Jesper S. Pedersen var lige blevet optaget i Opklarings- bataljonen og var på øvelse i Polen, da to fly hamrede ind i World Trade Center.

Den danske udenrigsminister Mogens Lykketoft fulgte angrebet på sin tv-skærm i ministeriet og vidste med det samme, at verden aldrig igen ville blive den samme.

I en stue i Bagdad følte taxichaufføren Hakim en vis glæde over slaget mod irakernes gamle fjende. Hverken soldaten, udenrigsministeren, irakeren eller for den sags skyld amerikanerne vidste rigtigt, hvad det var, der havde ramt New York.

Afghanistan, lørdag 2. december 2006
Et stykke nede i den lange kolonne af militære køretøjer sidder overkonstabel Jesper S. Pedersen bag rattet i sin pansrede Eagle. Sammen med resten af spejdereskadronen snegler han sig sydpå gennem det flade og stenede landskab mod landsbyen Shir Ghazay.

De skal ned og »trykke lidt på citronen«, som Jesper siger. Det er Taleban, der er citronen. Han undgår omhyggeligt at kalde de islamistiske oprørere for »fjender«, for fjender er nogle, man kæmper mod i en krig, og Danmark er sådan set ikke i krig. Eller hvad?

Lige nu virker der fredsommeligt i dette golde hjørne af Afghanistan, men de danske soldater har været her længe nok til ikke at lade sig narre af stilheden.

Ved siden af Jesper sidder major Christian Mogensen, der er chef for eskadronen. Han er bekymret for, om vejen er sikker nok, og kalder delingsføreren over radioen. Bare rolig, lyder det henne fra spidsen af kolonnen, der er styr på det. Ruten er tjekket.

Så de kører videre.

Kort efter lyder der et øredøvende brag. Jesper ser, hvordan den tredje bil i kolonnen forvandles til en ildkugle. Køretøjet flyver op i luften og lander med bunden i vejret. En stank af diesel og krudtslam breder sig ned gennem rækken af mere eller mindre pansrede vogne.

Minen må være eksploderet lige i brændstoftanken.

»Nu skal vi til at skrabe dem ud«, tænker Jesper. Han kan ikke forestille sig, at der er meget tilbage af de tre kammerater i den smadrede Mercedes Geländewagen. »Vi skal til at bære kister ind i flyveren«, farer det gennem hovedet på ham.

Umiddelbart er der ingen livstegn fra vraget, men så sparkes en af fordørene op, og køreren vakler ud. Skytten ved siden af ham har brækket kæben, men lader heller ikke til at være alvorligt såret. Den tredje soldat, observatøren omme på bagsædet, er derimod hårdt ramt. Han overlever, men kommer måske aldrig til at gå igen.

Delingen sikrer sig, at der ikke er flere miner i området, og sanitetsfolk når frem til de sårede. Andre fra delingen finder et sted, hvor to britiske helikoptere kan lande og samle de tre soldater op.

Til sidst sprænger de resterne af den smadrede Mercedes i luften, så Taleban ikke kan bruge stumperne til noget. Og da eskadronen fortsætter mod Shir Ghazay, er der ikke andet tilbage end et krater og en stor sveden plet på jorden.

Jesper er vred. Og rystet. Det kunne lige så godt have været ham og majoren, der havde udløst minen og måtte flyves væk i en helikopter. Det er langt ude.

Men det skal blive meget værre.

Drawsko Pomorskie, Polen, 11. september 2001
Godt og vel fem år tidligere kunne Jesper ikke forestille sig, hvad der ventede ude i horisonten.

Han havde aftjent sin værnepligt og været en enkelt gang i Kosova som panserinfanterist. I nogle måneder havde han gået rundt uden arbejde, mens han boede hjemme hos sin mor i nordjyske Nibe. Han kedede sig. Og han bombarderede en chefsergent ved Gardehusarregimentet med mails og telefonopringninger i håb om at få en kontrakt med en af de to spejdereskadroner på Bornholm. Til sidst lykkedes det.

