Ole Stig Andersen var stadig forholdsvis ny i jobbet som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), da han modtog et venligt brev fra CIA’s stationsleder i Danmark.

Kort forinden var det kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste i den kolde krigs hårdeste permafrost havde opbygget et hemmeligt netværk af danskere, der skulle danne modstandsbevægelse under en sovjetisk invasion.

Men den slags uofficielle narrestreger hørte fortiden til, forsikrede stationschefen, Clark Myers. Her sidst i 1970’erne gik spillet i den hemmelige verden civiliseret for sig, og hvad der måtte være sket i 50’erne havde kun historiens interesse.

Få måneder senere blev Ole Stig Andersen klogere. Og det var hverken første eller sidste gang.

LÆS ARTIKELPET-chef: Vi smed CIA ud af Danmark

Ved en tilfældighed opdagede en af sikkerhedstjenestens medarbejdere, hvordan CIA under ledelse af selv samme Clark Myers samarbejdede på livet løs med en gammel modstandsmand ved navn Niels Frommelt – bag om ryggen på PET, og selv om det er ulovligt for fremmede magter at operere i andre lande uden tilladelse.

Konfrontation med storebror
Et fund i en papirkurv i Svanemøllehallen vakte PET’s mistanke og førte til aflytning af Frommelts telefon. På den måde afdækkede PET, hvordan CIA med danskerens hjælp aflyttede Nordkoreas ambassade i København – sandsynligvis fordi stormagten ville vide mere om, hvordan nordkoreanerne stillede sig til konflikten mellem Kina og Sovjetunionen.

»Derfor valgte vi at smide tre CIA-ansatte ud«, fortæller Ole Stig Andersen, der omtaler historien i bogen ’En PET-chefs erindringer’, der udkommer senere på måneden. I øvrigt på den tidligere kommunistformand og nuværende SF-minister Ole Sohns forlag.

Historien hører til de mere opsigtsvækkende i selvbiografien, for Ole Stig Andersen kender ingen fortilfælde fra koldkrigstiden, hvor Nato-lande erklærede CIA’s ansatte for uønskede. Reaktionen var da også til at føle på, da PET-chefen senere kom på besøg i Washington, D.C., hvor han dog som altid blev han behandlet som »en oliesheik«.

LÆS OGSÅPET vil have mere kontrol med PET

»Under besøget kunne jeg i åben dialog give udtryk for, hvad jeg mente om CIA’s krænkelse af vores suverænitet. CIA repræsenterede ikke det USA, som jeg opfattede som mit andet fædreland. Jeg aftvang dem et løfte om, at der ikke måtte ske Clark Myers noget. Fra dansk side havde vi ikke brug for et offerlam, og, sagde jeg til dem, vi var uanset eventuelle benægtelser udmærket klar over, at Clark Myers ikke havde handlet på egen hånd. Efter at have fået dette løfte rejste jeg hjem for kun få måneder efter at erfare, at Clark Myers ikke længere var ansat i CIA«, skriver Ole Stig Andersen.

Hvorfor tror du, amerikanerne gjorde det?

»De mente vel, at der skulle meget til, før vi ville være med på at aflytte en fremmed ambassade. De risikerede et nej, hvis de bad om lov, og grundlæggende gør USA, hvad USA har lyst til og mener er nødvendigt. Hele vores demokrati og sikkerhed hænger på dem«, siger Ole Stig Andersen, der ville ønske, han kunne have offentliggjort udvisningerne allerede i samtiden: »Der var så meget kritik af PET dengang – i modsætning til i dag«.

Når sagen om CIA aldrig før er blevet officielt bekræftet, skyldes det ikke mindst, at de danske myndigheder undlod at retsforfølge Niels Frommelt. I stedet gav landets øverste anklager, rigsadvokaten, ham et såkaldt »tiltalefrafald«, hvorved affæren kunne holdes hemmelig.

Sådan løser statsmagten sager, der ikke tåler dagens lys.

