Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Boligforening og hele landet er i oprør over juletræsafstemning

Muslimsk flertal i bestyrelsen i Egedalsvænget i Kokkedal har nedstemt juletradition.

Gem til liste

Den 31. oktober mødtes bestyrelsen i boligforeningen Egedalsvænge i Kokkedal.

De skulle blandt andet diskutere foreningens aftale med tv-leverandøren YouSee, og om der var blevet solgt møbler og andet fra foreningens losseplads, og hvor pengene fra salget i så fald var havnet.

Under punktet 'eventuelt' skulle foreningen tage stilling til, hvad der skulle ske med årets juletræ, der hvert år plejer at blive stillet op ved et lille arrangement med æbleskiver og glögg.

Live fra Kokkedal
Dette sidste punkt på dagsordenen har i dag været omdrejningspunktet i en lang række avisartikler, tv-stationer har rapporteret live fra Kokkedal, og indtil flere Folketingspolitikere har blandet sig i sagen om boligforeningens juletræ.

På mødet blev det nemlig besluttet, at Egedalsvænget i år ikke skulle have noget juletræ.

Så meget står fast. Men herefter er der svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. I en række medier blev historien først fortalt under overskrifter som 'Fem muslimer aflyser dansk julehygge' (i Ekstra Bladet) og 'Fem muslimer blokerer for juletræ' (i Frederiksborg Amts Avis).

Eid-fest med hoppeborg
Kort fortalt lød historien her, at et muslimsk flertal i bestyrelsen ikke ønskede, at der skulle holdes et juletræsarrangement (pris 7.000 kroner), selv om de netop havde holdt en eidfest med hoppeborg og klatrevæg (pris 60.000 kroner).

Den historie fik blandt andre borgmesterkandidat for Venstre i Fredensborg Kommune, Thomas Elgaard, til at tilbyde at betale for juletræet. Og også Dansk Folkeparti Martin Henriksen var klar til at åbne partikassen.

Men så stod bestyrelsesmedlem Ismail Mestasi, der sidder i bestyrelsens festudvalg, frem og fortalte, at sagen slet ikke handlede om, hvorvidt man ville have et juletræ eller ej. Men blot handlede om, at ingen i bestyrelsen gad påtage sig opgaven med at arrangere juletræsfesten.

To udlægninger
Og herefter bliver sagen rodet, men lad os først høre Ismail Mestasis udlægning af sagen:

»Vores opfattelse - og når jeg siger 'vores', mener jeg de fem muslimer, som medierne har referet til i dag - er, at juletræet blev taget op på mødet, og man ønskede at finde nogen, der er ansvarlig for det«, siger Ismail Mestasi, der er muslim, til politiken.dk.

Han er godt træt af at snakke med journalister, men har indvilliget i et enkelt interview mere.

»Jeg skal være helt ærlig, at det er ikke noget, vi skal stå for. Vi stod for Egedalsvænge første eid-arrangement, og jeg har aldrig holdt jul og ved ikke rigtig, hvad jul er, så jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at det er noget, jeg skal stå for. Så jeg gør opmærksom på, at jeg synes, det er komisk, at jeg pludselig skal have ansvaret for det«, siger han.

»Det er kendsgerningerne. Der var ingen andre i bestyrelsen, der ønskede at påtage sig det ansvar«, siger han og tilføjer, at ingen af de etnisk danske medlemmer i bestyrelsen havde hjulpet med at arrangere eid-festen, selv om et par stykker dukkede op på dagen og hjalp til alligevel og hyggede sig.

»Meget forvirrende«
Ifølge Ismail Mestasi bliver der herefter holdt en afstemning om, hvorvidt der skal holdes et juletræsarrangement, og et flertal i bestyrelsen stemmer nej.

Karin Legaard Hansen, der også sidder i bestyrelsen, har en nogen anden opfattelse.

»Det er stadig meget forvirrende«, siger Karin Leegaard Hansen, der ligesom Ismail Mestasi efterhånden er godt træt af at snakke med journalister.

»Jeg siger på mødet, at vi også lige skal snakke om det med juletræet, for det er sådan en fast ting. En fra festudvalget siger så, at hun ikke er hjemme til at tage sig af det, og jeg kigger så på de andre i festudvalget«, siger hun og refererer ligesom Ismail Mestasi, at resten af festudvalget ikke synes, at det var deres opgave at stå for juletræsarrangementet.

Ville gerne stå for juletræet
Men hun er ikke enig med Ismail Mestasi i, at slet ingen i bestyrelsen ville stå for arrangementet:

»Det er ikke sandt. Hende fra festudvalget, der ikke ville være hjemme til selve arrangementet, sagde, at hun nok skulle tage sig af indkøbene, så alt var klar. Og så sagde jeg, at jeg nok skulle klare resten«, siger Karin Legaard Hansen.

»Så jeg har sagt ja til at stå for juletræsfesten og for at få andre til at hjælpe mig. Så jeg ser det som en afstemning om, hvorvidt vi skulle have et juletræ eller ej«, siger Karin Legaard Hansen.

Og nærmere kommer man ikke en opklaring af sagen. Ud fra referatet på mødet kan man ikke læse andet end, at forslaget blev stemt ned, og ringer man tilbage til, Ismail Mestasi fastholder han, at ingen i bestyrelsen ville påtage sig ansvaret for at holde et juletræsarrangement.

»Det er jo klart, at vi ikke vedtager noget, som ingen vil stå for«, siger han.

Ærgerlig mediefremstilling
Ifølge Karin Leegaard Hansen har der aldrig før været uenigheder i bestyrelsen trods forskellige religiøse overbevisninger. Faktisk holdt hun endda en tale til eidfesten siger hun. Og derfor ærgrer det hende også, at sagen i dag er blevet fremstillet i medierne som et juletræsslagsmål mellem danskere og beboere af anden etnisk herkomst.

»Nu bliver alle muslimer jo dømt over en kam, og det er ikke fair«, siger hun og tilføjer:

»99 procent af beboerne vil stå bag holdningen om, at der skal være plads til både jul og eid-festen«.

Karin Leegaard Hansen har nu sagt ja til en donation fra en privatperson, der har tilbudt boligforeningen 7.000 kroner til et juletræ og samtidig 7.000 kroner til næste års eidfest.

PolitikenPlus
  • Spansk Vinfestival Den spanske vinfestival er en unik chance for at smage på over 200 vine fra Spanien og prøve alt fra det nyeste og vildeste til det mest traditionsrige.

    Pluspris fra 125 kr. Alm. pris fra 150 kr. Køb
  • Vugge til dukker Farvestrålende vugge til dukken. Sengen passer til dukker helt op til 40 cm., og leveres med dyne og pude. Vuggen er lavet af gode materialer og malet med slidstærk og giftfri maling.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Cykelløb 1937 Rundt og rundt og rundt cyklede de! Billedet af de tre ryttere i foroverbøjet fart er taget af en af Politikens helt store fotografer, Holger Damgaard.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.265 kr. Køb
  • Avisholder Få styr på aviserne med en we avisholder. Holderen er lavet i pulverlakeret stål, og måler 29 x 42 x 31 cm., så en Politiken passer perfekt i.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.125 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb