Danske elitesoldater hjalp amerikanerne med at rydde en dal i Afghanistan for al-Qaeda-krigere og Taleban-militser.

Danskerne blev beordret ind i en helikopter for at undsætte nogle Navy-SEAL’s, der var faldet i baghold på en bjergtop.

USA fragtede terrorkrigens første fanger til Guantánamo og kaldte dem »ulovlige kombattanter«.

I Bagdad begyndte Hakims familie at blive bekymret, mens staben i Pentagon var i fuld gang med at forberede en krig mod Saddam Hussein. Statsminister Fogh lyttede interesseret til planerne om at gå løs på Irak.

Aalborg, 3.-9. januar 2002
»Nu gælder det. Nu er det ikke bare en øvelse«, sagde Frank Lissner, inden han og resten af styrken kaldet Task Group Ferret steg op i flyet. Med »en vis uro og spænding i kroppen« fløj de ud til Operation Enduring Freedom i Afghanistan.

Soldaterne fra Jægerkorpset og Frømandskorpset havde aldrig haft så frie hænder. De kunne være med til det hele – i forreste række og bag fjendens linjer. Man kaldte det et »robust« mandat.

»En skelsættende beslutning om at bidrage substantielt og ultimativt til bekæmpelsen af terrorisme«, skrev Frank Lissner, chefen for Jægerkorpset, i et takkebrev til Anders Fogh Rasmussen, som nogle dage tidligere havde været forbi Flyvestation Aalborg for at tage afsked med elitesoldaterne.

I konvolutten lagde Lissner også en stak billeder fra ceremonien den frostklare januardag. På et af billederne læste Fogh højt fra sin tale til de andægtigt lyttende soldater i camouflageuniformer og bordeaux baretter.

Få dage senere samlede et amerikansk transportfly de danskerne op i Aalborg.

Da specialstyrken efter et kort stop i Tyskland landede på lufthavnsbasen uden for Kandahar, skete der noget interessant et andet sted i lejren. Amerikanerne var i fuld gang med at losse terrorkrigens første fanger om bord på transportmaskiner.

Guantánamo, Cuba, januar 2002
Fangerne blev fløjet tværs over kloden til Guantánamo, en vindblæst flådebase på den østlige del af Cuba, som USA til Fidel Castros enorme fortrydelse havde haft en uopsigelig lejekontrakt på siden 1903.

Billederne fra Guantánamolejren var chokerende: Mænd i orange fangedragter og med hænderne lænket foran sig krøb sammen i bure af pigtråd og kraftigt hønsenet. Burene målte ikke mere end to gange to meter.

Disse mænd var »de mest farlige, veltrænede og ondskabsfulde dræbere på jordens overflade«, sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, som døbte fangerne: »ulovlige kombattanter«.

De var ikke krigsfanger af den slags, der var beskrevet i Genèvekonventionens humanitære folkeret, mente amerikanerne. Konventionen var skrevet i 1949, dengang soldater gik rundt i uniform og bar deres våben frit fremme.

»Vi planlægger dog i de fleste tilfælde at behandle dem på en måde, der er nogenlunde i overensstemmelse med Genèvekonventionen i den udstrækning, vi finder den passende ...«, forklarede Rumsfeld.

Alverdens menneskerettighedsorganisationer kritiserede straks amerikanerne for at bryde med alt, hvad et demokrati og retssamfund stod for, når de lod mennesker svæve i et juridisk tomrum på Cuba uden at stille dem for en dommer eller lade dem få en advokat.

Kandahar, Afghanistan, januar-februar 2002
Pludselig blev Guantánamolejren også kontroversiel i Danmark.

Ingen i offentligheden vidste, hvem han var, og kun en lille kreds af ministre og embedsmænd kendte identiteten på den 28-årige mand, som blev taget til fange i det uvejsomme grænseland mellem Afghanistan og Pakistan. Han blev først fløjet til Kandahar-lejren, hvor amerikanerne sørgede for en varm velkomst på en iskold landingsbane.

De danske specialstyrker opholdt sig også på lufthavnsbasen, hvor Frank Lissner som en af de første fik lov til at tale med den danske fange. Lissner havde svært ved at tro på mandens forklaring om, at han blot havde været på turistrejse.

