Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 20. jan. 2007 KL. 14.30

Butiksansatte siger nej til peberspray

Dansk Folkeparti vil give ansatte i banker og butikker mulighed for at forsvare sig med peberspray. Men de ansattes organisationer er modstandere af forslaget.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard vil have lovliggjort peberspray hurtigst muligt.

»Den vil helt klart skabe tryghed blandt personalet på tankstationer, i banker, hos urmagere og guldsmede - ja, hos alle, der færdes, hvor det kan føles utrygt«, siger hun til Ekstra Bladet.

Baggrunden for det nye forslag er episoden med den københavnske urmager, som tirsdag skød tre mænd, der forsøgte at røve hans butik.

Pia Kjærsgaard mener, at urmagerens reaktion var sympatisk. Men hun mener, at det er for farligt, hvis butiksansatte bruger våben, og her kommer pebersprayen ind i billedet.

Urmagere vil ikke have peberspray
Men de ansatte, som Pia Kjærsgaard vil hjælpe ved at gøre pebersprays lovlige, er slet ikke interesseret i den hjælpende hånd.

Dennis Frederiksen, som er formand for Urmagernes og Optikernes Landssammenslutning, fortæller, at sammanslutningens generelle holdning er, at man ikke skal forsvare sig med våben.

»Og hertil regner vi også peberspray. Man skal forholde sig passivt, og sørge for at komme i sikkerhed. Man skal ikke sætte liv og lemmer på spil for at beskytte døde ting«, siger han til Politiken.dk.

Finansforbund tager afstand fra forslag
Og han får støtte af Allan Bang, som er formand for Finansforbundet. Han ønsker bestemt ikke, at bankansatte skal have peberspray med på arbejde.

»Det forslag er helt ude i skoven, og vi tager klart afstand fra det. Vi er bestemt ikke interesseret i, at vores ansatte skal have nogen form for våben. Hvis der er røveri, så vil vi ikke optrappe situationen, og sætte vores ansattes liv på spil. Det her forslag vil gå ud over vores kollegaers sikkerhed«, siger han.

Han mener, at det direkte vil ødelægge bankernes sikkerhedstiltag med mere overvågning, som skal forhindre røveri og maksimere chancen for opklaring, hvis de ansatte skal til at bære våben.

Pia Kjærsgaard blev i 2003 selv idømt en bøde på 3000 kroner for ulovlig våbenbesiddelse, fordi hun trak en peberspray mod en kvinde, der truede hende på gaden i det indre København.

Siden har Dansk Folkeparti flere gange forgæves forsøgt at samle politisk flertal for at legalisere brugen af peberspray.