min mormor, og så må det tage den tid, det tager«.

Janes mormor døde, da Jane var 22 år, og hun og moderen flyttede i rækkehus sammen. Kort efter blev Annie syg.

»Det begyndte med migræne og muskelsmerter. Jeg havde også meget bøvl med højre arm, for jeg slæbte på 25-30 kilo på fabrikken. Jeg blev hurtigt træt og svedte meget, men sagde ikke noget til mine kolleger, og så gik det dingeling ned ad bakke«.

Det endte med en førtidspension.

Gloende pæle
Hver gang, Politiken har besøgt Jane og Annie i deres tilgroede lejlighed, har velkomsten været varm. »Heeejjj« og »kom indenfor«, og »vil du have en kop kaffe?«.

I starten var det svært at sige ja til den kop. For hygiejnen kunne umuligt være i orden i en bolig, hvor livet er mest behageligt for bakterier og biller. Men ned kom kaffen, når vi sad ved et bord omsværmet af flyvende insekter ude i entreen, som var det eneste sted med et par kvadratmeter fri gulvplads.

Lige præcis 'gæstfrihed' er ikke det ord, de bruger på Hvidovre Rådhus om Jane og Annie. Socialdirektør Kit Claudi fastslår, at kommunen er blevet afvist et utal af gange.

Det har yderligere gjort det vanskeligt for kommunen, at Jane og Annie er et par temmelig aktive Hvidovre-borgere, som ikke lider fysisk nød. Når de har det godt, går de til banko og høringer om psykiatri og sang på Bakken.

De køber også selv ind, virker velsoignerede og får noget at spise hver dag. Så er der grænser for, hvor meget tvang en kommune kan bruge.

Men på Hvidovre Rådhus stod hele det politiske system og embedsapparatet alligevel på gloende pæle i de april- og majdage i år, da den anonymiserede sag om de to kvinder i den kaotiske lejlighed bragede ud i aviser, radio, tv og på nettet, og mange spurgte, hvordan de sociale myndigheder kunne lade borgere leve sådan?

Boligselskaberne kunne fortælle om flere hundrede sager om året, hvor syge borgere sander til i skrald i deres boliger.

på  bakken. Jane: »Oven over alting stråler solen … og det er Johnny Reimar og Fede Finn and The Funny Boys. Og det er ’Syng med på Bakken’, det er altid hyggeligt, og det er gratis. Det kan vi godt lide, det er et pusterum«.
Sagsmappen om de to kvinder vejer flere kilo, og socialdirektøren kender i detaljer til, at der i kommunen har levet to kvinder i så ufattelige mængder rod, at den statslige rådgivningsorganisation, Viso, for to år siden stemplede lejligheden som brandfarlig. Uden at der skete videre.

Politikens aktindsigt viser i de første år efter flytningen fra rækkehuset til lejligheden på 2. sal kun en sporadisk skriftlig kontakt mellem kommunen og kvinderne. Blandt andet om ændring af Janes diagnose, der oprindelig lød på 'tungt begavet'. Det har en psykiater nu slettet, for hendes begavelse er i normalområdet.

I 2004 begynder der i akterne at dukke tegn på mistrivsel op. Det år sendte Jane billeder ind til kommunen af lejligheden med masser af affald i rummene og påskriften 'Uoverskueligt'.

To år senere i 2006 skrev hun, at situationen nu var »meget slem«. En sagsbehandler aflagde visit og konstaterede, at man ikke kunne komme frem, og at møblerne var forsvundet i affald.

Jane bad omtrent samtidig om aflastning på grund af sin mors sygdom. Men hun ville ikke have hjemmehjælp. Og de ville selv rydde op.

I de senere år har der dog været bevilget hjemmehjælp en time hver 14. dag til rengøring i entreen - på de to-tre frilagte kvadratmeter gulv - samt omsorgsbesøg. Men nogle gange har de to kvinder aflyst, når de havde det dårligt.

Slangemenneske
Janes forklaring på det generelle forfald er, at de »er kørt ned«.

»I psykiatrien har man aldrig villet lytte til os, fordi vi jo er høflige og velformulerede. Så jeg har i perioder passet min mor 24 timer i døgnet. Hun havde smerter og klagede og jamrede, og mange dage har jeg bare ligget og ventet på, at hun skulle falde i søvn. Det er eddermame hårdt«.

Den traumatiske sag om oprydningen i deres gamle hus spøger stadig:

»Kommunen har i alle årene kun villet hjælpe os med rengøring, hvis vi også fik lavet en total rydning af lejligheden. Men vi ville ikke risikere, at de igen kom og smed de ting ud, vi holder af - så vi ville være med i processen«.

til  hest. Jane har altid været glad for ridning, men opgav det i mange år på grund af situationen i hjemmet. »Det er bare så skønt at sidde deroppe. Man får ondt i alle lemmer, men det er nærmest ubeskriveligt og afslappende«.
Spørger man i dag Jane om, hvorfor de ikke selv har taget hånd om de voldsomme affaldsmængder, lyder svaret blandt andet:

»På grund af dyngerne skulle man efterhånden være slangemenneske for at komme ind i køleskabet, og så er en sødmælk for eksempel blevet harsk, fordi den blev stående ude, og så købte vi bare en ny, og sådan er det blevet ved«.

Men Jane, har I ikke bare kunnet tage nogle få skraldeposer med ud hver dag?

»Det gjorde vi også, det er jo ikke alt vores affald, du ser, måske har vi båret 10-12 poser ud hver uge til affaldsskakten. Man kan bare ikke set det«.

Man kan godt blive ved med at spørge dem, hvorfor de ikke bare en gang imellem har taget fat i affaldsposerne og muget mere systematisk ud, men det ender altid med, at de har været for udmattede og ikke kunne overskue, hvor de skulle begynde og ende.

