Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Millionindsats skal kun få 100 til 150 kvinder ud af prostitution

Antiprostitutionsprojekt til 46 millioner kroner har efter et år endnu ikke kontaktet én eneste prostitueret. Minister beklager.

Gem til liste

Da regeringen i sidste uge sagde kategorisk nej til at kriminalisere prostitueredes kunder, pegede ministre og ordførere på, at regeringen i stedet er i gang med en større social indsats for at hjælpe kvinder, der sælger deres kroppe: Projekt Exit Prostitution til 46 millioner kroner over fire år, som blev vedtaget ved finansforhandlingerne sidste år.

LÆS KRONIKHjælp til prostituerede drukner i møder og udvalg

Men projektet er i første omgang kun gearet til at nå ud til 100-150 kvinder, der vil ud af prostitution, i 4 kommuner. Til sammenligning vurderes det, at der er 3.200 prostituerede i Danmark. Og i dag, efter projektets første år, har der endnu ikke været kontakt til én eneste prostitueret.

Skrivebordsarbejde
Sådan lyder kritikken i Kroniken i Politiken i dag fra lederen af centret for kvinder med prostitutionsskader, LivaRehab, Flora Ghosh, og et bestyrelsesmedlem fra centret, Anette Rix.

Flora Ghosh siger, at hele projektet ligner »skrivebordsarbejde«: »At man kun har ambition om at nå omkring 100 kvinder med 46 millioner kroner, svarer til, at projektet koster knap en halv million kroner per kvinde. Det er mange penge og gavner kun få«.

Projektet koster knap en halv million kroner per kvinde. Det er mange penge og gavner kun få

Flora Ghosh

LivaRehab, der arbejder for en helhedsindsats for de prostituerede, har på et par år til sammenligning haft forbindelse til 135 kvinder - med et meget meget mindre budget. Omkring 100 af disse kvinder har selv sagt, at de er blevet skadet af prostitutionen og ønsker hjælp.

At det statsstøttede projekt til 46 millioner kroner kun er rettet mod danske statsborgere i de 4 kommuner - som tegner til at blive København, Odense, Aarhus og Aalborg - begrænser i det hele taget målgruppen alt for meget, mener Flora Ghosh.

»Hvad med alle de udenlandske kvinder? Hvad med kvinderne i de andre kommuner? Hvad med dem, der allerede er kommet ud af prostitution og døjer med betydelige psykosociale skader? Hvad med forebyggelse til de udsatte unge, så de ikke havner i prostitution«, spørger Flora Ghosh, der også er meget kritisk over for tempoet.

Til marts sker der noget
Socialminister Karen Hækkerup (S) er ked af, at der endnu ikke er sket mere, skriver hun i en e-mail til Politiken.

»Jeg forstår godt, at der er frustration over, at projektet er forsinket. Men Exit Prostitution er et udviklingsprojekt, hvor vi for første gang vil udarbejde en samlet strategi for vejen ud af prostitution, og samtidig vil vi gerne systematisk måle effekterne af indsatsen. Det kræver et solidt forarbejde, særligt fordi det er et område, hvor vi har ingen eller meget lidt dokumenteret viden i dag. Det har desværre været mere tidskrævende end forventet, og det kan jeg kun beklage«.

LÆS OGSÅDanskerne vil ikke have forbud mod købesex

Ministeren finder dog ikke, at projektet er for uambitiøst. Socialstyrelsen har vurderet, at der i de 4 kommuner er cirka 150 kvinder, som på stående fod er parat til et såkaldt exitforløb, og det er den primære målgruppe. Men Exit Prostitution skal nå videre, mener ministeren:

»Der er derudover en større gruppe prostituerede, som ikke nødvendigvis er klar til at forlade prostitution, men som har brug for støtte i deres nuværende situation. Det kan være hjælp til at komme ud af et stofmisbrug eller mere viden om mulighederne for et liv uden for prostitution, og dele af denne gruppe ønsker måske på et senere tidspunkt at gå i gang med et exitforløb«.

Ikke tilfreds med tempo
Fuldmægtig Lis Døssing i Socialstyrelsen beklager også, at der endnu ikke er kommet gang i konkrete kontakter til de prostituerede. De vil formentlig blive taget omkring marts næste år, vurderer hun.

Lis Døssing understreger, at kommunerne skal indgå partnerskaber med private og frivillige organisationer - som for eksempel LivaRehab.

»Der er bare ikke underskrevet samarbejdskontrakter med nogen af de fire kommuner endnu, så vi er ikke kommet så langt. Jeg tror, at LivaRehab bare er lidt utålmodige«, siger hun.

LÆS OGSÅS-top får købesex-lussing af enigt bagland

Socialordfører for SF Anne Baastrup er heller ikke tilfreds med tempoet, men hun er »ret sikker på«, at LivaRehab og andre fra det private og frivillige sociale arbejde nok skal komme med i projektet efterhånden.

Flora Ghosh fra LivaRehab er ikke beroliget. For hun tvivler på selve projektets idé om, at kommunerne skal gå i front i angrebet på prostitution:

»Mange i vores målgruppe har ikke tillid til det offentlige; de er bange for myndigheder, de frygter at få skattesmæk eller blive straffet for socialt bedrageri og føler ofte ikke, at de kan snakke frit med en kommunal medarbejder«.

PolitikenPlus
  • Digitalt stegetermometer Funktionelt stegetermometer i flot design i stål og BPA-fri plast og med ekstra hurtigt visning af temperatur (4-10 sek.) på LCD displayet. Kan måle temperaturer mellem -45 og +200°C.

    Pluspris 199 kr. Alm. pris 249 kr. Køb
  • Isflager Man kan næsten høre det. Hvordan de klirrer mod hinanden, isflagerne. Og mærke kulden.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Julepynt Unik og anderledes julepynt

    Pluspris 25 kr. Alm. pris 30 kr. Køb
  • Kunstner Arne Ungermann Dansk Plakatkunst relancerer og genudgiver de bedste danske plakater fra 1900-1965. Her finder du plakatkunstens perler - skønne motiver, der stadig har et moderne grafisk udtryk.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.295 kr. Køb
  • Mandolin Mandolin fra Microplane med to skær og justerbart skær så du kan skære grøntsager i papirtynde skiver eller ensartede ?sticks?, afhængigt af hvad du skal bruge dem til.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 299 kr. Køb