Adnan Alshamari havde stort hus med have i Bagdad i 1990’erne. Han bestred et vellønnet job som civilingeniør og købte, hvad hans familie manglede. Nu er irakeren flygtning i Danmark på starthjælp.

Med så lav indtægt, at han ikke kan give børnene nok frugt. Der er heller ikke råd til at se dyrene i Zoologisk Have. Eller til nyt tøj og sko.

Frugt to gange om ugen
Sådan er virkeligheden for flygtninge på starthjælp. Den lave ydelse rækker ikke til, at modtagerne kan opretholde, hvad officielle Danmark kalder »en beskeden levefod« – det beløb, man skal have tilbage, når myndighederne kradser gæld ind. Det fremgår af den første store kortlægning af levevilkårene for flygtninge på starthjælp, som Center for Alternativ Samfundsanalyse offentliggør onsdag.

»Jeg prøver at lade være med at rationere maden, men det er svært. For eksempel har vi kun råd til at give børnene frugt to gange om ugen«, siger 49-årige Adnan Alshamari og tilføjer, at han sammen med sin hustru og deres tre børn har 3.000 kr. at leve for om måneden, når de faste udgifter er betalt. Starthjælp og børneydelse er 12.000 kr., huslejen tager 6.000 kr., og faste udgifter til telefon, forsikring, elektricitet m.m. beløber sig til 3.000 kr.

Regeringen indførte starthjælp for at motivere flygtninge til at få arbejde. Men familierne, især børnene, lider afsavn, siger en af rapportens forfattere, lektor på Den Sociale Højskole Adam Johansen:

»Det mest dramatiske er, at børn ikke får nok sund mad at spise. Hver anden familie, jeg interviewede, fortalte, at de ikke havde råd til at købe tilstrækkeligt kød, frugt og grøntsager til deres børn«.

Mange har helbredsproblemer
Efter et år på starthjælp er en fjerdedel af flygtningene kommet i arbejde, efter to-tre år er godt 40 procent beskæftiget. Herefter stiger tallet næsten ikke, viser undersøgelsen, der samtidig konkluderer, at kun hver anden på starthjælp har gode muligheder for at blive selvforsørgende.

En af forklaringerne er dårligt helbred. Over halvdelen af de 140 undersøgte familier har problemer med helbredet. Det er for 70 procent af de syges vedkommende psykiske lidelser – traumer, depressioner, angst. Enkelte har været udsat for tortur.

Adnan Alshamaris helbred skranter også efter fem år i Danmark, hvor han ikke har kunnet skabe en værdig tilværelse for sin familie. Blodtrykket er for højt, og dybe rander under øjnene vidner om, at hans uvisse fremtid holder ham vågen.

»De siger, at de har brug for civilingeniører, men de ansætter mig ikke. Jeg kom herop fyldt med initiativ og dynamik og lyst til at bidrage. Jeg ville sende tusind ansøgninger, men har kun sendt 20-25. Det er ikke ret mange, men jeg ser intet håb. Jeg har givet op«, siger han.

Afsavn
Familierne fortæller, at de ikke har råd til forbrugsgoder som cykler og computer.

De må købe brugt tøj og sko. De har ikke råd til at tage på ferie.

Pengene rækker ikke til at invitere barnets klasse hjem til fødselsdagsfest; besøg i Tivoli og biograf er udelukket, ligesom de må kigge langt efter en tur på restaurant. Afsavnene betyder ifølge Adam Johansen, at børnene bliver marginaliserede og får sværere ved at knytte venskaber til danske børn.

»Nogle af de ting kan man kalde luksus, men de er altså blevet hvermandseje. Skolerne forventer, at børn har en computer derhjemme til at løse opgaver. Og når man ingen cykel har, så må de gå tre kvarter til fodbold alene i stedet for at cykle sammen med andre drenge og lære dem at kende«, forklarer Adam Johansen.

Forskerens personlige holdning er, at regeringen bør afskaffe starthjælpen og give flygtningefamilierne ydelser, der modsvarer deres behov.

»Det knuser mit hjerte«
Adnan Alshamari fortæller, at det gør ondt at sige nej til sine børn. Igen og igen:

»De forstår ikke, at de ikke kan invitere klassen hjem til fødselsdagsfest. For andre børn er det en selvfølge, men vi har ikke råd. Det knuser mit hjerte«.

Flygtningenes dårlige økonomi betyder, at de isolerer sig. De har ikke råd til at foretage sig ting, der integrerer dem. De sidder foran fjernsynet.

»Min kone vil til frisør og vil have en ny kjole som andre kvinder. Det kan hun ikke, og det belaster vores forhold. Vi skændes, børnene skændes. Fordi vi er tvunget til at være så tæt sammen«, siger Adnan Alshamari.

Mange flygtninge på starthjælp har ifølge Adam Johansen opgivet håbet. De føler, at det danske samfund behandler dem som andenrangsborgere – nogle tror, at starthjælpen er Vestens straf efter 9/11. Modvilje, resignation og fortvivlelse præger familierne. Så er det svært at være attraktiv for en arbejdsplads.

Adnan Alshamari, hvorfor søger du ikke andre job end civilingeniør?

»Jeg kunne tage rengøring, men det kan min krop ikke holde til. Jeg er civilingeniør, og jeg er god med mit hoved, ikke mine hænder. Et rengøringsjob vil hverken gøre mig eller arbejdsgiveren glad«.

Har I tænkt på at rejse tilbage til Irak?

»Det er udelukket. Det er for farligt«.

Hvad vil du gøre?

»Jeg ved det ikke«.