Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Kim står til at miste dagpengene: »Vi kan ikke blive boende«

Kim Frank Nielsen mister dagpengeretten efter nytår. Det vil barbere hans indtægt med 5.000 kroner om måneden.

Gem til liste

Tiden er ved at løbe ud for Kim Frank Nielsen.

Hvis han ikke har fundet sig et arbejde inden årets udgang, mister han retten til dagpenge.

Han har været ledig, siden han blev udlært automontør i 2010, og nu falder hammeren i en grad, så han kan blive tvunget til at flytte fra huset i Randers, hvor han har boet til leje sammen med sin kæreste og deres lille datter siden marts.

Svært at få det til at slå til
»Jeg står til at ryge ud af dagpengesystemet i uge 1, og så hedder det højt sandsynligt kontanthjælp. Og så skal vi flytte. Vi kan ikke blive boende her. Det er for dyrt, så vi er nødt til at finde en billigere bolig. Så skal vi ud og finde indskud til en ny lejebolig, og jeg kan ikke rigtig se, hvor de penge skal komme fra«, siger Kim Frank Nielsen.

VK-regeringen vedtog sammen med de radikale og Dansk Folkeparti at halvere dagpengeperiode fra fire til to år. Den nuværende S-R-SF-regering har udskudt stramningerne med et halvt år, men til nytår bliver det alvor for de tusindvis af danskere, der har været ledige i over to år.

LÆS OGSÅHver 2. ledig på dagpenge forventer at måtte flytte

Den 29-årige randrusianer Kim Frank Nielsen er heldig, i den forstand at han fortsat har ret til forsørgelse i form af kontanthjælp, da han ikke har formue eller friværdi at tære på.

Konkret betyder det, at Kim Frank Nielsen kommer til at gå fra omkring 11.500 kroner udbetalt i dagpenge til omkring 6.500 kroner udbetalt i kontanthjælp.

Kæresten får fast løn som pædagog, men det bliver alligevel svært at få pengene til at slå til med en husleje på 8.000 kroner inklusive vand og varme samt udgifter til institutionsplads, bil, hund, mad og afbetaling på forbrugslånet.

Ikke én samtale i to år
Men er det ikke bare vilkårene i en økonomisk krisesituation, at man må træffe barske valg som at finde ny, billigere bolig?

»Problemet er jo, at de har halveret en dagpengeperiode, som man har gået og betalt til længe gennem kontingent. Jeg er i forvejen ikke den, der har mest, så hvorfor skal der tages penge fra mig til at komme krisen til livs? Vi har allerede skåret meget ned. Vi går ikke ud og spiser længere, og i dag skal vi spare op over flere måneder for at reparere bilen. Hvorfor er det ikke dem med høje hyrer, der skal gå ned i levestandard? Politikerne for eksempel«, siger Kim Frank Nielsen.

Jeg kan ikke se, hvordan det skal motivere folk at miste dagpengene.

Kim Frank Nielsen

LÆS OGSÅNationalbanken spår et svagt fald i ledigheden

Flere politikere har fremhævet, at der for de ledige kan være et incitament til at søge job ved udsigten til at miste dagpengene. At det gør de ledige kreative, som den radikale gruppeformand, Marianne Jelved, sagde for et par uger siden. Den argumentation køber Kim Frank Nielsen ikke.

»Jeg har søgt minimum ti job per måned i to år uden at komme til så meget som én samtale. Jeg kan ikke se, hvordan det skal motivere folk at miste dagpengene. Man får ikke flere job af at ryge på kontanthjælp. Det skulle da lige være som nedriver af de huse, folk ikke har råd til at bo i«, siger Kim Frank Nielsen sarkastisk.

Papiruddelingsfabrik
For at hjælpe den gruppe ledige, der er i risiko for at miste dagpengeretten efter nytår, har regeringen taget initiativ til en såkaldt akutpakke med forskellige redskaber til at hjælpe folk i job.

De ledige får i disse dage tilsendt et brev med opfordring til at henvende sig til nyetablerede jobberedskaber i landets jobcentre. Jobberedskabet kan hjælpe den ledige med jobformidling og jobsøgningsstøtte. Desuden kan den ledige få ret til en personlig jobrådgiver.

»Jeg har ikke modtaget noget brev endnu. Men hvis det bare handler om samtaler på jobcentret, giver jeg ikke meget for det. Jeg har ikke rigtig fået nogen rådgivning på jobcentret. Vi har bare snakket om de praktikker, jeg har været ude i, og det løntilskudsjob, jeg har været i. Det har været ren og skær pligt, at man har været der. Det har ikke virket, som om formålet var at få noget ud af det, andet end at opfylde reglerne. Det er nærmere bare en papiruddelingsfabrik«, siger Kim Frank Nielsen.

LÆS OGSÅRegeringen vil skabe job med ny milliard-kreditpakke

Akutpakken indebærer også muligheden for såkaldte opkvalificeringsjob, hvor den ledige ansættes på ordinære vilkår hos en arbejdsgiver, som så får tilskud til at uddanne og opkvalificere medarbejderen.

Kim Frank Nielsen vil gerne have et opkvalificeringsjob, men er ikke blevet tilbud det endnu. men han tror ikke meget på akutpakkens tilbud om virksomhedspraktik, job i løntilskud eller såkaldte jobrotationspladser, hvor den ledige bliver ansat som vikar i en virksomhed, mens en af virksomhedens medarbejdere er på uddannelse.

»Ofte får man ikke noget ud af det. Man er bare billig arbejdskraft – der venter ikke noget job til en bagefter«, siger Kim Frank Nielsen.

PolitikenPlus
  • Spansk Vinfestival Den spanske vinfestival er en unik chance for at smage på over 200 vine fra Spanien og prøve alt fra det nyeste og vildeste til det mest traditionsrige.

    Pluspris fra 125 kr. Alm. pris fra 150 kr. Køb
  • Vugge til dukker Farvestrålende vugge til dukken. Sengen passer til dukker helt op til 40 cm., og leveres med dyne og pude. Vuggen er lavet af gode materialer og malet med slidstærk og giftfri maling.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Cykelløb 1937 Rundt og rundt og rundt cyklede de! Billedet af de tre ryttere i foroverbøjet fart er taget af en af Politikens helt store fotografer, Holger Damgaard.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.265 kr. Køb
  • Avisholder Få styr på aviserne med en we avisholder. Holderen er lavet i pulverlakeret stål, og måler 29 x 42 x 31 cm., så en Politiken passer perfekt i.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.125 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb