Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 19. feb. 2007 KL. 09.51

Politikere skælder ud over svigt på plejecentre

Dagen efter endnu en afsløring af svigt og overgreb på et bosted for udviklingshæmmede tales der med store bogstaver på Christiansborg.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Politikere på begge fløje har fået nok af personalesvigt på plejecentre.

De kalder nu til samråd og ekspertmøder.

»Der kan næppe være tvivl om, at der nu er dokumenteret behov for, at skærpe tilsynet generelt over for institutioner for udviklingshæmmede«, udtaler den konservative socialordfører, Tom Behnke, efter TV2’s afsløringer af forholdene på Bostedet Sjælør.

Pres på socialminister
Udsendelsen viser omsorgssvigt på endnu en institution for udviklingshæmmede - denne gang i Københavns Kommune. Blandt problemerne er unødvendig medicinering og magtanvendelse. For få dage siden blev lignende forhold afsløret på bostedet Strandvænget.

Tom Behnke er ikke tilfreds med indsatsen fra socialminister Eva Kjær Hansen (V), når hun i udsendelsen udtaler, at hun går ud fra, at kommuner og regioner nu skærper tilsynet.

DF vil have ekspertmøde i socialudvalget
»Det er ikke tilstrækkeligt. Her er tale om groft omsorgssvigt og det må simpelthen ikke gentage sig. Socialministeren må føre så godt tilsyn med kommuner og regioner, at hun kan garantere, at deres tilsyn med bosteder og institutioner fungerer optimalt«, siger Tom Behnke i pressemeddelelse, som ikke er den eneste, der blev udsendt fra Christiansborg i de sene timer søndag.

For eksempel vil Dansk Folkepartis socialordfører og formand for Folketingets Socialudvalg Pia Kristensen nu tage initiativ til et ekspertmøde i Socialudvalget, så politikerne kan få ideer til, hvordan forholdene for samfundets svageste forbedres.

»Jeg vil invitere en bred vifte af eksperter og foreninger som eksempelvis LEV (forening for udviklingshæmmede og deres pårørende, red.), DSI (De Samvirkende Invalideorganisationer, red.) og Ældre Sagen, så vi kan få en fordomsfri drøftelse af, hvordan vi får skabt bedre rammer for vore svageste medborgere«, siger Pia Kristensen.

SF kalder socialministeren i samråd
I SF forventer man klare udspil fra Socialministeren i den kommende uge i forhold til de udviklingshæmmedes forhold, siger socialordfører Pernille Vigsø Bagge.

»Først Strandvænget, nu Sjælør og LEV siger, at klagesagerne hober sig op deres bord. Ministeren får den første chance på det åbne samråd, som jeg allerede har indkaldt til i Socialudvalget forlængelse af skandalen på Strandvænget«, udtaler hun.

På samrådet vil Pernille Vigsø Bagge have garantier for, at der i kommuner og regioner er afsat tilstrækkeligt med midler til de udviklingshæmmede, efter det hun opfatter som en økonomisk rundbarbering af kommunerne de senere år.

Socialminister vil se på tilsyn
De nye optagelser fra et plejecenter er lavet med skjult kamera båret af en TV2 journalist, som arbejdede halvanden måned på Bostedet Sjælør.

Optagelserne dokumenterer blandt andet unødvendig brug af magtanvendelse, og personalet instruerer ligefrem TV2's journalist i, at magtanvendelse ikke behøver at blive indrapporteret, selv om reglerne klart siger det modsatte. Udsendelsen viser også, at uuddannet personale giver beroligende medicin stik imod reglerne.

»Udsendelserne viser, at der er voldsomme problemer på flere institutioner. Nu gælder det om at få fulgt op på det og tage de rigtige initiativer. Og der vil jeg også se på, om tilsynet med institutionerne er godt nok, og hvad der skal til for at få vished for, at forholdene er i orden,« siger socialminister Eva Kjer Hansen i programmet.