For ham var militæret en vej væk fra striden mellem de fraskilte forældre, væk fra hashrygning med vennerne, og væk fra det trivielle arbejde på en møbelfabrik. Gerne langt væk. Som soldat kunne han hjælpe mennesker, tale til deres hjerter, vinde deres tillid. Sådan tænkte han.

Han forestillede sig ture til Balkan, hvor han kunne drikke nogle bajere, dele tæpper ud til lokalbefolkningen og så rejse hjem igen.

Nu var Jesper på øvelse i polske Drawsko Pomorskie, og det var ikke videre sjovt. Regnen styrtede ned, og maden var lige så trøstesløs som vejret – han kunne ikke klare det kogte kød. I stedet spiste han en del Kinder-mælkesnitter, som også dulmede trangen til nikotin. Han var lige holdt op med at ryge.

Eskadronen var rejst til Polen for at træne fredsbevarende indsats, men denne tirsdag 11. september 2001 havde Jesper vagttjeneste i lejren. Han var den yngste på holdet og fik altid »skodvagterne«.

Ud på eftermiddagen var der pludselig nogen, der sagde, at to fly var fløjet ind i World Trade Center i New York.

Jesper forlod omgående sin post og skyndte sig ind i et trangt lokale, hvor der stod et mikroskopisk fjernsyn. Her stod han sammen med et halvt hundrede soldater og stirrede på skærmen, hvor billederne af de brændende tårne blev gentaget igen og igen.

»Der vil komme en reaktion på det her«, sagde en af soldaterne.

København, 11. september 2001
Mogens Lykketoft stod op ved syvtiden og forberedte sig i ro og mag på at cykle fra Østerbro til Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads. Her brugte han den første time på en samtale med Politikens politiske redaktør. Dagen begyndte som så mange andre for den danske udenrigsminister.

Om eftermiddagen deltog han i en konference i Dansk Designcenter om branding af Danmark i udlandet. Han talte om vigtigheden af »et tidssvarende billede af Danmark som en moderne nation, der har andre kvaliteter at byde på end Den Lille Havfrue, folkedragter og Livgarden«.

Da Mogens Lykketoft og hans ministersekretær Lone Wisborg forlod designcentret på H.C. Andersens Boulevard og gik hen til ministerbilen, tikkede en sms ind fra Ritzaus Bureau, et »klokketelegram«, som nyhedstjenesten sender, når der sker noget særlig vigtigt:

»Et fly har ramt World Trade Center i New York, oplyser amerikansk tv torsdag. Flyet befinder sig inde i bygningen ...«, lød beskeden klokken 14.54 fra en journalist, der i sin iver tog fejl af ugedagen.

Mogens Lykketoft tænkte, at det måtte være et lille sightseeing-fly, som var forulykket, men da en passagermaskine kort efter pløjede gennem den anden skyskraber, stod det klart, at det her ikke var en tilfældig ulykke.

Dagsordenen havde med ét slag ændret sig totalt. Lykketoft følte, at angrebet havde noget ubestemt, men gigantisk forandrende i sig for hele verdenssituationen.

Det var svært for ham at foretage sig noget meningsfyldt ud over at se CNN på ministerkontoret, hvor embedsmænd løb ud og ind.

Ministeriet var konstant i telefonkontakt med den danske ambassade i Washington, som havde fået uventede gæster. En delegation fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn var i den amerikanske hovedstad, og den konservative Per Stig Møller, Venstres Svend Aage Jensby og Enhedslistens Søren Søndergaard sad i en bus på vej til ambassaden, da endnu et selvmordsfly ramte sit mål.

Denne gang gik det ud over forsvarsministeriet Pentagon.

New York, 11. september 2001
Til gengæld var det ikke til at komme igennem til Danmarks FN-ambassadør i New York. Ellen Margrethe Løj sad i sin bil på midten af Manhattan, da det første fly ramte World Trade Center nogle få kilometer væk. Hun kunne hverken høre eller se eksplosionen og ænsede knap nok bilradioens første omtale af ulykken.