En ren ignorant
I efterretningsverden har de aldrig brudt sig om pensionerede medarbejdere, der indvier offentligheden i deres version af sandheden og udvalgte historier fra skyggelivet. Eller »omvendte syndere«, der skriver deres »erindringsforskydninger«, som en centralt placeret kilde udtrykker det. Men nu gør den 72-årige Ole Stig Andersen som den første PET-chef forsøget, selv om han har sværget efterretningstjenesten livslang tavshed.

»Jeg tror ikke, der er noget i bogen, der er på kant med min tavshedspligt. PET-kommissionen har i forvejen skrevet så meget, at jeg ikke kan se problemet. Og når det gælder forholdet til fremmede magter, ja, så er det jo sådan en sprællemand, der altid bliver hevet op af skuffen. Shh ...«, hvisker Ole Stig Andersen.

Han lægger ikke skjul på, at han fandt arbejdet i efterretningstjenesten spændende, og med sine ni år på posten er han den PET-chef, der har siddet længst.

Men dengang i 1975, da han blev udnævnt som 35-årig, var han ikke særlig begejstret, siger han. Faktisk ville han nødig have jobbet, som han fik tilbudt af Justitsministeriets legendariske departementschef Niels Madsen.

Ole Stig Andersen var fuldmægtig i ministeriets færdselsafdeling og havde det efter eget udsagn »fantastisk godt«. Men departementschefen ville have en mand i spidsen for PET, som han kunne stole på, og som kunne sikre, at der ikke opstod skandaler, der belastede ministeren.

I begyndelsen var Ole Stig Andersen kun konstitueret i stillingen, fordi han havde et forhold til en kvinde på den yderste venstrefløj. Men »vulkanudbruddet døde langsomt af sig selv, og vi stod på hver sin isflage ...«.

»Historien siger ganske meget om Niels Madsen. Han tog en umådelig chance ved at konstituere mig. Jeg fik jo mulighed for at se alle de hemmeligste papirer. Men han må have haft ubetinget tillid til mig«.

Eller også mente departementschefen måske, at han lettere kunne kontrollere en ung embedsmand?

»Sådan oplevede jeg det ikke. Ubetinget tillid og kontrol er for mig to sider af samme sag«.

Om PET vidste Ole Stig Andersen absolut intet, bortset fra at tjenesten ønskede sig blå nummerplader. Medarbejderne anså ham for at være en »ren ignorant«, da han ankom første dag i sit eneste mørke sæt tøj fra konfirmationstiden.

På chefkontoret stod nogle grimme pengeskabe, men med et spændende indhold. Blandt andet lå der en båndoptagelse fra 50’erne af samtalerne mellem SF’s grundlægger, Aksel Larsen, og CIA’s mand i Danmark – en anden ulovlig operation, som danskerne opdagede, men valgte at lade passere.

»I begyndelsen havde jeg ligesom alle andre nogle helt urealistiske forestillinger om PET’s kapacitet. Jeg turde ikke ringe til min kæreste fra kontoret og heller ikke fra telefonboksen på gaden, der kunne ses fra bygningen«.

Ole Stig Andersen fandt dog hurtigt ud af, at PET på grund af sit kontroversielle omdømme og diskussionen om politiske registreringer havde meget få ressourcer at gøre godt med.

I ’Sidegangen’, som tjenesten kaldte sin afdeling for telefonaflytning, sad nogle få dedikerede medarbejdere, der trods indtagelsen af store mængder porter leverede en indsats af »topkvalitet«. Men da samtalerne typisk ikke foregik på dansk, var PET tvunget til at allierede sig med udenlandske tjenester som det israelske Mossad.

Operation Paryk
Med for få jurister og under 60 kriminalbetjente gik en ikke uvæsentlig del af Ole Stig Andersens arbejde ud på at overbevise Rigspolitiet om, at PET havde brug for flere ressourcer.

Overtalelsesforsøgene foregik til tider i ’Kahytten’, betegnelsen for en frokoststue forbeholdt politiets økonomichef, hvor Ole Stig Andersen fik løfte om bevillinger mod at fortælle historier fra den hemmelige tjeneste.

»Her lærte jeg betydningen af indtagelse af snaps i store mængder. Umiddelbart var jeg dog betænkelig ved at levere hemmeligheder til en mand, der udtalte, at en hemmelighed under fire øjne og mellem to røvhuller ikke er meget værd«.

