Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 4. okt. 2012 KL. 14.06

Politiet savner afgørende oplysninger efter overfald på Amager

Cyklende gerningsmand har forulempet to ofre på Amagers fælledområder.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Politiet håber at få flere oplysninger fra vidner i jagten på den mandlige cyklist, der to gange har forulempet kvindelige ofre på Amager Fælled og Kalvebod Fælled.

Det første offer var en pige på 12 år, som blev angrebet 13. september. Tirsdag aften skete en tilsvarende forbrydelse, da en 20-årig kvinde blev standset og forsøgt forulempet af en ukendt gerningsmand.

»Vi tager det her alvorligt. Jeg vil nødigt tænke over, hvad der kunne være sket«, siger efterforskningsleder Tommy Keil fra Københavns Politis Station Amager.

LÆS OGSÅPolitiet tror på sex-motiv bag groft overfald på kvindelig cyklist

Politiet har fået henvendelser fra mennesker, der har været i området eller mener at have oplysninger.

»Flere har ringet til os, men det afgørende spor er der desværre ikke«, siger han til politiken.dk.

Efter det seneste overfald har politiet fundet en såkaldt hardballpistol nær gerningsstedet. Den bliver nu undersøgt af kriminalteknikere, men det vil vare nogen tid, førend der kommer resultater tilbage fra laboratoriet.

20-årig skulle tvinges i håndjern
Ved overfaldet tirsdag aften kom den 20-årige kvinde cyklende ad Kalvebod Sti efter dagens arbejde i indkøbscenteret Fields.

Hun blev indhentet af en mand på cykel, der truede hende med en pistol. Vedkommende beordrede hende på knæ og forsøgte tilsyneladende at iføre hende håndjern bag ryggen.

Men offeret satte sig til modværge, fik vristet pistolen fra overfaldsmanden og smed den væk, inden hun så sit snit til at løbe væk.

Forgreb sig på et barn
13. september skete et tilsvarende overfald, da en 12-årig pige blev standset nær Pinseskoven på det sydlige Amager. En mandlig cyklist kørte ind foran barnet og standsede hende, væltede hende ned på jorden og gav sig til at befamle den lille pige

Manden opgav imidlertid og forlod hastigt stedet.

LÆS MEREPolitiet undersøger sexovergreb: Har samme cyklist overfaldet 12-årig?

Han beskrives som mellem 30 og 50 år, almindelig af bygning, med skægstubbe. Og han talte dansk uden accent.

Politiet vil gerne i kontakt med alle, der har været i området i tidsrummet omkring de to overfald. De kan have set noget af betydning for opklaringen, mener efterforskerne.