Den amerikanske forhørsleder bombarderede danskeren med spørgsmål:

»Kendte du til planerne om terrorangrebet mod USA 11. september?«.

»Har du mødt Osama bin Laden?«.

Nogle gange blev fangen afhørt med assistance fra en tolk, som Jægerkorpset havde haft med fra Aalborg. Han var af iransk afstamning og ringede og tilbød sin hjælp, mens jægersoldaterne holdt julefrokost.

Tolke, der beherskede sprog som arabisk, pashtu og dari, var mildest talt en mangelvare i det danske forsvar, og derfor tog jægerne ham med til Afghanistan.

På et tidspunkt blev tolken udlånt til amerikanerne, så de kunne bruge hans sprogkundskaber under afhøringerne af fanger inde i Camp Kandahar Detention Centre.

Tolken blev sendt hjem før tid. Med en dårlig skulder, lød begrundelsen.

Den danske fange fik raget sit lange hår og skæg af med en barbermaskine og blev ekspederet ud på en tyve timers flyvetur – til Guantánamo.

Shah-e-Kot-dalen, Afghanistan, 2. marts 2002
Frank Lissners elitesoldater var en del af Task Force K-Bar under kommando af Navy SEAL-kaptajnen Robert Harward.

Styrken bestod af en broget skare af specialstyrker fra USA og en række allierede lande, og den fik en vigtig rolle under operationen, der blev døbt Anaconda – efter slangen, der omkranser sit bytte og kvæler det til døde.

Byttet var al-Qaeda og deres hjælpere fra Taleban-militsen, som efter måneders kampe var jaget ud af deres huler i Tora Bora-bjergene og havde forskanset sig i Shah-e-Kot-dalen.

Vinteren havde stadig et godt tag i dette barske og bjergrige sydøstlige hjørne af Afghanistan, ikke langt fra grænsen til Pakistan. Temperaturen dykkede om natten ned under tyve minusgrader, og sneen på bjergkammene var knæhøj.

Planen var at lade venligsindede afghanske soldater rykke fra nordvest og presse de fjendtlige krigere i armene på de amerikanske styrker, der blokerede den østlige ende af dalen.

Danskerne og resten af Bob Harwards K-Bar skulle være med til at forme en ring af sikkerhed oppe i bjergene. Om natten blev patruljerne fløjet i helikoptere til øde og strategiske steder, hvorfra de kunne holde øje med, om al-Qaeda og Taleban forsøgte at flygte eller fik våben og forstærkninger udefra. Fra deres høje udsigtspunkter udpegede specialstyrkerne mål for bombeflyene.

De militære ledere havde regnet med, at al-Qaeda og Taleban enten ville stikke af eller overgive sig, men de fjendtlige krigere gjorde ingen af delene. De kæmpede.

Anaconda kom dårligt fra start.

De afghanske allierede gik i stå mod vest, og mod øst sværmede det med veludrustede al-Qaeda-krigere. Da styrker fra den amerikanske 10. Mountain Division prøvede at lukke flugtruter mod syd, kom de under heftig beskydning af morterer og maskingeværer.

Ilden kom fra et sted i nærheden af bjergtoppen Takur Ghar, som til ære for en pornoskuespillerinde havde fået kodenavnet ’Ginger’. Amerikanerne besluttede at placere et rekognosceringshold på toppen af bjerget, hvor man havde et fortræffeligt overblik over dalen.

Området var blevet bombet gentagne gange, og overvågningen fra luften viste ikke tegn på, at der var liv på toppen af ’Ginger’.

Men den første Chinook, der natten til 4. marts forsøgte at lande på bjerget, blev ramt af en granat og måtte i al hast fortrække og efterlade en SEAL-soldat, som faldt ud af helikopteren. Den næste helikopter blev også ramt og opgav at redde soldaten.

Og så var det, at en Quick Reaction Force af danske jægersoldater og amerikanske elitesoldater ved daggry blev beordret ind i en tredje Chinook på den nærliggende Bagram-base. De hørte over radioen, at Al-Qaeda skød løs på nogle amerikanske elitesoldater, som havde desperat brug for hjælp.

