Står foran en Netto i Danmark og skal søge arbejde.

Fremtoningen er ganske ordinær. 56 år, rimelig fysisk form, på højde med Messi, begrænset hårtab i forhold til de fleste andre på samme alder, brune sko, ikke alt for slidte cowboybukser, lyseblå skjorte, grå sweatshirt, ti tommelfingre, bløde kontorhænder, computerforskrækket, læsebriller i lommen og en ny aluminiumshofte, som ingen kan se.

Undladelsessynd
Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, der for nylig ville have en mor til tre til at anlægge ensfarvet hår og få fjernet en piercing, hvis hun mente det med at søge arbejde, ville næppe have radikale ændringsforslag.

Måske ville han foreslå en tur til frisøren for at korte lidt på det gråmelerede dirigenthår, man kan have tendens til at tillægge sig, når man nu kan og stadig er nødt til at bruge shampoo. Han er kendt for at sige tingene ligeud, så det kan ikke udelukkes, at han ville sige, at så meget hår i så fremskreden alder kan virke patetisk og lidt taberagtigt.

Under håret gemmer der sig en forklaring på, hvorfor det er nødvendigt med et arbejde. Forklaringen er rimelig plausibel.

LÆS OGSÅ'Dovne Robert' har en forbandet samfundspligt

Det går da med at skrive bøger, men det skader ikke med supplerende indtægter. Der er kun en lille undladelsessynd i forklaringen. Den går på, at der faktisk findes supplerende indtægter i form af et arbejde som journalist på Politiken, og at turen ind i maskinrummet på det danske arbejdsmarked skal munde ud i en artikel.

Men det er der ingen grund til at fortælle ved første håndtryk. Alle, der medvirker med navn i denne artikel, har efterfølgende fået besked om, at de i første omgang er blevet bondefanget en kende, men ingen er blevet sure.

Ubarmhjertigt tempo
Hos Netto får den imødekommende butikschef 5-6 ansøgninger om dagen. Halvdelen søger direkte fra gaden. Den anden halvdel sender mail. Vi taler lidt, og da afvisningen er en realitet, og han får at vide, at det ikke er en reel ansøgning, siger han.

»Folk i din alder er ofte bedre til kunderne. Men hvis det handler om at sætte varer op, ville du ikke komme i betragtning. Det er en meget fin arbejdsplads, men tempoet er ubarmhjertigt. Jeg har været rigtig mange steder. Fysisk har jeg aldrig været et sted, hvor det er så hårdt som her. Du skal edderrolleme løbe hurtigt«. Da han stilfærdigt bliver gjort opmærksom på, at manden over for ham ikke selv synes, at han er affældig, smiler han.

»Det er for hårdt. Man kan ikke forvente, at en 50-60-årig kan følge med«.

Oppe i Helsingør sælger Maxi Zoo hunde- og katteudstyr. Også her takker butikschef Maria Nielsen venligt nej. I det hele taget er ingen nedladende og de fleste imødekommende.

»Jeg må være ærlig. Din alder hjælper ikke. Jeg søger flest under 18 år. De skal have 68 i timen. Hvis du er over 18, skal jeg betale 106 kroner«, siger Maria Nielsen.

Jakob Andersen, som er butikschef ved Harald Nyborg i Helsingør, har seks ansøgninger liggende. Han spørger lidt til uddannelse, arbejdserfaring og alder. Chancerne er minimale. Bagefter fortæller han, hvad han tænkte ved første øjekast.

LÆS OGSÅMinister: Alt for få ledige får tilbudt uddannelse

»Alderen er ikke noget problem. Men du er boglig og har ikke håndværkererfaring. Det tæller nedad«.

Hos Jysk i Prøvestenscenteret i Helsingør er der sygdom, og de er kun to på arbejde. Jesper er salgsleder, 22 år og har et smil, der kunne sælge sand i Sahara.

»Nej, vi har ikke noget«, siger han, men vil gerne høre mere og køber forklaringen om skribenten, der søger supplerende indtægter.

»Kan du i weekenden?«.

»Ja«.

»Det kan være, der opstår noget«, siger han så. Derefter får han den rigtige forklaring.

»Du virker moden og meget ligetil. Jeg tror, du ville være god med kunderne. Den ældste, vi har, er 34 år, og mange af vores kunder er oppe i årene. Hvis du virkelig søgte, tror jeg, du ville have gode chancer for at blive ringet op. I første omgang til noget weekendarbejde«.

