Den feminint indrettede lejlighed ligger i Vordingborg. Her er stearinlys i stager, 28 par små pigesko står sirligt på deres plads, og det lille værelse er nøjagtig så lyserødt, som et pigeværelse skal være.

I badeværelset er der tørretumbler og vaskemaskine, i stuen er der fladskærm, og på væggene hænger billeder af familien. Meget mere normalt bliver det ikke.

Her bor Adelina på 22 år og Adissa på 4. Adissa er i børnehave, og Adelina er lige vågnet efter at have været på nattevagt. Hun arbejder som sosu-hjælper på Rosenvang Plejehjem.

Klarer sig selv
»Jeg elsker det. De ældre, stemningen, kollegerne. Det hjælper mig, at de er så søde og dejlige«.

Endnu er hun ikke fastansat, men hun kan få alle de vagter, hun vil. I gennemsnit arbejder hun 37 timer om ugen.

»Som enlig mor får jeg boligstøtte og friplads, men ellers klarer jeg mig selv, og sådan vil jeg helst have det«.

Det papirløse samliv med Adissas far er ophørt, så når hun er på nattevagt, bliver Adissa passet hos familien, der alle bor mindre end 100 meter væk. Hun og hendes familie kom til Danmark i år 2000.

LÆS OGSÅFå asylbørn får tilbudt psykologhjælp

Derefter boede de på fem forskellige centre rundt om i Danmark, men i 2006 fik familien humanitær opholdstilladelse på grund af moderens sygdom.

På spørgsmålet om, hvordan livet har formet sig i de seks år, svarer hun: »Jeg synes, det har været perfekt«.
2006.  Adelina er 15 år og synes efter tre år i et asylcenter, at det ikke er sjovt at bo seks i et enkelt værelse. Hun drømmer om at komme i en almindelig dansk skole. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Rystende ringe
Som hun står i sin lyserøde træningsdragt, synes det lysår siden, hun var et af de asylbørn, der fik det folkelige og politiske Danmark til at diskutere, om det var i orden, at afviste asylansøgere og deres børn måtte bo i op til otte år på asylcentrene.

Diskussionen ulmede fra begyndelsen af årtusindet, men da Folketingets Integrationsudvalg i marts 2005 var på besøg på Kongelunden, hvor Adelina boede, fik debatten sit eget slidstærke liv.

Indtil da havde den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti afvist at ændre forholdene på centrene, men efter besøget hævede den konservative Henriette Kjær stemmen.

»Forholdene på de danske asylcentre er rystende ringe og uværdige. Det kan vi ikke være bekendt at byde andre mennesker, og jeg vil derfor arbejde på at få forbedret forholdene hurtigst muligt«.

LÆS OGSÅAfghanske asylbørn skal tvinges hjem

Venstres Eyvind Vesselbo var enig: »Lige meget hvilken status du har i Danmark – om du er afvist eller søger asyl – har vi altså ansvar for, at de, der bor her, lever under nogle forhold, som vi kan forsvare, og det mener jeg sådan set ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt«.

Også Søren Krarup fra Dansk Folkeparti var med, og heller ikke han brød sig om, hvad han så. Han mente dog ikke, at det var de danske myndigheder, men derimod forældrene, der bar ansvaret.

»Vi er genstand for en pression, hvor forældrene – synes jeg – meget kynisk bruger eller misbruger børnene i det her spil. Og hvis vi kapitulerer, er det ensbetydende med, at de får deres vilje med hensyn til den sabotage af danske myndigheders afgørelse, som de er ude på. Det er jeg meget betænkelig ved. Hvis man først begynder at kapitulere over for lovbrydere, er man langt ude«.
2007.  Adelina er 17 år og har det godt med sin far og lillebror i et gammelt hus i Lundby. Familien har fået løfte om en lejlighed i Vordingborg, og hun glæder sig. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Fogh Rasmussen bøjede sig
Besøget fik den samlede danske presse til at rapportere dagligt fra centrene, og selv om Venstres statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i begyndelsen var mere enig med Søren Krarup end med Eyvind Vesselbo, blev han presset fra alle sider. Herunder af sin egen kone.

»Jeg kan jo bare sige, at det der er i hvert fald totalt vanvid! Fordi jeg ved, hvordan det påvirker børnene. Men man kunne vel beskæftige dem med et eller andet? Når nu de skal være der? Det kan vel ikke være så svært«, sagde statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen i en interviewbog.