PET’s beskedne muskel- og hjernekraft blev ikke kun påtalt af »bokseren i det blå hjørne«, som Ole Stig Andersen kaldte USA og den vestlige militæralliance Nato. Også Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som har ansvaret for at spionere i udlandet, havde begrænset tillid til sin indenlandske søstertjeneste.

Under den kolde krig var FE ubetinget storebror, og der er flere historiske eksempler på, at spionvæsenet bedrev parallel efterretningsvirksomhed i Danmark. Også selv om det ikke måtte.

LÆS OGSÅDanske politikere gransker udenlandske efterretningstjenester

Ole Stig Andersen har svært ved at frigøre sig fra den mistanke, at der har eksisteret et hidtil ukendt efterretningsnetværk ved siden af PET.

I erindringerne omtaler han, hvordan han sendte sin privatchauffør, Laugesen, der var »en af de meget få«, som han »ubetinget kunne stole på«, ud til de københavnske forstæder for at undersøge en højst bemærkelsesværdig sag:

PET-chefen var blevet kontaktet af »en opskræmt familie fra Brønshøj, der kunne berette om mystiske aktiviteter i nabohuset«, og chaufføren ’Lauge’, der havde en »veludviklet næse for efterretningsmæssige tankegange«, blev sendt ud på opgaven, som »efter de modtagne oplysninger« kunne involvere YY – en tidligere medarbejder i PET.

»’Lauge’ sad herefter en hel dag i ’anmelderens’ ejendom for at observere. »Den er god nok, mester«, sagde han om aftenen. YY kom anstigende i paryk, fortalte han videre, og på det tidspunkt var der på den ellers stille villavej en mærkbar trafik, som om der var gang i en operation. Først da overlod jeg efterforskningen til andre, men sagen endte af forskellige grunde desværre eller måske heldigvis med at løbe ud i sandet. Jeg har aldrig betvivlet ’Lauge’s vurdering, selv om man ihærdigt har forsøgt at få mig til at ændre opfattelse«, afslører Ole Stig Andersen i sin bog.

PET-kommissionen spurgte aldrig til sagen, og Ole Stig Andersen syntes ikke, han havde tilstrækkeligt med oplysninger til at nævne den uopfordret over for den uafhængige undersøgelseskommission, der gennem ti år kulegravede efterretningstjenestens koldkrigshistorie. Ham bekendt har nogen destrueret papirerne om affæren med parykken.

Hvem var YY?

»Det kan jeg ikke fortælle«, siger Ole Stig Andersen.

Stor forskel til i dag
Bogen ’En PET-chefs erindringer’ strækker sig over næsten 600 sider, og kun den sidste del drejer sig om Ole Stig Andersens år i efterretningsvæsenet. Selv er han mest optaget af sine ungdomsår, men han ved godt, at medierne mest vil kaste sig over tiden i den hemmelige verden.

Når man tager PET’s begrænsede ressourcer i betragtning, synes Ole Stig Andersen, at tjenesten gjorde det o.k. under den kolde krig. Sammen med briterne var PET med til at hverve den russiske dobbeltagent Oleg Gordijevskij, der uden sammenligning var den største fangst.

I dag er PET næsten ti gange så stor på grund af terrortruslen og alle livvagterne, og samtidig er tjenesten mindre kontroversiel end dengang, da den blev kaldt for det politiske politi.

LÆS OGSÅPolitisk flertal vil sikre uafhængig kontrol af PET

Alle forstår billederne fra 11. september og risikoen for et selvmordsangreb på Nørreport, mens færre kunne gennemskue magtspillet mellem den blå og røde bokser, dengang verden balancerede på randen af atomkrig.

»Nogle gange har jeg tænkt på, om vi kunne have bremset Blekingegadebanden, hvis vi havde haft lige så mange penge og store frihedsgrader som i dag. Men det finder vi aldrig ud af«.

Bliver der lavet lige så mange julelege i efterretningsverden i dag, eller hører det fortiden til, som Clark Myers i sin tid skrev?

»Det kan jeg ikke vide noget om«, siger Ole Stig Andersen.