Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 18. aug. 2012 KL. 19.41

Billige lejeboliger er en myte

Huslejerne i de almennyttige boligselskaber er blevet for høje for folk på kontanthjælp, siger Københavns socialborgmester.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Bolignød rimer på hjemløshed, og her er misbrug ofte en mørk følgesvend

Mikkel Warming, social- borgmester

Flere borgere end nogensinde før bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen i de almennyttige boligselskaber.

Men det er ikke kun den økonomiske krise, der kan forklare den triste udvikling.

Årsagen er også, at de billigste boliger bliver dyrere og dyrere. At de almennyttige boligselskaber selv har hævet huslejen i en sådan grad, at folk på kontanthjælp ikke længere har en chance for at betale regningen.

Sådan lyder meldingen fra Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EL), der nu blander sig i debatten om de mange borgere, der bliver sat på gaden og sendt til inkasso, fordi de ikke kan betale huslejen.

En del af ansvaret hos boligselskaber
I et debatindlæg i dagens Politiken placerer Warming en del af ansvaret hos de boligselskaber, der vil have kommunerne til at påtage sig et større økonomisk ansvar, når kommunalt anviste beboere bliver sat ud af deres lejlighed.

»Huslejen for de billigste lejligheder hos boligselskaberne er blevet for høj for folk på kontanthjælp. Derfor bliver det sværere og sværere for socialforvaltningen at finde boliger til borgere i nød, som de kan betale, og derfor er ventetiderne støt stigende«, fastslår Mikkel Warming. Det er især de unge under 25 år, der bliver klemt.

LÆS INDLÆGMikkel Warming: De billigste lejeboliger er blevet alt for dyre

»En ung på kontanthjælp kan højst betale en husleje på 3.000 kroner, men i mange almene boligselskaber koster de billigste nye lejligheder nu 7.000 kroner om måneden«.

Derfor er Mikkel Warming godt tilfreds med, at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), nu er parat til at hjælpe fattige lejere med at betale huslejen.

I mange tilfælde er det langt dyrere for kommunen at genhuse de borgere, der er sat på gaden, end at hjælpe dem med huslejen, fastslog overborgmesteren i Politiken fredag.

Der tjenes stadig ingen penge på lejerne
Og der er hårdt brug for hjælpen, mener Warming:

»Det er ikke rart at høre om unge mennesker, som mister fodfæstet, fordi de mister deres bolig«.

»Bolignød rimer på hjemløshed, og her er misbrug ofte en mørk følgesvend. Der er altså tale om en lige vej mod en social deroute, hvor der skal arbejdes hårdt – både af den enkelte og af det sociale system – for at komme på fode igen. Med andre ord er det ikke rentabelt, at vi ikke kan tilbyde de svageste en billig bolig«, mener socialborgmesteren .

At der er blevet færre af de helt billige boliger i København, bekræfter Danmarks største almennyttige boligselskab, KAB.

»Det er vigtigt at slå fast, at almene boligorganisationer ikke tjener penge eller har nogen interesse i at presse prisen op. Men vi er nødt til at sikre, at boligerne løbende holdes ved lige og renoveres på passende vis«, siger KAB’s direktør, Jesper Nygård.

LÆS MERELejere må betale fattiges efterladte regninger

Han oplyser, at KAB fortsat har boliger i den lave prisklasse.

»Knap 10 procent af vores boliger kostede i sommeren 2011 mindre end 3.000 kroner, og yderligere 50 procent af vores boliger kostede på samme tid mellem 3.000 og 5.000 kroner om måneden«.