Det ugentlige møde for EU-landenes FN-ambassadører skulle begynde klokken ni, og Ellen Margrethe Løj var sent på den. Men hun nåede mødet, der stod på et godt stykke tid, før nogen uden for lokalet tog mod til sig og kom ind med en seddel, der blev sendt rundt i kredsen:

»Et andet fly har ramt«, stod der på papiret.

Alle ambassadørerne styrtede ned på gaden, hvor man nu tydeligt kunne høre sirenerne fra syd. FN-bygningen var allerede evakueret, og Ellen Margrethe Løj skyndte sig over gaden og tilbage på den danske missions kontor. Hun tilbød at hjælpe generalkonsulen Michael Mørch, som havde ansvaret for at komme nødstedte danskere til undsætning. Men telefonerne virkede ikke.

Selv om terrorangrebet mod New York kørte på alle tv-kanaler, gik det først ud på eftermiddagen rigtigt op for Ellen Margrethe Løj, at hun befandt sig midt i det hele.

Normalt er 3. Avenue en af USA’s mest trafikerede gader, men nu var her fuldkommen stille. Hun mødte i hundredvis af stenansigter, som kom spadserende sydfra, midt ude på vejen. Nede bag afspærringerne et sted lå krateret efter det, der indtil i går havde været World Trade Center – de to tårne, som Ellen Margrethe Løj aldrig havde vovet sig op i. Hun led af højdeskræk.

Statsministeriet, 11. september 2001 kl. 19.30
Mogens Lykketoft talte flere gange i telefon med statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som havde indkaldt regeringens Sikkerhedsudvalg til møde i Statsministeriet.

Den danske regering havde stadig ingen anelse om, hvad der havde ramt USA.

I Sikkerhedsudvalget blev regeringens inderkreds indviet i de mest fortrolige oplysninger om rigets sikkerhed. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Birgitte Stampe, tog sig af truslerne inden for landets grænser, mens J.O. Hjorth, lederen af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), redegjorde for forhold i udlandet.

Den aften i det lydtætte Islandsværelse var det mere end nogen anden generalmajor J.O. Hjorth, som burde have noget at fortælle de tilstedeværende ministre og topembedsmænd. Han var en hemmelighedsfuld militærmand, som aldrig gav et interview og takkede nej til at få sit cv optrykt i Kraks Blå Bog.

Men Hjorth havde ikke meget at fortælle.

I tv var der spekulationer fremme om, at en international terrororganisation ved navn al-Qaeda måtte stå bag, men det var ikke dér, den militære efterretningstjeneste havde lagt sine kræfter. I årtier havde FE haft sine antenner rettet mod Østeuropa og den kolde krigs trusler, så mange af de ansatte på Kastellet var overraskede over angrebet – eller »Osamas lille nummer«, som nogle af dem kaldte det.

En af tjenestens nyansatte analytikere, Frank Grevil, mente ligefrem, at FE’s viden om al-Qaeda var på samme niveau som den viden om kongehuset, man kan få ved at læse Se og Hør.

Mogens Lykketoft havde godt hørt om bin Laden og præsident Clintons mislykkede forsøg på at ramme hans netværk i Sudan. Men udenrigsministerens indsigt i terrorbevægelsen og dens åndelige leder, der nu gemte sig i Afghanistan, var stadigvæk til at overskue.

En time før midnat cyklede Lykketoft hjem til Østerbro. På vejen stoppede han og lagde en buket blomster foran den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Alle.

Hjemme i lejligheden noterede han med kuglepen i sin røde Mayland-kalender, lige under 11-tallet, der godt kunne ligne tvillingetårne: »Terror mod USA«.

Sammen med sin daværende hustru Jytte Hilden så Mogens Lykketoft fjernsyn til klokken 00.30, inden han gik i seng for at samle kræfter til en ny dag i en anden tidsregning.

København, ugerne efter 11. september 2001
I september 2001 stod det klart for enhver, at folketingsvalget nærmede sig. Regeringen lå dårligt i meningsmålingerne, men havde kun få måneder tilbage at løbe på, inden den var tvunget til at udskrive valg.