Mobbesymptomer
Jane taler den dag i dag om, at hun lider af »mobbesymptomer«.

I 1993 beskrev en psykiater hende blandt andet som »omgængelig«, men »umoden«, og det blev i erklæringen nævnt, at hun havde »oppositionelle træk« og fremtrådte »rigid«. En arbejdsprøvning viste, at Jane var langsom til at arbejde. Det førte til førtidspension.

Alligevel ville hun gerne ud og virke blandt andre mennesker, så Jane kom i skånejob i en skoforretning.

Det gik ikke så godt.

»Når førstedamen siger, at min frisure og mit tøj og mine briller ikke ser godt nok ud, og at jeg skal flytte hjemmefra, og når man ikke bliver inviteret med på bar, når ens kolleger går ud efter fyraften, skal man så ikke føle sig mobbet?«.

Jane kunne ellers godt lide at ordne skotøjsæskerne og vaske gulv og den slags, men da hun blev sat til at betjene kunder og kasseapparat, gik hun i baglås. Skånejobbet røg.

En dag hørte hun om et skånejob i Idrættens Hus i Brøndby. 15 timer om ugen. Den nye arbejdsgiver var Dansk Vægtløftnings Forbund, hvor Jane skulle renskrive indlæg til Vægtløfterbladet og bogføre stævneresultater og fotokopiere.

Dengang anede Jane eller Annie intet om stød og træk og andre vægtløfterfagudtryk. Det gør de i dag.

»Mine år hos vægtløfterne er noget af det bedste, der er sket. De tog mig, som jeg var, og jeg kunne gå i det tøj, jeg ville«.

køkken.  Fra køkkenet har Jane og Annie gennem årene langsomt trukket sig baglæns ud i lejligheden, efterhånden som madresterne og skidtet og emballagen hobede sig op. Køleskabet kan akkurat åbnes på klem for en halvanden meter høj skraldeophobning. Her er det et kig ned i køkkenvasken, til venstre komfuret.
Jane husker stadig den første dag, hvor der var et enkelt kritikpunkt mod hende:

»De sagde med et blink i øjet, at jeg skulle love, at det var både første og sidste gang, jeg havde de sko på. Jeg ville jo gerne være pæn, for det var et kontor, så jeg havde taget lidt høje hæle på, men jeg var ikke vant til den slags, så jeg gik på en lidt akavet måde«, smiler hun forlegent.

Når Annie har været allerlængst nede med sin sygdom, har hun nogle gange været med sin datter på jobbet. Men for fire år siden måtte Jane opgive tjansen, fordi situationen derhjemme udviklede sig stadig mere kaotisk.

»Men de har taget os, som vi var«, konstaterer hun.

»Meeeen vi har nu heller ikke fortalt dem sandheden om, hvordan vi levede«, korrigerer Annie.

»Nej, der er kun to i forbundet, vi har røbet det hele til. De var begge rystede«.

Mor og datter går stadig til stævner.

»Vi er blev bidt af det. Nogle gange har vi småkager med til stævnerne og hygger om vores vægtløftervenner«.

Sammenhold mod det ydre
Grundlovens paragraf 72 siger, at boligen er ukrænkelig. Man må som udgangspunkt ikke sparke døren ind til dem, der siger nej tak.

Men serviceloven siger samtidig, at: »Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp (...) til personer (...), der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte«. Med tilføjelsen: »Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang«.

Hvidovres socialdirektør, Kit Claudi, henholder sig mest til grundloven: »Vi har ingen magt til at bese boligen, for det er myndige borgere«.

omsorg.  Jane: »Min mor er ikke lige så godt til at flette og ordne håret, som jeg er, så derfor hjælper jeg hende«. I de to kvinders badeværelse er der nogenlunde orden, for personlig hygiejne er vigtigt.
Hvis den praktiserende læge skønner, at borgernes livsførelse kan true helbred og liv - eller hvis der er brandfare - er der dog mulighed for umyndiggørelse eller trusler om at sætte lejerne på gaden.

»Men hvem skal være dommer over, hvor meget vi kan acceptere, at folk går i hundene?«, spørger Kit Claudi.

Helt anderledes er indfaldsvinklen hos Hvidovres 2. viceborgmester, Arne Bech (Hvidovrelisten):

»Man kunne nok have nået bedre resultater ved mere empati og bedre kommunikation, og denne sag er gået for vidt. Alt for vidt«.

Et tilbud i Region Hovedstaden til psykisk syge, Orion, har beskrevet sagen sådan:

»Jane og Annies liv og hverdag er og har gennem en årrække været krisepræget, kaotisk, fyldt af stress og oplevelse af pres mere eller mindre konstant. De har udviklet en måde at overleve på ved at holde sammen mod det ydre (som fjender), på egen hånd kæmpe mod systemerne og isolere sig fra alt udefra i perioder, når det bliver for meget«.

Det var også over for Orion, at Jane sidste år beskrev sine drømme: »Jeg vil gerne bo et sted, hvor der er fred og ro, helst på landet. Et hus med have og udestue og gode naboer. Jeg vil indrette mit hjem med turkise, grønne og hvide farver. Jeg vil gerne male malerier, lave perler, brodere, solbade, svømme, og jeg vil gerne begynde at ride igen«.

Efterskrift:

For et par måneder siden, da sagen var blevet mediestof, kom der bevægelse i stillingskrigen. Kommunen lokkede nu med en ny lejlighed, dog på visse betingelser.

Jane og Annie accepterede en forhandling om en totalrydning af deres bolig. Men de stillede også betingelser ...

LÆS NÆSTE KAPITEL HERMor og datter får en ny følelse af frihed