Camilla
Jobsøgende.  Camilla Christensen. Foto: Joachim Adrian
Camilla Christensen på 28 år sidder sammen med en række andre på jobcenteret i Helsingør og skriver ansøgninger. Hun blev færdig som skolelærer i 2010 og fik arbejde i Frederikssund, men sagde sin stilling op, da hun flyttede til Helsingør, fordi det tog to timer med det offentlige at tage på arbejde. Siden har hun været på dagpenge.

»I begyndelsen søgte jeg alt. Rengøring, Kvickly, køkken. Svaret var det samme. Du er for højtuddannet, eller du har ikke den uddannelse, vi har brug for. Jeg har været vikar på en SFO i tre måneder, men de sagde fra begyndelsen, at der ikke var mulighed for fastansættelse. Nu søger jeg omkring 20 lærer- og pædagogstillinger om ugen i de fag, jeg har: dansk, billedkunst, engelsk og hjemkundskab. Jeg har et job som ledsager for ældre og handikappede her i Helsingør. Det kan ikke betale sig, for det giver 110 i timen og skal trækkes fra dagpengene. Men jeg vil gerne. I sidste måned var det dog kun fire timer«.

LÆS OGSÅSocialrådgivere: Mere uddannelse presser de svage

Camilla kan sine indtægter og udgifter til sidste decimal. Hun får udbetalt 9.500 kroner om måneden i dagpenge. Huslejen er på 3.663 kroner, hun betaler 275 til telefon og internet og cirka 900 til fagforening og a-kasse om måneden. Nu har hun meldt sig til dans for at holde sig i form og møde mennesker, og det koster 299. I alt er der 5.500 i udgifter om måneden. Det giver 4.000 til mad, tøj og fornøjelser.

»Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke beholdt det job i Frederikssund, men jeg var jo forhåbningsfuld. Jeg tænkte, at jeg skal nok få arbejde, men det har jeg ikke fået, og man kan godt føle, at det er lidt håbløst. Det er gennem arbejdet, man får netværk og kammerater. Det er lidt svært, når man bare er arbejdsløs. Mit store problem er, at der er så mange om buddet. Der var 1.000 ansøgninger til en af de stillinger, jeg søgte«.

Camilla er holdt op med at søge alt. Men det skal hun måske til igen.

»De nye regler siger, at man skal søge alt, hvad der er mindre end halvanden times transport væk. Man skal også søge uden for fagområdet. Det er fint med mig«.

Frank
Jobsøgende.  Frank Olsen. Foto: Joachim Adrian
Lige ved siden af Camilla har 54-årige Frank Olsen taget håndværkerstemmen på over for sagsbehandleren i jobcenteret. Han beder om hjælp, men kan ikke få det, og respekten for systemet er til at overse. Han blev for fem år siden fyret som tømrersvend og meldte sig arbejdsløs.

»Men så skulle man herop og søge 60 stillinger om ugen. Det gad jeg ikke, så jeg sagde bare, at jeg havde søgt stillinger som gynækolog, overlæge og advokatsekretær. Det skrev jeg på et stykke papir, og de lagde det ind i en bunke, og det blev aldrig undersøgt. Til sidst ville de gerne omskole mig til social- og sundhedshjælper. Så gav jeg dem fuckfingeren og sagde, at de kunne rende mig i røven. Jeg meldte mig ud af systemet og startede som selvstændig tømrermester, og det gik faktisk okay indtil april i år«.

Men siden har telefonen ikke ringet. Han har to voksne børn. Drengen er arbejdsløs, og pigen er i Afghanistan som soldat. Derhjemme har han en kone og en teenagepige. Konen har fast arbejde, og det skal nok gå alt sammen. Men Frank vil i arbejde.

LÆS OGSÅKim står til at miste dagpengene: »Vi kan ikke blive boende«

»Hvad kan man så finde på? Som ung kørte jeg som eksportchauffør, og nu har jeg været til samtale hos vognmandsselskabet Frode Laursen. De har faktisk en stilling. Jeg er garanteret 374.000 kroner om året, og det er fint. Som chefen sagde: »Frank. Du bliver ikke millionær af at køre for os, men du får et rigt liv«.

Men han mangler et lastvognskursus, der koster 24.000 kroner.

»Det er noget, Trafikstyrelsen forlanger«, siger han og lyder, som om det er noget, en eller anden overflødig bureaukrat har fundet på. Han er ikke dybt forgældet eller boligløs, men han har ikke 24.000 kroner.

»Og som tiderne er, vil banken grine mig ud ad døren, hvis jeg spørger dem«. Frode Laursen vil godt betale, men de vil have garanti for, at han består kurset, som indebærer, at man skal lære en del om økonomi. Frank er ikke boglig, og det er lang tid siden, han har gået i skole, så helt sikker på at få et bevis er han ikke. Derfor er han gået herop for at spørge, om jobcenteret kan lægge ud for de 24.000.