»Hvad fanden gør vi, når vi lander«, spurgte lederen af den danske gruppe sin amerikanske kollega. De havde ingen informationer om, hvad der foregik på ’Ginger’, og aftalte bare, at holdene skulle løbe i hver sin retning.

Men så langt nåede de aldrig. I sidste øjeblik fik de to hold besked på at overlade pladsen i helikopteren til en anden styrke anført af kaptajn Nathan Self. Efter mere end to måneder i Afghanistan uden en eneste ildkamp var Self og hans Army Rangers ivrige efter at komme i aktion.

Cirka kvart over seks om morgenen nåede den sorte Chinook med Selfs gruppe frem til ’Ginger’.

Helikopteren gjorde klar til at lande og var omkring seks meter over jorden, da en raketstyret granat smadrede højre motor. Maskingeværild hamrede ind i skroget og slog huller i cockpittets vinduer. Chinooken rystede og landede så hårdt, at både besætning og soldater blev kastet omkuld.

I løbet af de følgende sekunder blev fire af Selfs ni rangers dræbt af kugleregnen.

Under de mislykkede landinger tidligere på morgenen døde to soldater, og inden dagen var omme, skulle endnu en soldat bløde ihjel, fordi hovedkvarteret nægtede at sende flere redningshold ud, så længe der var dagslys. De danske jægersoldater var ellers fløjet i hælene på Self og ventede kun ti kilometer fra bjerget på tilladelse til at rykke ham til undsætning.

»Fuck! Kom nu og hjælp mig«, lød det fra Nathan Self over radioen. Men han måtte vente, til mørket sænkede sig. I alt døde syv amerikanere i slaget om ’Ginger’.

I sidste ende vandt amerikanerne og deres allierede slaget i Shah-e-Kot-dalen, men det var en dyrt købt sejr, og selv om op mod tusinde al-Qaeda-krigere ifølge Pentagon blev dræbt, så var der også mange, der nåede at stikke af.

Kabul, Afghanistan, 6. marts 2002
Jægere og frømænd slap med skrækken. Alligevel skulle missionen i Afghanistan koste danske liv.

Oversergent Thomas Kruse Butzkowski, overkonstabel Kim Carlsen og overkonstabel Brian Juul Nørlev Andersen gik sammen med flere andre ingeniørsoldater i gang med at demontere et ældgammelt russisk jord til luft-missil i den afghanske hovedstad Kabul.

Selv om soldaterne var erfarne og vidste, hvad de havde med at gøre, eksploderede det seks et halvt meter lange missil pludselig mellem hænderne på dem. De tre danskere blev dræbt, og det samme gjorde to tyske kolleger. Flere blev såret.

»Mine tanker og bønner er ligesom den amerikanske befolknings med soldaterne og deres familier«, skrev præsident Bush i et kondolencebrev til Anders Fogh Rasmussen, der, som året gik, blev en stadig tættere ven med den amerikanske regering.

Kandahar, Afghanistan, 17.-18. marts 2002
Det var ikke altid nemt at se forskel på fjenden og de afghanere, der hjalp i kampen mod terror.

En sen aften kørte to danske og to amerikanske elitepatruljer ud til et større bygningskompleks uden for Kandahar. Ifølge efterretningskilder rummede skolen en del højtstående medlemmer af Taleban.

Mens amerikanerne stormede de mest mistænkelige bygninger, undersøgte danskerne en koranskole, der lå i komplekset.

De regnede med, at skolen ville være tom, og blev derfor overraskede over at finde 31 mænd. Nogle af dem sov, andre var bevæbnede og stod og sigtede på soldaterne, da de væltede ind i bygningen. Men hverken afghanere eller danskere affyrede deres våben.

Afghanerne blev gennet ud på balkonen, mens den danske patruljeleder diskuterede med amerikanerne, hvad man skulle stille op med fangerne. Der var ingen helikoptere til rådighed den aften, så man besluttede at køre de mistænkte i deres egne Toyota Hilux pickups tilbage til lufthavnsbasen.

Inden fangerne kom op i bilerne, blev de lagt i plastikhåndjern, og da de nåede porten til den amerikanske fangelejr, fik fangerne hætter over hovederne.

