Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 25. sep. 2012 KL. 03.00

33-årig døde af overmedicinering - politikere fik intet at vide

Tre læger fik skarp kritik, efter at patient døde, men regionens politikere fik intet at vide.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

En 33-årig psykisk syg mand på Fyn døde af overmedicinering, efter at han gennem flere år var blevet massivt medicineret i strid med Sundhedsstyrelsens regler.

To læger fra Region Syddanmarks distriktspsykiatri og en privat psykiater har fået en skarp kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for at lade medicineringen fortsætte og for ikke at tage blodprøver og undersøge mandens hjerterytme, som de skulle.

Alligevel har politikerne i regionsrådet ikke fået noget at vide om sagen, som heller ikke - hvilket den skulle - blev offentliggjort på Patientombuddets hjemmeside.

Politikerne er utilfredse
Det skaber voldsom utilfredshed blandt regionens politikere, der dermed har været afskåret fra at lære af sagen.

»Vi kan ikke bare have folk til at ligge og dø, uden at vi ved noget«, siger Freddie Madsen (DF), der er formand for Psykiatriudvalget i Region Syddanmark.

LÆS MERELæger under lup for at medicinere for meget

Sagen om Mark Calderara Eskekilde, der kun blev 33 år, er opsigtvækkende.

For det første har Mark Eskekildes forældre, der klagede til Patientombuddet, fået dokumentation fra Retsmedicinsk Institut på, at deres søn omkom af en »dødelig koncentration« af lægeordineret medicin. Ofte henlægges den slags dødsfald blandt folk med psykiske lidelser som uforklarlige dødsfald.

LÆS OGSÅIndsats for mindre medicin slået fejl

Sagen viser også, at massiv overmedicinering af psykiatriske patienter ikke kun er et problem i Region Hovedstaden, som Sundhedsstyrelsen netop har udtalt skarp kritik af.

Endelig er det sjældent, at de involverede psykiatere modtager kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for overmedicineringen. I denne sag konstaterede disciplinærnævnet, at tre læger på en halv snes punkter havde overtrådt lægeloven og handlet »under normen for almindelig anerkendt faglig standard«.

Sundhedsstyrelsen advarer
Frem til sin død fik Mark Eskekildes en kombination af to store doser antidepressiv medicin og fire antipsykotiske medikamenter.

Sundhedsstyrelsen har siden 2006 advaret mod uargumenteret brug af flere antipsykotiske midler på en gang. Af journalerne fremgår det ikke, hvorfor Mark Eskekilde skulle behandles med så mange psykofarmaka.

LÆS MEREBosteder skal advare mod farlig medicin

Desuden var det antidepressive middel Cipramil ordineret i en dosis, der lå over den maksimalt anbefalede grænse. På grund af risiko for forstyrrelser af hjerterytmen må man højst give 40 mg dagligt. Mark Eskekilde fik 60 mg.

Opråb fra hjemmesygeplejerske
Ifølge journalerne skulle Mark Eskekilde en gang om måneden have taget blodprøver på grund af behandlingen med det højpotente, antipsykotiske middel Leponex. Det skete kun to gange i de sidste to år.

Man skulle også tage EKG-målinger af hjertet. Det skete kun en enkelt gang. Og det skete først efter et opråb fra en hjemmesygeplejerske, som doserede den omfattende medicin hjemme hos ham.

LÆS OGSÅDirektør sagde god for overmedicinering

Forældrene valgte at klage over behandlingen af deres søn. Ikke, som de skrev i klagen, for at »stræbe de indklagede efter livet eller deres brød«, men for at få konstateret, at der var begået fejl, som man kunne lære af.

»Vi får ikke Mark igen, men hans død kan for os få en mening, hvis den er med til at forhindre andre tilsvarende dødsfald«, skrev forældrene.

LÆS MEREPatienter tvunget til overdoser

Den lægefaglige direktør i Region Syddanmarks psykiatri, Anders Meinert Pedersen, siger, at »det ikke er praksis at orientere om alle dødsfald, som vi bliver bekendt med«.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) skal i dag i samråd i Folketinget om overmedicinering af psykiatriske patienter.

LÆS MERESundhedsstyrelsen: Psykiatricenter har bragt patienters sikkerhed i fare