Man får ikke job af at klø sig i røven
»Men det kan de ikke, når jeg er selvstændig. Jeg kan melde mig ledig, men så bliver man smidt ned på et jobsøgningskursus, hvor man skal sidde og drikke kaffe og ryge smøger sammen med alle de andre. Det gider jeg ikke. De kan sgu ikke lære mig noget om arbejde. Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år. Jeg kunne måske også få kontanthjælp, og så kan de muligvis bevilge penge til et kursus. Men jeg vil ikke have deres skaldede kontanthjælp. Det er ikke, fordi jeg er sur på dem. Det er jo dine og mine penge, de skal betale, men jeg tænkte, at går den, så går den. Så er de af med Frank Olsen, og det ville måske være meget godt«.

Går den, så går den, men den gik ikke. Så Frank Olsen har overvejet at arbejde sort.

»Jeg skulle lægge tag i Fredensborg, og kunden sagde, at han ikke ville betale mere end 1.000 kroner kvadratmeteren. Det kunne jeg simpelthen ikke få til at passe samen. Så kunne jeg jo arbejde sort, sagde han, men det turde jeg ikke. Det var for stort et arbejde, og jeg skulle gå der for længe. 50 procent af mit arbejde kunne være sort, men jeg kan alligevel ikke klare det i forhold til polakkerne. De kræver kun 190 i timen plus moms. Jeg skal have 330 kroner. Og det er endda billigt. De andre tømrere i byen kræver 370 kroner«.

Nu tager Frank Olsen til Norge, hvor han har en dansk ven, som er tømrermester og har fået en entreprise.

LÆS OGSÅHver 2. ledig på dagpenge forventer at måtte flytte

»Vi arbejder 60 timer om ugen, og så er der udstationeringstillægget. Så kan jeg tage kurset i januar og bagefter søge ind hos Frode Laursen«.

Frank sidder på en stensætning i solen. En gammel klassekammerat kommer forbi. Han blev fyret efter 24 år i samme firma, fordi han fortalte den nye chef, hvad han mente om ham.

»Ja, det er det, som er det værste. Alt det, man skal finde sig i for at beholde et arbejde«, siger Frank.

»Ja det er stygge tider«, siger vennen, der har fået arbejde igen, og griner, mens han kigger på Frank.

»Det er sgu svært at tjene penge, når man sidder i solen og klør sig i røven«. Frank griner. Norge kalder.

Nej, nej, og så godt som nej
Det første rengøringsfirma siger bare nej. Det andet virker suspekt. Hos Valby Rengøring siger Kim Larsen, at den stilling, han havde opslået, er besat. Det var 20 timer om ugen, hvor der skulle gøres rent på trapper og i opgange.

Der stod i opslaget, at man skulle tale dansk, for det vil kunderne have. Der stod også, at han ikke ville have telefonopringninger.

»Men jeg har fået over 300 ansøgninger, 30-40 opringninger og ansøgninger på 3 forskellige sprog. Det er meget normalt i denne branche. Folk skal ikke have en doktorafhandling i dansk, men de skal kunne sproget«.

Det er alle, der søger. Ingeniører, akademikere og rigtig mange udlændinge.

»Men mange søger uden at skrive telefonnummer, og de dukker heller ikke op. Det er jo, fordi de ikke ønsker arbejde, men er tvunget til at søge for at få dagpenge. Der er mange seriøse, men også mange useriøse«.

ISS søger en kantineassistent. En halv arbejdsdag efter at stillingen blev opslået, er der allerede 35, som har søgt. I telefonen spørger Anne Højland hos ISS lidt ind til kvalifikationerne hos undertegnede, og svaret er et meget venligt, men kategorisk nej. Skrivekundskaber er ikke en afgørende kvalitet.

»Jeg skal bruge en ved komfuret, som ved noget om varm mad. I det hele taget skal man vide lidt om mad med den mængde, vi laver herude. Så du kan lige så godt lade være med at sende en skriftlig ansøgning«. Hun har fået flere ansøgninger, end hun regnede med.

»Jeg har fået 20 skriftlige ansøgninger og de første 15 mundtlige. Det er lige fra buschauffører til forfattere, så jeg skulle nok have været mere specifik. Jeg har selv været arbejdsløs, og man får besked på at søge et antal job. Så der er rigtig mange, der søger, men mange er reelt ikke interesserede. Af dem, der har søgt indtil nu, er der kun to, jeg kan bruge. Folk skal have hygiejnebevis og have set et køkken indefra, før jeg kan bruge dem. Hvis jeg havde været klar over, at der kom så mange ansøgninger, og at så mange ikke kan bruges, tror jeg nok, jeg havde brugt mit netværk og fået nogen ind gennem bagdøren. Så havde jeg ikke bedt om at få stillingen slået op offentligt«.

