2. pinsedag i 1990 blev Kirsten Geislers datter, 18-årige Stine, taget fra hende af en ukendt drabsmand.

Siden har hun måttet leve med ikke at få sat ansigt på sin datters morder. Hun har svært ved at bære, at vedkommende kan gå frit omkring.

Kirsten Geisler har holdt sig ude af medierne siden sin datters død.

Men i går stillede hun op i TV 2's kriminalmagasin, Station 2, og hun stiller op til interviewet med politiken.dk i håb om, at kombinationen af de nye dna-metoder og befolkningens henvendelser kan hjælpe til at finde hendes datters morder.

»Det er en forfærdelig tanke, at en, der har begået noget så forfærdeligt, skal gå frit omkring. Jeg håber også, at den udsendelse (Station 2, red.) kan få nogen til at stå frem med mistanke eller noget, de er gået med. Der må være nogen, der ved et eller andet eller har en mistanke«, siger Kirsten Geisler til politiken.dk.

LÆS OGSÅ Vicepolitiinspektør: Dna-sporet er ikke nok i sig selv

Da Stine Geisler blev myrdet, var dna-teknikken ikke så fremskreden. Kriminalteknikere skal i dag blot bruge en mikroskopisk mængde dna til at sammensætte en komplet dna-profil.

Håbet svandt
Hun tror ikke, at hun havde magtet at leve videre, hvis det ikke havde været for »enestående« familie, venner og kolleger.

»Jeg synes, det er fantastisk, at man har gjort de her fremskridt. Alle, som har mistet deres kære på den her grusomme måde, ved jo godt, at det ikke bringer de tabte tilbage, men de skyldige skal altså fanges, dømmes og straffes. Og der er håb om, at de nye spor kan føre til det«, siger Kirsten Geisler.

Hvordan har dit håb om at fange drabsmanden været gennem de sidste 22 år?

»Som tiden gik, svandt det. Politiet har jo gjort alt, hvad de kunne med de midler, de har haft. Men eftersom det ikke førte til noget, så begyndte man at opgive, at det skulle lykkes. Men nu er der så fundet nye metoder, og jeg kan da kun være glad for, at man straks har grebet muligheden for at bruge dem«.

LÆS OGSÅ Vicepolitiinspektør: Dna-sporet er ikke nok i sig selv

Hvor meget fylder det i din hverdag?

»Det fylder det hele. Jeg kan godt fungere sådan nogenlunde ved hjælp af familie og venner, men det ligger hele tiden som en tung byrde«.