Her overdrog danskerne de 31 mænd til amerikanerne, som afhørte og kronragede fangerne, inden de dagen efter blev løsladt. Det viste sig, at mændene sympatiserede med koalitionen.

Washington, USA, 25. marts 2002
Det var Anders Fogh Rasmussens første officielle besøg hos præsident George W. Bush i Det Hvide Hus, og nu sad han over for supermagtens viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.

Mødet foregik i Pentagon, det femkantede fæstningsværk af et forsvarsministerium, som stadig havde ar efter selvmordsflyet 11. september.

Mere end noget andet var det terrorangrebet, der formede Bushregeringens politik, og Wolfowitz var en af de ideologer, præsidenten støttede sig til. For den neokonservative tænker var krigen mod terror i Afghanistan kun en begyndelse, som nødvendigvis måtte følges op med forebyggende angreb.

Tre uger tidligere havde Bush udpeget Iran, Irak og Nordkorea som trusler mod verdensfreden. »Ondskabens akse«, kaldte han det. Advarslen var dog først og fremmest en tilsløret krigserklæring mod den irakiske diktator Saddam Hussein, som USA mistænkte for at udvikle nervegas, miltbrand og atomvåben.

I Pentagon var de i fuld gang med at planlægge et militært angreb, da Anders Fogh Rasmussen dukkede op i Washington. Allerede 21. november havde Bush trukket sin forsvarsminister Donald Rumsfeld til side og spurgt ham:

»Hvilke krigsplaner har du for Irak?«.

Ifølge viceforsvarsminister Wolfowitz havde den civiliserede verden ikke råd til at sidde og vente på, at en samling terrorister eller en slyngelstat som Irak næste gang slog til med masseødelæggelsesvåben. Angrebet 11. september var et »fysisk og uteoretisk« alarmopkald, mente Paul Wolfowitz.

Statsministeren og hans følge lyttede intenst til viceforsvarsministerens ideologiske foredrag, inden de midt på eftermiddagen kørte til Dulles-lufthavnen for at flyve hjem.

For Anders Fogh Rasmussen var den mentale afstand mellem USA og Danmark betydeligt kortere end rejsen over Atlanten.

Lige siden barndommen i 1950’ernes Hvidding havde han haft en dyb sympati for USA, som hjemme på gården mellem Randers og Viborg stod som et forbillede for verden. Gang på gang vendte statsministeren i 2002 tilbage til, hvordan Danmark stod i taknemmelighedsgæld til USA, som havde reddet os både under de to verdenskrige og den kolde krig.

Og den gæld var Anders Fogh Rasmussen opsat på at betale tilbage.

Iraks hovedstad Bagdad, 2002
Egentlig var Hakim bager, men han begyndte at køre taxi, fordi der var flere penge i det. Det passede ham fint at være taxichauffør, for Bagdad var i det store og hele en fredelig by. En smuk by, syntes Hakim. Måske nok lidt forurenet, men man kunne stadig drikke vandet direkte fra floden, som han yndede at sige.

Og så var der jo Amira, hans kone, som han elskede. De boede med deres to små sønner hos Hakims forældre i et rummeligt hus i et af byens bedre kvarterer. Så hvad var der at klage over?

Ingenting. Bortset fra, at hans far blev mere og mere nervøs.

Faren var topembedsmand i landbrugsministeriet og desuden et højt profileret medlem af det regerende Baath-parti, og han kunne så småt fornemme, hvor det bar henad. Det var tydeligt, at præsident Bush ville have ram på Saddam Hussein. Og det kunne godt gøre en nervøs, når man nu arbejdede for diktatoren.

Selv holdt Hakim sig uden for politik, men i Saddams Irak var det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man slap for ballade.

Et af Hakims problemer var, at han var shiamuslim, mens Amira var sunnimuslim.

Den slags blandede ægteskaber var ikke usædvanlige, selv om shiaer og sunnier havde bekriget hinanden, lige siden profeten Muhammed døde. De to grene af islam skændtes om, hvem der var Muhammeds retmæssige arvtager, men striden handlede dybest set om politisk magt. I Irak havde en sunni-elite i århundreder haft kontrollen på trods af, at shiaerne var i overtal.