Ingen stillinger
På jobcenteret i Helsingør forlyder det, at den bedste mulighed nok er at søge som avisbud, og forestillingen om, at hvis alt går galt, kan man bare gå med aviser, lever også i bedste velgående hos denne ansøger.

Men så let er det ikke. Trine Leditzig, der er ansvarlig for bladomdelingen i Helsingør, spørger ikke til kvalifikationer. Der er bare ingen stillinger.

»Vi har så mange trofaste bude, at man tror, det er løgn. Det har vi faktisk haft i herrens mange år, fordi krisen har kradset. Før i tiden var det hamrende svært, men nu vader vi rundt i folk. Det er jo også venner og familie, der anbefaler hinanden, og har man gode erfaringer med nogen, tager man dem, de anbefaler. Vi har det let, selv om det er et stort samfundsproblem med alle dem, der ikke kan få arbejde. Men du kan da sende en ansøgning. Så lægger jeg dig ind i bunken. Der ligger bare 10-12 stykker i forvejen«.

Klokken er 10 om formiddagen, og ’Dovne Robert’ er set i nærheden af et jobcenter. Danmarks nye hofnar er blevet landskendt.

»Jeg så ham for en halv time siden. Så han har været tidligt oppe i dag«, smiler en velklædt ung mand med en laptop på knæene.

’Dovne Robert’
Lidt senere kommer Robert ud fra sin samtale hos jobkonsulenten her på kobcenteret på Vesterbro.

»Jobkonsulenter er flinke mennesker, og det var hende her også. Hun ville lige høre, om jeg stod til rådighed for arbejdsmarkedet, for de havde hørt i pressen, at det gjorde jeg muligvis ikke. Jeg sagde, at jeg stod til rådighed, og vi var enige om, at jeg stadig skulle gå til jobcoach to gange om ugen«.

Sidste gang Robert var hos sin jobcoach, prøvede de sammen at finde frem til Roberts spidskompetence.

»De mente, at det var almen dannelse, og det er vel egentlig rigtigt nok. Jeg ved meget om mange ting. Jeg kunne godt tænke mig at blive ansat på Mændenes Hjem, for jeg har en stor interesse for de svage i samfundet. De mente, at det muligvis nok var i den retning, jeg skulle søge. Måske skulle jeg starte min egen virksomhed. De var også søde. Jobkonsulenter vil folk det godt«.

LÆS OGSÅRobert forvrænger virkeligheden

Robert forsvinder, men her i jobcenteret på 4. sal er der stuvende fyldt. Folk står i kø for at komme til samtale. Nogle enkelte er forhutlede og ligner for mange øl, for lidt arbejde og for store sociale problemer i for lang tid. Men flertallet er normale danskere i alle aldre, der ser ud, som om de er mødt op, fordi de virkelig vil have et arbejde.

På en tavle er der slået en række stillinger op, som ikke findes på Jobnet og Jobindex. Dansk Supermarked søger en række medarbejdere. Både Føtex, Bilka og Netto har brug for medarbejdere. I jobbutikken står Marija Berger.

»Hvordan kan jeg hjælpe«, spøger hun.

»Jeg søger arbejde«.

»Hvilket«.

»Dem, som Dansk Supermarked har slået op, og jobbet som journalist«.

Gode chancer
»Du får et skema her. Prøv at udfylde det«, siger hun og ligner en smilende jobkonsulent, der sender en arbejdssøgende videre i systemet med besked om at skrive endnu en ansøgning. Men lidt senere nærmer hun sig bordet, og man føler sig i gode hænder.

»Er du på kontanthjælp?«.

»Nej. Jeg skriver, men tjener ikke nok og søger arbejde«.

»Også hos Dansk Supermarked?«

»Gerne.«

Vi taler lidt, og hun får den samlede forklaring. Det her skal i Politiken. Da hun får tilladelse fra sin chef, vil hun godt udtale sig. Samtalen får selvfølgelig en hypotetisk karakter, men hun siger.

LÆS OGSÅNu stopper I med at omtale arbejdsløse som undermennesker

»Du er 56 år, og så vil jeg ikke sende dig ud i Dansk Supermarked, hvis du har problemer med ryggen. Men da du sagde, at du var parat til hvad som helst, og du heller ikke har fysiske problemer, ville jeg med næsten sikkerhed have fået dig til samtale«.

