Store brune øjne indrammet af en sort eyeliner og godt med mascara.

»Paola«, siger hun med en forsigtig og lys stemme og rækker en hånd frem med lyse lakerede negle. Skjorten gaber en lille smule omkring barmen. »Fernanda«, siger den anden kvinde, hvis bluse blotter den ene skulder. Makeuppen er fejlfri, og det lange glatte hår falder ned ad ryggen.

De to kvinder er begge flygtet til Danmark fra Guatemala, og begge er de, når man kigger på deres papirer og i henhold til dansk lovgivning, mænd. Så da Fernanda kom til Danmark og søgte asyl, blev hun, placeret i mændenes fløj i Sandholmlejren.

LÆS OGSÅTorben skal nemmere kunne hedde Tina

»Jeg var virkelig bange. Jeg var ny i landet. Jeg kom fra et fremmed land og fra en frygtelig baggrund, og jeg stod over for en skræmmende situation her i Danmark, så jeg sagde ikke noget«.

Hun kan ikke huske, hvor mange måneder hun var i Sandholmlejren; hun har fortrængt det i forsøget på at glemme de overfald, voldtægter og andre ydmygelser, hun var udsat for, mens hun boede der.

»Jeg blev voldtaget ikke bare af én mand, men af mange«.

Absolut for kvinder
På Sandholm havde hun sit eget værelse, som hun skulle have delt med en anden transkønnet, som aldrig kom, fordi hun havde nægtet at bo sammen med mændene.

»Jeg vil ikke behandles specielt, men jeg har specielle behov på grund af den, jeg er«.

En nat brød flere mænd ind på hendes værelse, hvor de voldtog hende. Hun flygtede fra lejren samme nat.

»Jeg gik ikke til Røde Kors og fortalte om det. Det var dem, der havde placeret mig der. Hvorfor skulle jeg stole på mennesker, der overhovedet ikke havde gidet lytte, og som havde sat mig i den situation?«.

Dansk Røde Kors, som driver Center Sandholm, kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men ifølge asylchef Anne La Cour er der ikke per automatik en særlig indkvarteringsform, når det kommer til transkønnede, men de har særlige retningslinjer, der omhandler seksuelle minoriteter.

»Som udgangspunkt ville en transkønnet kvinde godt kunne blive placeret på en mandeafdeling, men på et eneværelse«.

»Men vi placere hende ikke på en kvindegang, for den er jo absolut for kvinder, der kan vi jo ikke tillade os at placere en mand«, siger Anne La Cour.

Konsekvenser af et valg
Alene i et nyt land og uden noget sted at tage hen endte Fernanda som handlet kvinde på et bordel i Jylland.

Først efter en politirazzia på det bordel, hvor hun arbejdede, kom hun i kontakt med organisationen Reden International, hvor hun har boet siden februar 2011. I forbindelse med at hendes asylsag skulle genåbnes, fortsatte ydmygelserne på politistationen, der står for genåbningen. Her fik hun fik besked om, at voldtægten var konsekvensen af hendes valg.

»Det at være transkønnet er for fanden da ikke et valg, man træffer; man er født sådan. Det er ikke min skyld, men det var, som om han bebrejdede mig for at være den, jeg er«.

Hendes ophold på Sandholm havde også andre fysiske konsekvenser.

Den hormonbehandling, hun har modtaget, siden hun var 14, blev suspenderet, og der kom til at gå mere end et år, før hun igen fik den behandling, der er nødvendig, for at hun kan bevare sit feminine udseende.

Ifølge Fernanda var den manglende hormonbehandling noget af det værste, der er sket hende i den tid, hun har været i Danmark. Hendes krop begyndte at ændre sig på en måde, som hun ikke ønskede.

Det kræver samtaler og et forløb på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet at få kønshormoner. Da Fernanda endelig kom til en samtale på klinikken, vurderede de, at hun ikke er transkønnet.

»De kan ikke bestemme for mig, hvem og hvad jeg er«, siger hun.

Hjemsendelse er lig en dødsdom
Paola har boet sammen med Fernanda på det internationale kvindecenter siden marts 2011. Hun er også transkønnet.

Hun søgte først asyl sidste år, da hun kom til kvindecenteret. Det er hun lykkelig for, for hun er ikke i tvivl om, at hendes historie ville have været identisk med Fernandas, hvis hun havde søgt, inden hun kom til kvindecenteret. Paola er i gang med et forløb på Sexologisk Klinik, men er endnu ikke gået i gang med hormonbehandling.

LÆS OGSÅPer Ørum om hjælp til transseksuelle: Galskaben må stoppe nu

Begge kvinder er rædselsslagne for at blive sendt hjem. Fernanda har fået svar på sin asylansøgning. 17. september bliver hun sat om bord på et fly til Guatemala. Paola venter stadig på svar.

»Livet som transkønnet i Guatemala er frygteligt. Du bliver diskrimineret, og du har ingen rettigheder«, siger Paola.

De to kvinder, der begge har kæmpet for transkønnedes rettigheder i Guatemala, fortæller, at transkønnede ikke har andre muligheder end at prostituere sig selv. Men de har begge forsøgt at forsørge sig ad anden vej.

Ingen transkønnede over 35
Paola skrev sig ind på en uddannelse og betalte en masse penge for at blive optaget, men første dag, hun mødte op, og de konstaterede, at hendes køn ikke stemte overens med det i hendes papirer, blev hun smidt ud.

»Uddannelsen var kun for mænd og kvinder og ikke for folk som mig«, siger Paola.

»I Guatemala er det sådan, at hvis du er anderledes, bliver du afvist af din familie, af samfundet og af regeringen. Du kan ikke få en uddannelse. Du kan ikke få lægebehandling, for hvis du kommer på hospitalet som kvinde, og de ser i dine papirer, at det er du ikke, så nægter de at behandle dig, selv om du er ved at forbløde. De vil hellere lade dig dø end behandle dig«, siger Fernanda.

LÆS DEBATTranser har også sjæle

Årsagen er ifølge Fernanda, at Guatemala er et katolsk land, hvor kirken har stor magt, og dens frygt spreder sig ud i samfundet og får folk til at ty til selvtægt. »Jeg kender ingen transkønnede i Guatemala, der er over 35 år«, siger hun.

»Det, jeg er mest bange for, er ikke at blive slået ihjel, når jeg kommer tilbage. Det, der virkelig skræmmer mig, er at blive overfaldet og tortureret«, siger Fernanda.