Annonce
Annonce
Danmark

Ulvene er der - om natten

De danske ulve går i fotofælder, men kun om natten.

Annonce

Billederne er ikke de skarpeste, men selv slørede billeder af ulv vækker begejstring hos forskerne ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

De grå fotos dokumenterer nemlig ulvenes færden.

Og det er der brug for. For selv om det er over tre år siden, at den første ulv i nyere tid blev set i Danmark, og der ikke er nogen tvivl om, at flere er kommet til siden, er det en vanskelig sag at kortlægge ulvenes antal, udbredelse og færden.

Ulve er sky, så det er småt med dokumenterede observationer som supplement til de dna-analyser, der har fastslået, at der er adskillige ulve i landet.

Derfor har forskerne fra DCE i samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus og frivillige fra Projekt Dansk Ulv sat vildtkameraer op nogle af de steder i Midt- og Vestjylland, hvor ulve eller spor efter ulve er observeret.

Færdes ofte alene

Kameraerne blev sat op i efteråret, og ret hurtigt begyndte ulve at dukke op på billederne, fortæller seniorforsker Liselotte Wesley Andersen, DCE. Altid om natten og altid alene. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke er en ulveflok i landet, for ulve færdes ofte alene.

»Vi håber også at få billeder med flere ulve på. Og vi vil rigtig gerne have et billede med hvalpe sammen med et voksen dyr eller to. Det ville være den første dokumentation af, at et ulvepar har ynglet i landet, sådan som vi har masser af rygter om«, siger Liselotte Wesley Andersen.

'Fotofælderne' bliver flyttet, når der er hotte observationer andre steder, for der er kun kameraer nok til tre lokaliteter ad gangen.

Liselotte Wesley Andersen forklarer, at det er alfa og omega at få koblet denne type feltobservationer med dna-analyser af ulvenes eferladenskaber for at få et mere dækkende billede af ulvens udbredelse. Kameraerne registerer i øvrigt også de dyr, ulvene jager og spiser.

Et ordentligt lag sne ville også hjælpe i forhold til at få mere styr på, hvor ulvene holder til.

»Det er lettere at følge et spor i sne over store afstande. Sådan gør man i Sverige og Norge med ulv og los og andre større rovdyr. Så hvis der kommer en masse sne, kunne vi nok godt tromme en del folk sammen her til at lede efter ulve«, siger Liselotte Wesley Andersen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce