Annonce
Annonce
Danmark

Kampklædte betjente danner mur om islamkritisk demo

Politiet forsøger at fjerne moddemonstranter fra islamkritisk demonstration på Axeltorv i København.

Stemningen på Axeltorv i København er lørdag eftermiddag præget af så mange aggressioner, at kampklædte betjente har dannet ring om cirka 100 islamkritiske demonstranter.

Gruppen planlagde egentlig at lytte til en række talere, men det har op mod 200 moddemonstranter sat sig for at spolere.

»Facistsvin!, Nazisvin!«, lyder det blandt andet fra moddemonstranterne.

Gruppen består overvejende af unge mennesker klædt i sort. Flere har dækket deres ansigter bag tørklæder, og på et banner lyder budskabet »Asylstramninger dræber«.

På et tidspunkt er gruppen så højlydt og aggressiv, at de mange betjente vælger at tvinge gruppen væk fra pladsen.

Det mislykkes imidlertid, da gruppen kort tid efter dukker op igen.

Omringer demonstranter

De højlydte moddemonstranter omringer nu de cirka 100 islamkritikere, og betjentene ser sig tilsyneladende nødsaget til at danne en beskyttende ring om demonstranterne.

Omkring klokken 15.15 begynder demonstranterne så småt at bevæge sig væk fra Axeltorv, men moddemonstranterne følger med, og nogle af dem kaster sne.

Omkring klokken 15.30 fortæller Ritzaus udsendte medarbejder, at en enkelt person er lagt i håndjern.

»Stemningen er meget anspændt«, siger journalisten.

Gruppen, der demonstrerer, gik tidligere under navnet Pegida DK, men har nu skiftet navn til For Frihed.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce