Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 1. okt. 2012 KL. 08.07

Efterskole tiltales efter Præstø-ulykke

Efterskole og dennes forstander tiltales blandt andet for uagtsomt manddrab.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Ulykken kort

  • Fredag 11. februar kæntrede 13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole i det, der er blevet kendt som Præstø-ulykken.
  • Eleverne, der gik på skolens idrætslinje, og lærerne var sejlet ud på Præstø Fjord i en såkaldt dragebåd.
  • Da båden kæntrede svømmede nogle af børnene i land, hvor det lykkedes dem at få tilkaldt hjælp.
  • Det lykkedes redningsmandskabet at redde alle i land - dog ikke den 44-årige mandlige lærer, hvis lig senere er blevet fundet.
  • Mange af eleverne var i kunstigt koma efter ulykken. Syv elever blev efterfølgende indlagt på Hammel Neurocenter, hvor de har modtaget hjælp til genoptræning. En af eleverne er fortsat indlagt - han har mistet evnen til at tale og synke.
  • Lundby Efterskole blev allerede i dagene efter ulykken kritiseret fra flere sider for at tage børnene med ud at sejle i februar. Derudover blev det kritiseret, at børnene bar svømmeveste, at der var for mange i båden, at båden ikke havde redningsudstyr som nødraketter og nødtelefon med og at børnene ikke alle kunne svømme.

Politiets anklagemyndighed har besluttet at rejse tiltale efter Præstøulykken, hvor en flok efterskoleeleve kæntrede med deres to lærere på Præstø Fjord 11. februar 2011.

Der er rejst tiltale mod Den Selvejende Institution Lundby Efterskole og mod skolens forstander, Truels Achton Truelsen.

Det skriver Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Den ene lærer fra efterskolen omkom ved ulykken, mens det lykkedes at redde den anden lærer og de 13 elever.

Kritik fra Havarikommission
Efterskolen er siden blevet kritiseret for at have undervurderet risikoen ved at sejle ud i en såkaldt dragebåd i februar måned. Blandt andet skrev Havarikommissionen, at »det var forbundet med en betydelig risiko for en ulykke at sejle med dragebåd på Præstø fjord under de givne omstændigheder«.

LÆS MERERapport om Præstø-ulykken giver efterskole hård kritik

Det tiltales de for

Begge tiltales for uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241 og for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse efter straffelovens paragraf 249. Der er også rejst tiltale efter sølovgivningen for forvoldelse af søulykke og sejlads i strid med godt sømandskab samt undladelse af at sikre, at menneskeliv på søen er betryggende sikret.

Politiken.dk talte kort tid efter ulykken med en forælder, der fortalte, at hendes datter havde forsøgt at slippe for at komme ud at sejle, og at hendes svømmeevner var begrænsede.

Flere af eleverne blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor de i dagevis var i kunstigt koma. Siden fulgte længere genoptræningsforløb for nogle af eleverne, der havde fået varige skader.

Svømmede i land
Sejlturen ud på Præstø Fjord var et led i idrætsundervisningen, og det var hensigten at sejle en rute og distance, som to dage tidligere var sejlet af elever på skolens friluftslinje og - om muligt - at gøre det på en hurtigere tid end friluftslinjens tid på 36 minutter.

På grund af kraftig vind og en ulige vægtfordeling kæntrer båden efter cirka 22 minutters sejlads. Det lykkedes to elever at svømme ind til land og tilkalde hjælp.

Viceforstander Lars Jensen oplyser til politiken.dk, at hverken skolen eller forstanderen har en kommentar til tiltalen.

DOKUMENTATIONLæs Havarikommissionens rapport her

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår straffesagen, der skal føres ved retten i Nykøbing Falster, berammes.

Klik på punkterne på kortet. - Her sejlede eleverne og lærerne fra Lundby Efterskole ud

nyheder@pol.dk