Mere end noget andet skabte strømmen af udlændinge til Danmark problemer for Poul Nyrup Rasmussen, og bedre blev det ikke, da Politiken blot et par uger efter 11. september føjede en ny kategori til de i forvejen tusindvis af flygtninge og familiesammenførte, som hvert år krydsede grænsen.

På »tålt ophold« kaldte man de asylansøgere, som havde krigsforbrydelser på samvittigheden, men ikke kunne sendes tilbage til dødsstraf i deres hjemland. En af dem var en tidligere irakisk hærchef, som uden problemer havde slået sig ned i Sorø, selv om han spillede en hovedrolle, da diktator Saddam Hussein i 1988 beordrede sine kurdiske landsmænd gasset.

Afsløringen af hærchefen faldt på det værst tænkelige tidspunkt for regeringen, som samtidig måtte læse om en srilankansk forsker, der hævdede, at Danmark i årevis havde fungeret som et safe haven for mennesker med forbindelser til den internationale terror.

Hvis der var noget, som i dagene efter 11. september kunne gøre Poul Nyrup Rasmussen fuldstændig fnysende, var det den slags avisoverskrifter. Der var ikke terrorister i Danmark, slog statsministeren fast med stor skråsikkerhed, ligesom han forsikrede, at herboende krigsforbrydere ville blive retsforfulgt.

Men det var ikke godt nok for oppositionens leder, Anders Fogh Rasmussen.

»De burde slet ikke lukkes ind i landet. Og det er rent ud sagt en skandale, at krigsforbrydere og andre forbrydere bare kan komme til Danmark, oven i købet uden at nogen har overblik over, hvor mange det drejer sig om, og hvor de opholder sig«, udtalte Venstres formand.

De borgerlige partier spildte ikke en chance til at angribe »regeringens slatne politik«, men alligevel udskrev Nyrup valget 31. oktober i håbet om, at statsmandseffekten og en ny terrorlov ville bære ham igennem til en sejr.

»Verden er ikke den samme efter 11. september. Heller ikke i vores eget land«, som samlingsfiguren Nyrup forklarede Folketinget.

Lige siden terrorangrebet havde statsministeren erklæret USA sin uforbeholdne støtte, og det samme havde EU, FN og militæralliancen NATO.

De 15 FN-ambassadører rundt om Sikkerhedsrådets hestesko i New York rejste sig ligefrem op, da de 12. september vedtog resolution 1368 – »fast besluttet på med alle midler at bekæmpe terrorhandlingers trussel mod den internationale fred og sikkerhed«. Normalt plejede de kun at række en hånd i vejret, tænkte Ellen Margrethe Løj, der sad på sin tilhørerplads inde i salen.

Ingen i verdenssamfundet ønskede at gå imod den nye præsident George W. Bush, som efter tabet af flere tusinde amerikanske menneskeliv gjorde valget enkelt for alle klodens lande:

»Enten er I med os, eller også er I med terroristerne ...«.

København, oktober-november 2001
George W. Bush kunne roligt regne med Danmark.

Der var ingen ende på løfterne, da Poul Nyrup Rasmussen blev interviewet af den amerikanske tv-station CNN. Vi stod »skulder mod skulder« med amerikanerne, og »vi mener det. Jeg er klar. Mit land, Danmark, er klar, og signalet til USA er klart: Sig, hvad I vil have«, sagde Nyrup.

Et par uger senere, 7. oktober, begyndte USA sin Operation Enduring Freedom, som skulle ryge Osama bin Laden, al-Qaeda og Taleban-regimet ud af deres afghanske bjerghuler.

Amerikanerne manglede ikke militært isenkram, men en uge inden folketingsvalget sendte regeringen alligevel korvetten ’Niels Juel’ af sted for at patruljere og aflaste USA i Middelhavet. Stort set ingen i Danmark var imod beslutningen, hvis man så bort fra Enhedslisten og nogle få »fredsvagter« uden for Christiansborg.

»Hjernevaskede holdt vi med amerikanerne – helt og holdent ifølge den officielle konsensus«, skrev aktivisten Bo Richardt, som tog opstilling på Christiansborg Slotsplads, da ’Niels Juel’ dampede af fra Flådestation Korsør med hundrede mand og et »robust mandat« om bord.