Senere så Ny Alliance dagens lys i skyggen af ventetiderne på asylcentrene, og da en af partistifterne, den forhenværende konservative Gitte Seeberg, udtalte, »at nok er nok«, var referencen også klar. Til sidst havde Anders Fogh Rasmussen fået nok.

23. oktober 2007 lancerede han et forslag, som skulle give børnefamilier blandt afviste asylansøgere med »særligt behov« mulighed for at flytte ud af centrene og ind i boliger, som Dansk Røde Kors skulle stille til rådighed.

Svært at forudse
»Det ligger regeringen meget på sinde, at vi sikrer ordentlige og rimelige forhold for de mennesker, der er i asylcentrene. Generelt har vi i de danske centre gode forhold, og der gives meget flotte tilbud, men selvfølgelig kan enhver sætte sig ind i, hvilken psykisk belastning det er, når man år ud og år ind sidder i et asylcenter«, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Dagen efter udskrev han folketingsvalg, Ny Alliance levede svagt og døde ungt, Dansk Folkeparti bevarede sin indflydelse, og siden har ingen kunne udrede, hvad Anders Fogh Rasmussen præcist havde lovet.

Noget skete alligevel. På centrene blev de fysiske forhold markant bedre, det vrimlede med danskere, der hjalp børnene med lektier, langt flere af børnene kom i folkeskole, og en del af børnefamilierne fik lov til at flytte.

Siden er det flere gange blevet hævdet, at »nu« skulle familierne ud af centrene, men hver gang har aftalerne været behæftet med et bilag, der understregede, at familierne skulle samarbejde om frivillig hjemsendelse for at få lov til at flytte.

Praksis er blevet udmøntet meget forskelligt fra familie til familie. Sådan er det også med den nye aftale, som er indgået mellem regeringen, Liberal Alliance og Enhedslisten. Hvordan den præcist kommer til at virke for de enkelte familier, er svært at forudse.
2012.  Adelina er 22 år, enlig mor og glad for sit job på et plejehjem. Hun har familien omkring sig i Vordingborg og kunne ikke tænke sig at leve noget andet sted. Foto: Miriam Dalsgaard
Normale glæder og bekymringer
Adelina er ikke nogen sproglig dramaqueen, og hun taler ikke om et liv i helvede eller en barndom, der forsvandt.

»Det er et afsluttet kapitel, og jeg har lagt det bag mig. Men det var ikke et godt liv«.

Det ændrede sig, da hun forlod Kongelunden. Hun kom i 10. klasse, hun fik hjælp til ungdomsbolig, hun kom i erhvervspraktik på det plejehjem, hvor hun har arbejde i dag, og hun fik en uddannelse som sosu-assistent. Det danske samfund har behandlet hende godt, og hun er taknemmelig.

»Jeg kunne aldrig drømme om at leve andre steder end her«.

Hendes mor er stadig syg, og hendes far har aldrig fået arbejde, men har passet moderen og sine tre børn. Nu passer han også sine to børnebørn, for ligesom Andelina har hendes storesøster fået barn, og ligesom Adelina er søsteren sosu-hjælper på Rosenvang Plejehjem.

Deres lillebror på 13 er bidt af en gal fodbold. Han er glad, går i 6. klasse og har faktisk talent. Landstræner Morten Olsen har set ham spille og sagt, at hvis han blev ved på den måde, kunne det blive rigtigt stort.

LÆS OGSÅAntologi sætter fokus på asylbørns skæbner

Den udtalelse lever stærkt i den fodboldtossede familie. Tirsdag aften var de samlet for at se Real Madrid mod Manchester City i Champions League. Adelina er fan af Barcelona; selv om de ikke spillede, gør det ikke noget, når det går skidt for arvefjenderne fra Real Madrid.

Det gjorde det længe tirsdag aften. Men så eksploderede Madrid og vandt 3-2. Lillebror Ardunit vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Andelina var knap så begejstret. Normale sorger og normale glæder.

Endnu har familien ikke fået permanent opholdstilladelse. Næste gang deres midlertidige skal fornys, er i 2015. Andelina har på fornemmelsen, at det har noget med integration og sprog at gøre. Så det bekymrer hende ikke så meget. I aften skal hun møde 22.45 på arbejde. Hendes far passer Adissa.