Kæppene var de værste.

Det var, når Mohammeds far tog familien med på tur i skoven, at han samlede kæppene ind. Blikket flakkede omkring i skovbunden, og fra tid til anden fandt faderen en kæp i buskadset, i passende størrelse og med tilstrækkelig hårdhed.

De diskrete afstikkere i krattet gjorde Mohammed bange. Han vidste udmærket, hvad genstandene skulle bruges til. Så når familien igen satte kurs hjemad, begyndte Mohammeds hjerte at slå med korte intervaller. Hurtigere og hurtigere.

LÆS OGSÅ Nydanske mænd søger hjælp på krisecentrene

På hjemturen brugte faderen sine udvalgte kæppe som stok. Men støtten for kroppen var blot en utilsigtet sidegevinst. Mohammed stirrede ofte på kæppene, når de i bløde buer tog svævende skridt gennem skoven. Der vankede, når familien kom hjem, for Mohammed skulle straffes for sine dårlige karakterer i skolen.

»Min far er typen, der bruger sin hånd mere end sin mund. Han slog meget. Han brugte enten hånden eller en pind. Slog mig i hovedet, på armene og på ribbenene«, fortæller 19-årige Mohammed.

På krisecenter
Han taler lavmælt, overvejer grundigt sine ord, når minderne bliver særlig ubehagelige. En ungdom med vold og psykisk terror er svær at fremkalde på kommando, og sommetider forstummer fortællingen, mens Mohammed tænker på faderens afstraffelse.

Vi befinder os i et safe house i et anonymt industrikvarter i en mindre by på Sjælland. Området ligger øde hen denne aften i juli, og sådan bør det helst være ifølge krisecentret RED, der i øjeblikket huser mere end 20 unge med etnisk minoritetsbaggrund, der er flygtet fra æresrelaterede konflikter.

På grund at mærkbar fremgang i henvendelser fra unge nydanske mænd har centret valgt af udvide sit botilbud til at omfatte enlige mænd.

Flygtninge fra Irak
Af Mohammeds fremtoning er det svært at se, at æresopgør i familien har sat sig spor i selvtilliden. Hans tøj er moderne som enhver anden teenagers, og et sæt voluminøse overarme vidner om ikke så få timer i træningscentret.

Mohammed flyttede ind i det topsikrede center midt i juni, men forud for den drastiske beslutning går mange turbulente år med bristede ambitioner, der til sidst førte til en flugt fra familien.

9 år gammel flygtede Mohammed i 2002 sammen med sin familie fra et Irak præget af vold og uro. I løbet af sin skolegang i Danmark fandt Mohammed ud af, at forældrene tog deres søns uddannelse aldeles alvorligt. Ved en tilfældighed fandt Mohammeds mor et karakterblad, som sønnen havde gemt i frygt for forældrenes raseri. Standpunktskaraktererne lød på 00, 02 og 4. »Mine forældre blev rasende. Min far gjorde parat til at slå mig, men min mor nåede at køle ham ned«, husker Mohammed.

Volden kom snigende
Det var imidlertid blot begyndelsen. Mohammed lovede at stramme op, så høje karakterer ved eksamenerne kunne bære ham ind på jura- eller medicinstudiet, så han kunne blive højtuddannet som sin mor og far. Han intensiverede lektielæsningen og tog altid lige hjem efter skole, men karaktererne steg ikke i takt med forældrenes ambitioner.

»Hvis jeg bare fik to fejl i diktat, blev de så sure, at de truede med at smide mig ud hjemmefra«.

Volden kom også snigende. Faderen var bestemt ikke tilfreds med, at sønnen blev erklæret uegnet til gymnasiet, det fik Mohammed fysisk at mærke flere gange. Og da han efter et års hårdt slid i 10. klasse endelig fik grønt lys til at tage en studentereksamen, skuffede karaktererne lige så meget, som Mohammed havde frygtet. Han var nødt til at lyve.

»På min computer fabrikerede jeg et falsk karakterblad i Excel-programmet med gymnasiets logo og det hele. Jeg prøvede at efterligne det så godt som muligt og skrev så 10 og 12 ud for de forskellige fag. Så viste jeg papiret til mine forældre«.

»Min far gik amok«
Men heller ikke den manøvre slap Mohammed ustraffet fra. Hans lillesøster blev året senere optaget på samme gymnasium og kunne fremvise topkarakterer på et papir, der ikke var identisk med Mohammeds. Så måtte han tilstå. Og mærke volden, som kun blev voldsommere.

»Jeg kunne ikke snyde længere. Min far gik amok. Han slog og sagde, at han ikke ville have mig i sit hjem længere«, fortæller Mohammed.

Forældrenes sociale kontrol af Mohammed tiltog, og nu måtte han ikke engang gå i træningscenteret og løfte vægte, hvis præstationerne svigtede. Kærester måtte han heller ikke have.

Men knokleriet i skolen var nytteløst, karaktererne ville ikke flytte sig.

»Når jeg fik stile tilbage med et 4-tal eller et 7-tal, var jeg vildt bange for, at mine forældre så dem. Jeg rystede. Jeg havde hjertebanken og blev varm og helt rød. Jeg vidste jo ikke, hvordan min far kunne finde på at reagere«.

Hjælp til at slippe væk
Det var kort efter, at Mohammed tog beslutningen. Volden kunne ikke fortsætte. Mohammed kontaktede LOKK, der samler landets krisecentre, og hans barske historier om volden i hjemmet fik dem omgående til at tilbyde ham hjælp med at slippe væk – en beslutning, der krævede lige dele mod og stædighed.

»Jeg havde ofte spurgt min mor, hvad hun ville sige, hvis jeg en dag ikke var der mere. Hun troede altid, at jeg jokede, og sagde bare, at jeg skulle gå ud og lære verden at kende. Så det gjorde jeg. Jeg fortalte det aldrig direkte til min far«, siger Mohammed, der i dag har boet i halvanden måned i det safe house, som han deler med andre unge i samme situation.

»Det er rart at have nogle omkring sig, som kender til ens situation. Det her er som at være fri. Jeg kan træne, når jeg vil, og ingen fortæller mig, hvad jeg skal«.

Nu drømmer Mohammed om at gennemføre hf og blive butikschef i en elektronikbutik. Bevise, at han »dur til noget«.

»Jeg vil kontrollere mit eget liv«
Siden han flygtede fra mareridtet hjemmefra, har Mohammeds forældre flere gange forsøgt at opspore ham. Endnu er det altså ikke lykkedes. Hver dag sender faderen ham mail med ønsket om, at hans søn vender tilbage. Men det sker ikke, forsikrer Mohammed:

»Hvis jeg tager tilbage, bliver jeg den samme person igen. Den samme, som sidder derhjemme og ikke har nogen fremtid. Jeg ville spilde min tid sammen med dem. De samme regler ville dukke op igen. Selvfølgelig savner jeg min familie, men jeg er nødt til det her. Jeg vil kontrollere mit eget liv«.

Mohammed er et dæknavn. Politiken kender hans identitet.