Ubalancen mellem shiaer og sunnier forhindrede dem dog ikke i at leve forholdsvis fordrageligt side om side, og shiamuslimer – som Hakims far – kunne godt klatre til tops i statsadministrationen, hvis de var tilstrækkeligt kvalificerede.

Men faren brød sig ikke om, at svigerdatteren Amira var sunni. Han slog Hakim, da han fandt ud af det. Værre blev det, da familien efter brylluppet fandt ud af, at Amiras far var blevet henrettet i 1977, fordi han var medlem af kommunistpartiet og sammen med fire officerer havde forsøgt et kup mod Saddam.

Hakims far husede med andre ord datteren af en mand, der havde forsøgt at myrde Saddam Hussein, farens chef, og det forpestede stemningen i det store hus.

København, 1. oktober 2002
Da Anders Fogh Rasmussen gik på talerstolen for at åbne Folketinget, gjorde han meget ud af forklare, hvordan Europa og USA fortsat var »forenet af grundlæggende værdier og principper«.

»Vi har meningsforskelle. Men det, der forener, er langt stærkere end det, der skiller«, sagde statsministeren.

Han opfordrede Europa og USA til at »trække på samme hammel i bestræbelserne på at forhindre, at tyranniske og uansvarlige regimer kommer til at råde over masseødelæggelsesvåben«. Som Saddam Hussein, der i årevis havde »siddet FN’s bindende påbud overhørig om at skille sig af med sådanne forfærdelige våben«.

»Det er for sent, når først giftgassen er spredt over en af vore store byer«, advarede Fogh.

I al hemmelighed var USA begyndt at samle sine tropper i Iraks nabolande, og i november blev den danske regering diskret spurgt, om Danmark ville være med, hvis der blev krig mod Saddam Hussein. Socialdemokratiet blev også inddraget i spørgsmålet og havde øjensynligt ingen indvendinger, hvis det kunne ske med støtte fra FN.

For Anders Fogh Rasmussen var det af største betydning at gøre op med »fortidens usle tilpasningspolitik«, hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer:

»Men sådan er verden ikke mere. Især da ikke efter 11. september 2001«.

New York, 8. november 2002
Ellen Margrethe Løj og de andre europæiske FN-ambassadører var begyndt at holde deres møder om Irak i et særligt sikkerhedsrum på den tyske mission, hvor risikoen for lange ører og hemmelige mikrofoner var mindre. De havde svært ved at blive enige.

Op til en afgørende beslutning om Irak i Sikkerhedsrådet var det Ellen Margrethe Løj, der som formand for EU-landene skulle forsøge at finde et kompromis.

Men det holdt hårdt, for franskmændene og briterne ville ikke tale sammen, og samtidig havde hun hele sit hjem på Manhattan fyldt med middagsgæster fra Folketinget. De så nærmest ikke deres værtinde, som løb rundt i lejligheden med to telefoner i hånden.

Til sidst fandt de nogle spiselige formuleringer, og Sikkerhedsrådet vedtog at give Irak én sidste chance for at nedlægge våbnene. Ellers var FN nødt til at »overveje situationen« for at sikre den internationale fred og sikkerhed.

Camp Olaf Rye, Kosova, efteråret 2002
I det nordvestlige hjørne af Kosova lå Mitrovica, og cirka to kilometer vest for byen havde den danske bataljon slået sin lejr op. Camp Olaf Rye, hed den, og det var herfra, overkonstabel Jesper S. Pedersen for anden gang i sin endnu spæde militære karriere gjorde sit bedste for at holde freden ved lige i det lille land med den blodige historie.

Det var ikke nogen anstrengende opgave, syntes Jesper.

Han patruljerede i den albanske del af Mitrovica, syd for floden Ibar, der adskilte albanerne fra serberne på den anden side. Han kørte også rundt i de omkringliggende bjerge og sludrede med folk, han mødte på vejen.

Der var aldrig nogen ballade.

Når han ikke havde vagt, sad Jesper ofte ved computeren i lejren og studerede nyhederne om krigen mod terror.

Han læste, at krigen i Afghanistan officielt var erklæret for afsluttet. Og så fulgte han med i, hvordan George W. Bush hidsede sig op over Saddam Hussein. Det kunne sikkert kun gå i én retning.

»Mit næste stop bliver nok Irak«, tænkte Jesper.