Marija Bergers arbejde er på sin vis enkelt. Selv om hun er ansat i jobcenteret, fungerer hun og de andre jobkonsulenter også som det første filter for Dansk Supermarked og de andre virksomheder. Det er hende, der som den allerførste skal vurdere, om ansøgeren matcher den opslåede stilling.

»Men jeg møder jo ikke dem, som ikke gider, og hvis du har lyst, er mulighederne allerede forbedret med 50 procent. I dag har jeg haft en dame på 53, som var parat til hvad som helst. Hun havde været kontorassistent, men var frisk, og hun vil komme til samtale. Hvis folk virkelig ønsker arbejde, er der rigtig gode muligheder for, at jeg kan få dem til samtale. Selvfølgelig er det virksomheden, der træffer afgørelsen, men jeg vil tro, at omkring 60 procent af dem, der kommer til samtale herfra, får et arbejde. Min vurdering i dit tilfælde ville være, at chancerne er gode. Du ville få 22.600 om måneden, og så får virksomheden 10.000 herfra i løntilskud i de første tre måneder. Herefter skal de betale selv«.

22 uopfordrede ansøgninger
Job.  Mads Bjerregaard. Foto: Joachim Adrian
I foråret blev Mads Bjerregaard færdig som bachelor på Arkitektskolen i Aarhus, men var studietræt og ønskede en pause. Så da han kom hjem til København, gik han i gang med at søge.

Han kan godt lide virksomheden Muuto, der laver skandinavisk design, og han slog op under de forhandlere, der sælger Muuto. Der var 25 butikker i København, og han udarbejdede en arkitektdesignet grafisk ansøgning og kørte rundt på cykel til alle butikkerne og afleverede en ansøgning.

»Det var meget positivt. Nogle steder afleverede jeg bare ansøgningen. Andre steder var chefen til stede og tog sig tid til at tale med mig. Alle steder blev jeg modtaget godt, og det gav faktisk selvtillid, når man ikke er så vant til at søge arbejde. Flere roste ansøgningen, og Paustian sendte en e-mail, hvor de takkede og skrev, at ansøgningen var meget flot«.

I Illums Bolighus fik han kun lov til at aflevere ansøgningen. Men kort efter blev han indkaldt til samtale. De havde udvalgt tre ansøgere til en stilling som ekspedient i lampeafdelingen. Han var til samtale en fredag og bed negle hele weekenden.

»Mandag ringede de og sagde, at stillingen var min. Der var gået to uger, siden jeg begyndte at søge«.

I det næste år vil man derfor kunne møde Mads i lampeafdelingen hos Illums Bolighus. »Årsagen til, at vi tog ham, var helt enkelt, at han solgte sig selv bedst. De andre havde mere erfaring, men vi valgte Mads, og det tegner allerede rigtig godt«, siger chefen for lampeafdelingen, Mads Madsen.

Så kom jobbet
Hos Max Hansen Rengøring er det Kirsten Max Hansen, der tager telefonen. Hun får navn, alder, adresse og telefonnummer.

»Så må du jo skrive nogle bedre bøger«, griner hun, da hun får standardforklaringen. Men før hun skal i avisen med navn, skal hun vide, at hun er blevet udsat for et mildt bondefangeri. Så det er nødvendigt at ringe til hende igen. Hun lytter lidt og siger så: »Så du søger ikke stillingen for alvor! Jeg skulle ellers lige til at ringe til dig. Det ser ud til, at vi får noget i nærheden af dig i weekenden«.

Hun fortæller også, at det nok var blevet til arbejde på længere sigt.

LÆS OGSÅVelfærdssnyltere er samfundsforbrydere

»Når vi får nye kunder, får vi brug for folk, og jeg kan lige så godt sige det, som det er. 99 procent af dem, der søger, er udlændinge. Når vi får en ansøger, der taler dansk som dig, tager vi imod med kyshånd. Vi har ikke noget imod udlændinge, men taler man dansk, er det nemmere at tale med kunderne. Vi kræver, at man taler engelsk for at få arbejde, og 2/3 af vores ansatte er udlændinge. Du var røget ind i vores kartotek, og efter et stykke tid var du blevet ringet op«.

Status efter to uger som jobsøger og cirka tyve ansøgninger er mudret. Der er ufatteligt mange om buddet. De fleste steder sagde de reelt nej. Et par steder ville der måske blive en mulighed engang, og to steder var der moderat lovende udsigter. Hos Max Hansen Rengøring lød det, som om det var blevet til noget. For som Kirsten Max Hansen udtrykte det.

»Hvis du havde gjort weekendarbejdet godt, var du blevet tilbudt mere. Sådan er det jo«.