Selv virkede Poul Nyrup Rasmussen ikke særlig robust, da han drog ud i valgkampen. Socialdemokraterne havde undervurderet, i hvor høj grad de borgerlige kunne spille på den underbevidste sammenhæng mellem muslimer i almindelighed og terror i særdeleshed.

Nyrups satsning på at gøre krigen mod terror til sin sejrsstrategi styrtede til jorden med et rabalder.

København, november 2001
Få dage efter regeringsskiftet kaldte Venstres nye statsminister Nyrup og Lykketoft plus de radikales Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen over til et møde på sit kontor. De skulle tale om det danske bidrag til Operation Enduring Freedom i Afghanistan.

Anders Fogh Rasmussen havde lige fået en ønskeliste af Stuart Bernstein, den amerikanske ambassadør i Danmark.

Bernstein havde været helt rørt over Foghs reaktion. Det manglede da bare, lod statsministeren forstå, at Danmark betalte lidt tilbage til en nær ven og allieret med det bedste, vores lille land havde at tilbyde.

Selv om Taleban-styret på kort tid var løbet over ende og havde tabt magten i stort set hele Afghanistan, kunne USA godt bruge et dansk C-130 transportfly, fire F-16-jagere og hundrede elitesoldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Mogens Lykketoft var fortørnet.

»Sådan ville vi ikke have sammensat bidraget«, sagde han.

Han så hellere, at regeringen prioriterede den humanitære katastrofe i Afghanistan frem for at sende Danmarks hårdeste halse på jagt efter overlevende Taleban-krigere og al-Qaeda-folk.

Det var Lykketoft, som førte ordet i Statsministeriet, mens Nyrup forholdt sig mere tavs under mødet.

11. september var ikke mere end tre måneder væk, men alt var forandret ... Og i sidste ende stemte både de radikale og socialdemokraterne ja til at opfylde amerikanernes ønsker.

Bagdad i Irak, 11. september 2001
I den irakiske hovedstad kørte Hakim som en hvilken som helst anden tirsdag rundt i sin taxi indtil et stykke ud på eftermiddagen.

Ved 16-tiden parkerede han vognen og tog hjem til sin familie i det fredelige kvarter Al-Kadraa City, som var forbeholdt folk, der arbejdede for Saddam Husseins regering eller for det dominerende Baath-parti. Hakims far gjorde begge dele.

Faren havde et stort brunligt hus på en rummelig hjørnegrund, og her var der plads til både ham og hans kone plus deres tre sønner og deres familier. Hvis man gav sig til at tælle, nåede man frem til, at der boede fjorten mennesker i huset.

Hakim tog sig et brusebad og var ved at få sig lidt at spise, da hans far kaldte ham ind i stuen, hvor det meste af familien sad samlet omkring fjernsynet. Saddam Hussein tillod ikke satellit-tv, men i dagens anledning var en af de to statslige kanaler tunet ind på den arabiske nyhedsstation Al-Jazeerah, som sendte direkte fra angrebet på World Trade Center.

Det var med blandede følelser, Hakim og hans familie så tårnene styrte sammen.

På den ene side glædede de sig over slaget mod USA, som ti år tidligere bombede løs på Bagdad og myrdede tusindvis af irakere. Sådan noget glemmer man ikke, og det var vanskeligt at mobilisere den store medfølelse med supermagten, for nu at sige det mildt.

På den anden side var de forfærdede over billederne af døde og sårede amerikanere.

»Hvorfor, hvorfor«, spurgte Hakims kone Amira grædende, da der dukkede et myrdet barn op på skærmen. Også Hakims mor græd. Én ting var at angribe præsident Bush eller Det Hvide Hus, men det var noget helt andet at ramme uskyldige familier.

Så viste Osama bin Laden sig inde i fjernsynet.

»Fanden tage dig! Du er ikke muslim«, råbte Hakims far, mens Al-Jazeerah fortalte om bin Ladens organisation. Faren udbrød:

»Al-Qaeda? Hvad i alverden er al-Qaeda?«.