Det er både dobbeltmoralsk og diskriminerende, når kvinder over 46 år ikke engang selv må betale for kunstig befrugtning, mens mænd kan få det offentlige til at punge ud, indtil de dør af ælde.

Det mener en række fremtrædende fertilitetslæger, der ikke kan se nogen mening med, at lovgivningen er så forskellig for mænd og kvinder.

»Det er selvfølgelig rigtigt, at kvinders æg bliver dårligere med alderen, men det gør mænds sæd sandelig også«, siger Peter Lundstrøm, hvis privatklinik afviser at behandle mænd over 55 år, fordi resultaterne er for dårlige.

Men i offentligt regi er der frit slag, for her er ingen aldersgrænse, og på de offentlige klinikker er det ikke sjældent, at mænd i 60’erne dukker op med yngre koner, når mulighederne i dobbeltsengen er udtømt.

»Det er næsten altid mænd, der er på deres andet ægteskab, og hvor hun er under den grænse, hvor de kan tilbydes behandling«, siger professor Erik Ernst fra Skejby Fertilitetsklinik.

Problem er oftest hos manden
Men generelt set, er det faktisk mændene, der har de største problemer med fertiliteten hos de par, der opsøger fertilitetsklinikkerne. Ifølge Erik Ernst skyldes barnløshed i 50 procent af tilfældene en faktor hos mændene, mens den kun i 20 procent kan henføres til kvinderne. I 30 procent af tilfældene er det lidt hos den ene og lidt hos den anden, og hvis de hver især mødte en anden og mere fertil partner, ville projektet lykkes, siger han.

Da 45-års grænsen for kvinder blev vedtaget af Folketinget i 1997, skete det med tre argumenter: Dels blev der henvist til kvinders naturlige biologi. Dels bekymrede politikerne sig om det offentliges økonomi, og endelig var der hensynet til barnets tarv.

Fertilitetslægen Hans Krog husker, at en række klinikker allerede ved lovens vedtagelse mente, at der også skulle lovgives om en aldersgrænse for mænd, som burde ligge på 55 år, altså ti år højere end kvindens grænse. »Men de fleste lovgivere var - og er - jo mænd midt i 50’erne, så den ide faldt«, siger Hans Krog.