Annonce
Annonce
Danmark

Dansk erhvervsbesøg til Saudi-Arabien får stor kritik

Et hidtil skjult dansk erhvervsfremstød i Saudi-Arabien møder voldsom kritik af Amnesty International.

Det er skandaløst, hvis toppen af dansk erhvervsliv og kongehuset tager på officielt besøg til Saudi-Arabien.

Harmen kommer fra Amnesty International, efter at det tirsdag er kommet frem, at det danske Udenrigsministerium planlægger et officielt besøg til Saudi-Arabien i midten af februar.

Et besøg, som Udenrigsministeriet bekræfter, vil have repræsentanter fra kongehuset og dansk erhvervsliv.

Ifølge TV2's oplysninger er der mere præcist tale om et besøg med kronprinseparret, udenrigsministeriet og flere tilmeldte erhvervsorganisationer.

Burde i stedet besøge Myanmar

Turen har på nuværende tidspunkt omkring 40 tilmeldte.

»Timingen kunne næsten ikke være værre. Saudi-Arabien fejrede nytåret ved at henrette 47 mennesker, oven på et år hvor vi så en kæmpe stigning i antallet af dødsstraffe og også har set et nedslag på ytringsfriheden. At sende en delegation af den kaliber, der er tale om, af sted på nuværende tidspunkt, det sender et meget symbolsk signal om, at man anerkender og accepterer det, der foregår«, siger konstitueret generalsekretær i dansk Amnesty International Trine Christensen.

Ifølge Amnesty International er det særligt forkert, at Udenrigsministeriet vælger at planlægge en tur til landet, når der ikke er sket nye fremskridt for menneskerettighederne i landet.

Eksempelvis kunne man i stedet have valgt at besøge et land som Myanmar, hvor der er sket synlige tegn på fremskridt for demokrati og frihed, lyder det.

I en netop verserende sag i Saudi-Arabien er aktivisten og bloggeren Raif Badawi, idømt 1.000 stokkeslag og 10 års fængsel for at debattere forholdene i Saudi-Arabien på sociale medier.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce