Annonce
Annonce
Danmark

Brandbomber og sten mod politiet: Teenagere får lov at blive i Danmark

Unge med oprindelse i Somalia og Irak slipper med fængselsstraf efter voldsomt angreb på politiet i Vollsmose.

Fire yngre mænd kan ånde lettet op, efter at der i dag er faldet dom i en straffesag om et angreb på politiet i bydelen Vollsmose i Odense sidste sommer.

Med et argument om, at der må være grænser for, hvad samfundet skal acceptere, havde sagens anklager i sin procedure før jul argumenteret for, at de fire unge skulle udvises til Somalia og Irak, hvor de er statsborgere.

Retten afgjorde imidlertid, at de fire skulle have en betinget udvisning i to år. Det betyder, at de kan blive i Danmark, men risikerer at blive udvist for bestandig, hvis de begår ny kriminalitet i perioden. Sammen med fire andre unge mellem 15 og 18 år er de dømt otte måneders fængsel for at have angrebet politiet med sten, molotovcocktails og andre genstande.

Angrebet var så alvorligt, at teenagerne var tiltalt for »at have voldt nærliggende fare for polititjenestemændenes liv eller førlighed«, ligesom de var tiltalt for »grov forstyrrelse af den offentlige orden«.

I strid med internationale forpligtelser

Én af de fire, som slap for at forlade Danmark, er født her i landet. De øvrige tre er som små børn blevet familiesammenført til deres fædre, som allerede havde asyl.

Det fremgår af dommen, at retten har lagt til grund, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis de fire teenagere blev udvist af landet. Det skyldes, at de har haft lovligt ophold i Danmark i henholdsvis 13, 15, 15 og 16 år. De har derfor ingen tilknytning til deres oprindelseslande Irak og Somalia.

Derudover har retten endnu ikke taget stilling til, om en femte teenager uden dansk statsborgerskab skal udvises. Hans sag er udsat, da han først skal igennem en mentalundersøgelse, hvor retten kan tage stilling til, hvad der skal ske med ham.

LÆS ARTIKELTeenagere risikerer udvisning for angreb med brandbomber

Seks politibetjente har under retssagen forklaret, at de var på en rutinemæssig patrulje i Vollsmose 9. juni om aftenen for at skabe tryghed for beboerne i området. Da blev de angrebet med stenkast og flasker, der brød i brand, da de ramte jorden. Stenene var ifølge politiet på størrelse med bordtennisbolde. Tre patruljebiler blev ramt af sten og andre genstande på blandt andet bilernes forruder.

Løkke på besøg dagen efter

En af betjentene har ifølge Fyens Stiftstidendes netavis Fyens.dk forklaret i retten, at »det var en krigszone«. Videooptagelser fra Bøgetorvet i Vollsmose dokumenterer, at der blev kastet mindst fem molotovcocktails mod betjentenes patruljebiler af en gruppe unge, som stod på den modsatte side af gaden.

En af de tiltalte har erkendt at have kastet sten mod politiet, mens en anden har erkendt at have kastet en molotovcocktail. De syv andre har nægtet sig skyldige. Episoden fandt sted under valgkampen op til Folketingsvalget i juni, og Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte Vollsmose dagen efter angrebene.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce